Et udlandsophold i ord.

Back to AC...

2009-08-16T19:40:00.005+01:00

Saa gaar det loes igen! Vi er tilbage paa ac og hart tre uger alene foer vores nye 1st years kommer. Denne persiode kaldes “august perod.” Det er tre uger med ingen lektier (udover coursework og EE!!), men derimod masser af service! Op til fire timer om dagen, og service weekends torsdag til soendag. I min service, CAVRA, har vi bl.a. vandret/klatret paa det hoejeste bjerg I wales, Snowdonia. Det var en fantastisk tur! Og vi laerer alle hinanden rigtig godt at kende, nu hvor der kun er halvt saa mange elever paa skolen. Paa tirsdag skal vi have grupper af boern fra lokalomraadet paa klatrevaeggen.
Her er nogle billeder fra turen til nordwales:

Fantastisk vejr! Holdet foer afgang
Kavita fra Nordirland
Mine foedder og udsigtEirik (Norge), Gala (Tyskland), Suomi (Italien) og Kavita: Ta-daaa!Op, op...Navnet paa vores service, CAVRA (Cardiff And Vale Rescue Association) men ogsaa det spanske navn for et dyr, vi moedte paa vejen...Eiriks waterbreak-poseAften paa vores youth hostel: Kavita, Gala, Suomi og Christine fra Uganda Naeste dag: Nu med hjaelme!
Naar man gaar op maa man ogsaa gaa ned...

På den igen

2009-08-16T04:58:00.002+01:00

Tine, UWC-USA:
Nu er det rimelig præcist en uge siden jeg igen trådte ind på skolens grund. Det var en lidt underlig begyndelse. Da jeg er med i skolens Wildernessprogram skulle jeg ankomme ca. 4 dage før resten af mine co-years. Af årsager jeg nu har glemt, ankom jeg en dag før resten og kunne derfor se frem til en meget lang nat i Albuquerque lufthavn. Heldigvis var min Get-away-mom (Plejemor?) så sød at hun hentede mig i lufthavnen og kørte en 2 timers tur hjem til hendes hus, hvor jeg overnattede, tog et bad og spiste godt med morgenmad, før hun kørte mig ud til skolen. Jeg ankom ca. 3 timer de andre Wildernessleaders skulle komme, så jeg havde god tid til at gå en tur op på bakken bag skolen og nyde synet af Montezuma Castle i strålende solskin og 30 graders varme.

Da de andre leaders kom til skolen var der selvfølgelig glæde og høje jubelråb, hvorefter vi straks gik i gang med planlægningen af næste wildernessekspedition.
Turen gik til Pecos naturreservat, der virkelig er et af mine yndlingsområder her i New Mexico. Det ligner Alperne til forveksling med høje bjerge, blå bjergsøer, sommersne, floder og grønne bjergenge. Efter tre overnatninger og bestigning af Pecos Baldy, der er omkring 4000 meter, kunne vi vende tilbage til skolen samtidig med de elever, der ikke var med i Wilderness.

Her er en lidt underlig stemning i øjeblikket. Ingen af os føler os som 2nd years. Som en af mine veninder meget smukt formulerede: "Vi er jo bare førsteårselever uden vores andenårselever i nærheden". Der bliver talt meget om Extended Essays, Collegebesøg, og selvfølgelig de kommende førsteårselever. Jeg ved allerede hvem min roomie er, og jeg er godt i gang med at få hendes side af værelset til at ligne noget, man har lyst til at tilbringe tid i. Det bliver interessant at få sat et ansigt på det navn, der står skrevet på min dør.

Nu vil jeg bevæge mig op til skoleårets første officielle fest, der bærer temaet "Beachparty". Det skal nok blive sjovt.

Så skete det...

2009-06-01T20:06:00.002+01:00

Faktisk må jeg blankt indrømme at det ikke var så svært igen. Jeg må nok sande at jeg ikke var så tæt på dem som mange andre var. jeg kneb dog ne tåre eller 3 da en af min bedste venner her oppe, og sådan lidt en storebror for mig, to g af sted. Ezequiel fra Argentina. Man skal godt nok hele sydamerika igennem for at finde nogen så fantastisk som ham.

vi blev alene på campus. Det var MEGET underligt, men en af vores volunteers, Andrew, smed en våd dragt på mig, også smuttede vi ellers i fjorden, fra en 12 meter høj klippe. Dagen efter tog vi til en lille ø der hedder Svanøy, og studerede Hjorte til dne helt store guldmedalje i silende regn. Det var faktisk meget sjov, men der var mange der brokkede sig. Jeg hyggede mig storartet.

Med chance for at blive lynchet af mine co-years, så glæder jeg mig til at blive 2.års selv. Når man læser tilbage, så kan godt mærke at man har udviklet sig fra en forskræmt dansk knægt til en.... ja den tror jeg vil lade stå åben til om et års tid hvor jeg er færdig.

Til alle 1. års glæd jer! Det bliver med garanti 2 år hvor i oplever jeres største højepunkter i livet, men også de største nedture. Det man ender op med er noget som ikke kan beskrives, men som skal opleves for at forstås. Jeres geografiske position de næste 2 år er i og for sig ikke vigtig, det er oplevelsen der tæller, og ikke kun IB og stress ;)

Ha' det pænt
Jesper

Hong Kong Airport

2009-05-25T04:17:00.002+01:00

Hong Kong Airport 25. maj 11:18am lokal tid.

Jeg har en virkelig underligt følelse lige nu. Skoleåret er ovre, foran mig er en 2-3 måneder lang ferie, affslapning og en mindre pause fra IB'en. Men det betyder altså også, at jeg i dag skulle sige farvel til nogle af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt i mit liv.
Der er specielt nogle få enkelte 2.års elever som jeg betragter som min egen familie, og som jeg igennem det sidste år er blevet usandsynligt tætte med. Det er mærkeligt hvordan jeg i løbet af blot et år har skabt venskaber for livet, fået omkring en milliard forskellige nye indtryk og har oplevet ting jeg aldrig havde troet mulig. Hold op hvor var det svært at sige farvel.

I aftes havde vi en gathering i vores courtyard, hvor vi alle fik lov til at skrive i hinandens Yearbooks. Tanker om det sidste år (de sidste to år for halvdelen af de tilstedeværende) blev udvekslet, der blev grædt og uddelt kram. Jeg sov ikke i nat, var oppe til 6.30 am hvor jeg tog et bad, lukkede min kuffert og gjorde mig klar til at tage til lufthavnen med Anne fra Holland.
(Anne brækkede armen den anden dag, og jeg tog derfor tidligt i lufthavnen med hende for at hjælpe hende med at komme på hendes fly!)

Jeg havde lidt svært ved at tro det, da den grønne taxi rullede ind på campus. Taxi no 7333. Dem jeg holdte af var omkring os for at sige farvel, nogle skal jeg se igen om 2-3 måneder .... andre skulle jeg sige farvel til for altid. Og det er altså en skræmmende følelse, skal jeg hilse at sige. Da jeg sad i taxien og rullede ud gennem porten var det svært at holde følelserne tilbage, men sådan tror jeg nu alle har det, en dag som i dag.

Hvem ved hvor vi ender? Men lige nu må jeg altså indrømme, at det ikke er nemt at sige farvel.

Håber I alle har det godt, og har haft et godt år. Hav det godt.

Sidste indlæg fra mig fra Hong Kong i dette skoleår. 2.nd year here we come!

Pre grad

2009-05-22T16:11:00.003+01:00

Tine, UWC-USA:
Så er det dagen før min 2nd years graduerer. Her i USA har vi en rigtig traditionel amerikansk graduationfest med forældre, venner og tredjeårselever som gæster. Jeg skal blive her en lille uge efter grad for at tage på wildernesstur i nogle lokale bjerge, men ellers står den snart på dansk sommerferie.

Dagen i dag er reserveret til at gøre rent i vores dorms og jeg har fået den forholdsvis nemme opgave at støvsuge andensalen. Hurra for det. Ellers er mit værelse nu blevet ommøbleret og pakket, så det ligner det værelse jeg sagde goddag til i august. Det er meget, meget mærkeligt.

I aften har vi den sidste fest, hvor vi signerer yearbooks, spiser pizza med faculty og danser til den lyse morgen. Det er underligt at sige farvel til mine 2nd years, og jeg tilbragte en stor del af i går sammen med Jukka fra Finland, der stadig er en af mine bedste venner. Vi sammenlignede Nik og Jay med underlige finske rapmusikere. Sådan kan man også tilbringe en torsdag aften.

Ellers er vejret her slået om til tordenbyger hver eneste dag. En lille smule som da jeg kom her første gang...

Lidt procrastination

2009-05-09T18:02:00.003+01:00

Tine, UWC-USA:

Jeg har lagt mærke til at jeg er ekstra god til at skrive blogindlæg, når jeg har meget travlt. Så i stedet for at læse op til min engelsk og matematik eksamen på mandag, eller skrive de 4 historieessays (No kidding. Vores lærer var så "flink" at hun "kun" gav os essays og ingen eksamen i historie), jeg skal aflevere på mandag, skriver jeg nu et blogindlæg :)

Vi er så småt ved at planlægge orientation for næste år, og jeg skal stå for at lede to wildernessekspeditioner, naturligvis sammen med andre wildernessledere. Så samtidig med at vi har eksamener næste uge, skal jeg pakke til en 4-dages tur i Ghost Ranch for at "forberede" os på området. Jeg glæder mig en smule til turen, selv om det ikke ligefrem er fantastisk at tage væk fra skolen, når man allerhelst vil nyde den sidste tid sammen med sine andenårselever.

Ellers står eftermiddagen i dag på "dormdinner", hvor vi spiser sammen med vores dorms. Vores dorm har valgt en picnicinspireret middag for at nyde den pludselige sommer. Vejret her skifter enormt meget, men de sidste par dage har vi haft 30 grader og skyfri himmel, men der er desværre ikke så meget tid til at nyde det.

I går havde jeg min præsentation i TOK. Jeg fremlagde sammen med Ingunn fra Norge om IB'en og UWC. Vi nåede frem til, at selvom vi er trætte af det travle liv her med alle lektier, tester og essays, så ville vi ikke bytte det ud med en mere chilled hverdag. Mange af eleverne fra Afrika, Asien og Latinamerika kommer her fordi de netop har mulighed for at få en god uddannelse og komme på et godt universitet. Og UWC ville ikke være UWC, hvis alle de elever valgte at blive hjemme. Som alt andet her blev præsentationen lavet i sidste sekund, men vi mente selv, vi havde gjort et hæderligt stykke arbejde.

Og, uh! Jeg er glad for at introweekenden kommer til at lægge i det skønne Sønderjylland.

Et enkelt billede fra Blind date festen. Min blind date var Shing Shing fra Hong Kong, og han er helt sikkert en af de andenårselever, jeg kommer til at savne.

Temaet var "Rockstars vs. Red Carpet", derfor den rimelig ekstreme mængde eyeliner.

Mojn herfra og vi ses i Sønderjylland!

Billeder fra 2nd Term

2009-05-08T14:06:00.007+01:00

Nu nærmer vi os enden.
Det er meget mærkeligt, om to ugers tid er jeg hjemme igen! Jeg glæder mig til sommerferie i Danmark, men samtidig gruer jeg mig for disse to intense uger med en masse skole-afleveringer og farvel-knus.
Der er ikke så meget at sige, andet end at det bliver utroligt svært at sige farvel. Her er nogle billeder fra 2nd term på Atlantic College:

Forår: Dylan (Alaska) og Facundo (Paraguay) uden for Morgannwg + jeg og Rina (Finland) ved The Cliffs

Service: CAVRA-hike i fantastisk vejr
(Eirik fra Norge og Iara fra Bolivien)

ps: do you know where we are...?

Girls Evening (before we say good-bye):
Dorm-photo!! Esther (England/Sydkorea), Veronika (Tjekkiet) og Na (Kina)

180 grader og 1st year exams

2009-05-01T23:41:00.002+01:00

AHHHHHHHH YEAH

Så er Norge vendt 180 grader og blevet det lyseste sted på planeten. Lige så mørkt osm det kan være, lige så lyst er det lige pt. Vi har sol lys til kl 22:30. Det er bare tiltrængt i høj grad. Der er sket en grøn eksplosion her omkring. ALT er bare gået i sprunget ud i fuld flor den sidste uge. Super skønt.

1st year exams er lige om hjørnet, og vi er, lige som vores 2. års er gået i IB mode. De her karaktere er vigtige for vores universitets ansøgninger i oktober, så folk går amok med studierne. Jeg læser, ligesom alle andre, men med et sundt gran salt. Jeg vil, som tidligere nævnt gerne studere musik. Så det er det jeg arbejder hen imod. Det kræver ikke det store IB gennemsnit, men jeg giver den alligevel en skalle for mit eget egos skyld.

Så bliver det i øvrigt helt fantastisk at komme hjem og holde ferie. Det glæder jeg mig helt urimeligt meget til.

Jeg kan i øvrigt melde til interesserede at Dana fra Iran kommer med til introweekenden. Han er nok den mest tossede person i kommer til møde på RCN. Han er super cool og komplet gak i låget.

Ha' det pænt
Jesper

Drag queen og solo ekspedition

2009-04-21T01:46:00.004+01:00

Tine, UWC-USA:

Så er det for alvor begyndt at gå op for mig, at mine dage her på stedet som førsteårselev er ved at være talte. I øjeblikket er vi i gang med at planlægge en masse sidste øjeblikstraditioner, som på en eller anden måde skal presses ned i det i forvejen stramme skema. I fredags var det en af de mere utraditionelle af slagsen, nemlig Drag Queen. Aftenen går helt som navnet antyder ud på, at fyrene klæder sig ud som piger, og ellers kæmper om at opnå de eftertragtede placeringer som henholdsvis "Bitch", "Princess", "Princess og "Queen". Af frygt for eventuelle konservative forældre, der sidder hjemmefra og følger med på internettet, har vi fået strengt forbud mod at vise billeder fra showet, der ellers var lidt af en oplevelse. De blev dystet i alt fra bitchfight til den mest sexede dans, og det endte med at der igen i år blev valgt 4 nye 1st years til at videreføre traditionen. Det er helt frivilligt om man har lyst til at stille op, og deltagerne går meget, meget højt op i det. Alt i alt en meget underholdende aften!

Dagen efter (faktisk næste morgen meget, meget tidligt) stod jeg op og skulle på mit livs første soloekspedition. En normal wildernesstur, hvor vi sover hver for sig, dog så tæt på hinanden at vi ved hjælp af vores fløjter kan få kontakt til hinanden, hvis noget skulle gå helt galt. Turen gik til Ghost Ranch, hvor vi havde vores introtur, så det var meget mærkeligt at få genoplivet minderne fra dengang, man ikke var helt sikker på hvad UWC var for noget. Vi "soloister" dannede et team for sammen at finde frem til den bjergryg, hvor vi skulle overnatte. Det var mig, KK fra Hong Kong, Maki fra Japan, Sara fra Egypten/USA og Mike fra Mexico/USA og selvfølgelig Tom, der har ansvaret for Wildernessprogrammet. Efter vi ankom på bjergtoppen, blev vi adskilt og satte vores letvægtstelte op.

Det var en meget, meget underlig følelse igen at være helt alene uden alt det hurlumhej, der normalt omgiver én på UWC. Ærlig talt anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, så jeg besluttede mig til at bruge tiden på at sove. Og sove fik jeg gjort! Fra 16 om eftermiddagen til kl. 10 næste morgen. Næste morgen samlede vores team sig igen og gik sammen ned til bussen, der ventede på at køre os hjem til skolen.

Ingen fotos de næste 1½ måned. Mit kamera har valgt et meget fantastisk tidspunkt at bryde sammen på. I stedet får i et gammelt foto, bare for at krydre indlægget en smule :)

Mia (Belgien/Finland) Og Bart (Holland) på en café i Santa Fe, hvor vi slappede af for en måneds tid siden.

Pool Party?

2009-04-17T15:22:00.004+01:00

Jeg ved det! Undskyld - jeg er lidt sløv til at opdatere. Men de sidste par uger (måneder?) har hvert et minut jeg havde til overs været brugt på lektier og at sove.

Nu sidder jeg så fredag aften, har netop afsluttet ugens sidste aflevering. Klokken er 22.24 og jeg giver mig selv et par minutter til at give lyd fra mig herinde!

I dag var 2.års elevernes sidste skoledag, så hele dagen blev de kære små 1.års elever overfaldet med vandpistoler og desværre forhindret i at komme til vores timer. Sikke en skam ;)
Dagen kulminerede med at alle 2.års eleverne fandt deres kære firsties og smed dem i poolen, med tøj og det hele på. Til sidst var alle skolen 200+ elever i poolen, stemningen var høj og 2.års eleverne overlykkelige over at de nu har overstået IB'en .... altså, sådan næsten - for der er jo stadig eksamener at tænke på.

Det er også det næste skridt for mig. Mine eksamener starter den 4. maj og slutter den 15. maj. det skal nu nok gå, men skal nok lige have læst op på alt stoffet jeg har været igennem ... for der er efterhånden meget.

Tanken om at være 2nd year er lidt skræmmende. Men ser nu frem til det - Beijing og Nordkorea venter i starten af august og det glæder jeg mig rigtig meget til (på trods af den megen ståhej der har været med Nordkorea på det seneste).

Min far kommer til Hong Kong den 15. maj, på vej tilbage fra Taiwan hvor han alligevel skulle ud. Bliver godt at vise skolen frem til dem derhjemme, og få besøg herude :)

Ellers ser jeg frem til sommeren - og har besluttet mig for at på trods af EE, IA's, TOK og diverse andre IB-lege, så vil jeg have den bedste sommer i mit liv. Danmark, her kommer jeg.

African show og reflektioner om det kommende 2. år

2009-04-05T11:32:00.002+01:00

Så kom turen til det store kontinent, som har været mangt og meget i gennem. AFRIKA. Man kunne dog ikke mærke alle de sorger og lidelser i går, hvor de pumpende rytmer fra trommer dominerede aftenens festivitas. Det var glade snage og høje råb der gjaldede i auditoriet.

Det var vildt fedt. Specielt når ens musikalske force ligger et ganske andet sted end der hvor vi befandt os i går. Så det var jo en sjov udfordring.

Så nærmer det 2. år sig med hastige skridt. Det er jo noget af det mest ambivalente jeg nogensinde har været udefor. På engang skal vi sige farvel til de 100 mest fantastiske mennesker, man nok nogensinde kommer til at møde. På den anden side skal vi jo sige goddag til 100 lige så fantastiske mennesker. Vi ved kort sagt ikke om vi skal grine eller græde.

Så kommer det akademiske, selvom jeg har mine mistanker om at det er super hypet, så er man jo stadig nervøs for hele det der EE, TOK, IA show vores 2. års har talt meget om.

Det hele skal jo nok gå, men det bliver jo nok ret hårdt.

Så er det jo blevet påske. Det betyder jo ferie, dog i en lidt afkortet form her oppe, vi får først ferie på onsdag. Det bliver rigtig fedt, for jeg skal til Nordfjell sammen med mine gode venner Marius og Bjørnar og stå på ski.

Der kommer nok et blog indlæg om hele den affære på et tidspunkt.

Ha' det pænt

Jesper

PS: Tillykke til de nye norske 1. års

Project week

2009-03-16T01:14:00.010Z

Tine, UWC-USA:

Det lader til at halvdelen af UWC-skolerne har været på project week, så nu kommer der altså også et indlæg om min.
På UWC-USA er ugen skruet sådan sammen, at andenårseleverne har frie tøjler til at tage hvorhen de lyster. Os førsteårselever skal på en tur arrangeret af skolen, men da valgmulighederne er mange, er der en del andenårselever, der vælger at tage på en "førsteårselevtur".
Jeg valgte at tage til Los Angeles for at lære mere om de kæmpemæssige problemer USA har med hjemløse. L.A. er af de byer i USA, hvor der er allerflest hjemløse, dels pga. klimaet, de skyhøje boligpriser og den amerikanske tro på, at så længe man drager mod vest, er man på vej til et eller andet. Der var selvfølgelig også tid til shopping, Walk of Fame, museumsbesøg, strandture til Stillehavet og en enkelt biograftur.
Meget af tiden brugte på rent administrativt arbejde i de forskellige shelters. Vi sorterede post, tøj og donationer, lavede mad eller hjalp med alment kontorarbejde. Vi kunne se at det aflastede de frivillige ikke så lidt, men de allermest givende oplevelser fik vi, når vi fik lov til at snakke med de hjemløse. Vi dansede hiphop med en gruppe hjemløse teenagere, lavede ansigtsmaling med børn af hjemløse og hørte historier om alt for hårde liv fra de voksne hjemløse.

Billeder:
Carson (USA), Kelsey (England), Sydney (USA, Frankrig, Canada) og Raustin (USA) på Walk of Fame.

Milla (Finland) og Stillehavet.

Juan René (Peru) og José (Honduras) i en eller anden episk kampscene, jeg aldrig rigtig fandt ud af hvad handlede om.

Euroæerne styrede køkkenet, så intet peanutbutter i en hel uge! Milla (Finland) og Simone (Italien).

På vej til Getty museumet

Afslapning efter en hård dag. Juan René (Peru), Jessica (Polen), José (Honduras) og jeg.

Vi havde ikke rigtig tilladelse til at tage billeder, mens vi lavede hjælpearbejde, derfor de mange afslapningsbilleder.

Tillykke til de nye 1st years!

1st YEEEEEAAARS!!!!

2009-03-15T10:07:00.001Z

Så skete det, vores arvetager, afløsere, de kære små.

De er i den forgangne uge blevet udvalgt. Det er en helt underlig fornemelse at skulle til at være 2. års elev. Man glæder sig, men samtidig betyder det at man skal sige farvel til 100 fantastiske mennesker. Vores 2.års elever forlader dette sted d. 23 maj 2009. Det er helt surealistisk. De beskrev det selv som værende den "værste dag i mit liv", da deres 2. års rejste.

Det skal selvfølgelig heller ikke være Doom and Gloom det hele!

Til de nye 1. års RIGTIG hjertelig velkommen i dne fantastiske UWC verden. Det bliver uden tvivl to fantastiske år af jeres liv! Selvfølgelig er der hverdag, lektier op og nedture, men det er virkelig så meget federe end hvad nogen dansk skole har at byde på.

Det er nogle regler som man skal følge, regler, som måske virker helt i skoven for unge danskere, der er vandt til at gøre stortset hvad der passer dem (yours truly included). Det kan godt være et kultur chock, at man som rygere ikke længere må ryge på UWC skoler, eller hvis man er vandt til at drikke som et hul i jorden i weekenden, ikke længere kan det. Eler at man skal være på sit værelse på et bestemt tidspunkt hver aften. Eller at man ikke må sove på sin kærstes værelse.

Det ldyer jo unægteligt som om man er hvnet i autoritær stat, men man lære at alle regler ikke er til for at begrænse ens personlige frihed, men at sørge for at alle eleverne kan leve sammen uden alt for store problemer. Tænkt på det som negativ input for at få et positiv output.

Spørgmål og bekymringer (ja, dem opstår der en del af) skal i bare læsse af på os. (2. års) hvad end det er på facebook eller mail.

Vi glæder os til at møde jer til sommer.

Ha' det pænt

Jesper

Project-week

2009-03-08T20:32:00.016Z

I gaar kom jeg hjem fra en uges project-week. Project-week paa AC er en uge her i marts hvor hver enkelt elev vaelger sig et projekt. Mange af dem er arrangeret af laerere - f.eks. en tur til Yemen, Liverpool, Venedig, Norge osv. Man kan ogsaa arrangere turen selv, saa laenge den har et eller andet kulturelt eller akedemisk indhold. Det er altsaa ikke en ferie hvor man kan rejse hjem, men det er f.eks. et godkendt projekt at rejse til London med et par venner for at fotografere, gaa paa kunstmuseer eller lignende. Jeg selv tog med skolens kor paa en tur til Tyskland, Belgien og Holland. Det var helt fantastisk! Selvom der var uendelige timer i en varm bus, overnatning paa gulvet i stuen af belgiske ex-elever og maden ikke var i top, var det en mindevaerdig oplevelse. Vi var ca. 50 mennesker i koret, og det var en rigtig dejlig gruppe. Ca. hver aften havde vi en stor koncert - ofte i en kirke eller en cityhall hvor der var fantastisk akustik! - og derefter var der som regel reception og bar og natteliv. Vi fik ogsaa noget fritid til selv at undersoege de byer vi besoegte, og det er denne fritid som var aller sjovest. Bl.a. havde vi en hel fridag i Koeln (Tyskland) hvor vi formede en gruppe paa gaden og sang vores sange - efterhaanden dannedes der sig en stor halvcirkel omkring os og vi tjente i alt over 70 euro! Andre minder er besoeget paa den kommende UWC-skole i Maastricht, og da vi sang paa et aeldrehjem i Belgien hvor de gamle kun talte flamsk og vi maatte kommunikere med pen og papir - og med sang.
Man bliver rystet sammen paa en anden maade naar man er vaek fra AC og vi havde hyggelige naetter hvor vi moedtes paa vaerelserne og snakkede indtil vi faldt i soevn i vores soveposer...
Naeste aar gaar turen med Tour Choir til DANMARK, Norge og Sverige!! I princippet kan man godt deltage som andenaarselev (der var fem-seks stykker i koret i aar), men naeste aar haaber jeg paa at komme paa projektet til Israel og Palestina - det ville vaere mit livs oplevelse! Men det er svaert at faa plads, saa wish me luck!
Her er til sidst et par billeder fra turen:

Faergen fra England til Frankrig: Iara fra Bolivien, Gala fra Tyskland og Yuki fra Japan

Bruggge, Belgien: Marieke fra Tyskland, Nina fra Brasilien og Iara

Brugge: Thea og Maren fra Norge, Iara, Marieke og Becki fra Wales

Koeln, Tyskland: Jordan fra USA, Thea og Maren foran katedralen

Koeln: Quinn fra Fillipinerne, Jordan, Iara, Yuho og Yuki fra Japan

Maastrict, Holland: Maren og Marieke

Amnesty International Party i Maastricht

Optagelsesprocessen... endelig...

2009-02-26T13:16:00.000Z

Langt om laenge fik jeg sat mig ned foran UWC-bloggen. Jeg ved godt at det er meget sent, men jeg skal proeve at skrive lidt om optagelsesprocessen for UWC i Danmark (efterspurgt af Ida og Lyra i mit forrige indlaeg)…
Optagelsesprocessen bestaar af to runder efter at du har indsendt din ansoegning: Foerste runde er en hel dag med workshops i den del af landet hvor du bor. Anden del (hvis man gaar videre) er et interview i Koebenhavn.
Jeg husker workshop-dagen som sjov og lidt skraemmende paa same tid. Vi var 11 ansoegere som moedtes i Aarhus hvor en masse eks-elever tog imod os. I et stort lokale med langbord fik vi frokost og the, og ‘observanterne’ (for de havde alle pen og papir klar til at analysere os) forlod os en stund saa vi kunne snake frit og laere hinanden at kende. Det er en lidt underlig foelelse at sidde der og vide at et par stykker omkring dette bord om et aars tid vil vaere midt i et fantastisk UWC-eventyr. Og man sidder og ser paa folk og alle er saa forskellige og man ved slet ikke hvad det egentlig er, Nationalkommitteen soeger efter. Mon det kunne vaere mig? Fra den dag jeg var til workshop kom et par stykker af sted – bl.a. Thomas, min AC-co-year.
Dagen bestaar af forskellige lege, debatter, oplaeg, kreative forestillinger og et kort interview. Folk er jo forskellige, saa nogle ting er lettere end andre. Og det er okay. Da jeg foerst kom, var jeg bange for ikke at vaere god nok. Jeg var nervoes for at alle de andre ville vaere supermennesker – politiske, miljoebevidste, sociale, erfarne, skole-genier… Og da jeg ankom til AC var det lidt den same foelelse. Men UWC-vaerdierne bestaar i meget mere end det at vaere en god taler, og derfor gaelder det om bare at vaere sig selv (selvfoelgelig). Alle er specielle og perfekte paa sin egen maade og Nationalkommitteen vaelger dem, de mener vil faa mest ud af et UWC-ophold. Ud af de 15/16 personer som blev valgt i aar, er alle meget forskellige. Der er ingen stereotype, man skal leve op til. Hvis du selv mener, at en UWC-skole er det rigtige for dig, at du har noget at give og noget at laere, saa vil det naturligt skinne igennem I din opfoersel, saa laenge du slapper af og har det sjovt. For det er meningen at dagen skal vaere sjov, og selv om jeg var nervoes, kom jeg hjem med en god mavefornemmelsen den foraarsdag for omtrendt et aar siden.
(Det er lidt svaert lige at beskrive optagelsesprocessen dengang. Jeg kan bare huske en mavefornemmelse af spaending og nervoesitet. Hvis der er nogen specifikke spoergsmaal, bare spoerg. Og hvis mine co-years har noget at tilfoeje, er I velkomne)

Første hjælp, snebolds kamp ála UWC, Valentines og SKI WEEK!!!

2009-02-19T18:09:00.002Z

Nyheder skal der til.

Livet går sin vante gang i Flekke, og vi er tilbage i den daglige rutine. Og hvilken Rutine det er.
2. term er på mange måde langt mere fantastisk end 1. term. vi kender hindanden, man har fundet sine venner, og skellet mellem 1. og 2. års elvev bliver mindre og mindre for hverdag der går. et af store vagtskifte er elevrådet, som for nygligt blev udskiftet med en frisk hold 1. års elever, klar til at over efter et ekseptionelt godt, men udkørt, hold 2. års.

Det andet store punkt, hvor man virkelig kan mærke at vi er ved at overtage 2. års rollen, er når det nye samarit hold blvier udvalgt, efter vores 1st aid PBL går der ca. en måned hvor vi bl.a. får det Serbiske (!!!) landshold i 1st aid på besøg. derefter blvier et nyt hold på ca. 24 udvalgt. Det er da heller ikke uden en hvis stolthed i stemmen (HOST HOST) jeg kan medele, at jeg er blevet optaget på det nye 1st aid hold sammen med 23 af mine co years.

SNE!!!! en halv meter af slagsen ligger der ude foran mit vindu. det er godt ved at tø i øjeblikket , men det har været ustylig flot, så længe det har været her. det blev selfølgelig til en episk snekamp. det er nu sjov at give en brite en vasker, samtidig med at en Isralelier skubber en ned af en sneklædt bakke.

Nu vi er ved sne, så skal vi på ski week i næste uge. der skal vi hygge og stå på ski, det bliver super fedt, der kommer sikkert også et blog indlæg om det.

Så har jeg i øvrigt nået et vende punkt i min eksistens. Jeg har endelig besluttet mig for at jeg vil leve af at spille musik og forfølge min drøm. Det betyder at jeg nok skal læse musik på Uni. Det var en stor lettelse, selvom alle i min omgangs krds bare ventede på jeg selv skulle nå frem til den konklusion.

Med denne kovendning i mt liv så slutter jeg fra nu.

pas på jer selv

Ha' det herligt

PS. Nyudlvagte 1. års: VI GLÆDER OS ABNORMT MEGET TIL AT MØDE/SNAKKE MED JER!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jesper

Andet semester

2009-02-17T17:02:00.004Z

Natasha, UWCCR 08-10

Så er jeg tilbage til andet semester her på UWCCR. Jeg oplever stemningen (såvel min egen som folk omkring mig) som meget anderledes end i det sidste. For det første er jeg blevet meget mere vant til hele trummerummen her. Jeg kender mit skema, føler mig meget meget bedre tilpas på spansk, ved, hvordan jeg kommer til San José eller på stranden og så videre. Hvor sidste semester mest handlede om at lære livet på campus at kende, de andre elever og Santa Ana (den lokale by) måske, handler dette semester for mig langt mere om at prøve mine grænser af, udfordre mig selv, opleve Costa Rica og knytte tættere venskaber.

En anden forskel er også, at tiden, om muligt, flyver endnu hurtigere af sted. Jeg har allerede været her i en måned og ni dage, og vi har noget med 13-14 uger tilbage, før dimmission og farvel til andenårseleverne. Skræmmende! Som jeg har snakket med nogle af mine co-years om, var UWCCR for mig "løsningen", "redningen", eller hvad jeg skal kalde det. Nu indser jeg, at det liv, jeg lever her "kun" varer to år, og at jeg må finde nye løsninger og veje at gå efter dette.

Apropros det ovenstående har vi nemlig haft vores første introduktion til UNIVERSITETER. Ja. I Danmark havde jeg ikke givet det en eneste tanke, men her er det noget, vi hører om hver dag. Specielt når vores andenårselever begynder at blive optaget i Skotland, England, USA eller hvorend de har søgt hen. Heldigvis var det bare en blid introduktion, hvor vi hørte om det helt fundamentale vedrørende universiteter, hvilket inkluderer SAT, finansiering, hvornår man ansøger og så videre. Vær sød ikke at spørge mig, for jeg har ingen idé om, hvor jeg vil søge hen. Der er en verden af muligheder, og den er endnu alt for overskuelig.

Extended Essay er også noget vi så småt er begyndt at tænke på. Det er, for de som ikke kender til IB-systemet, en dybere, researchbaseret stil på 4000 ord, som man skriver i et af fagene i IB). Jeg har valgt at skrive min i historie. Den kommer højst sandsynligt til at handle om noget i latinamerika, fordi det er så oplagt, når nu jeg er her, og fordi der vil være mange resourcer på spansk, som jeg kan bruge.

Igen vil jeg understrege, at selv om det måske forekommer således i det ovenstående, er UWC altså ikke kun akademisk. Dette semester har jeg været to gange på stranden, en gang på Manuel Antonio (super lækker, men meget amerikaniseret) og i sidste weekend på Playa Esterillos (mindre turistet, flot strand). Der har også været et festival i Palmares, der efter sigende skulle være den festival, hvor der bliver drukket mest, næst efter Oktober Fest i Tyskland. Vi holdt det dog på det nogenlunde moderate niveau. Det var et meget stort sted, nærmest en festby med forlystelsesparker mv., og om aftenen tog vi til et diskotek i "byen". Næste dag var der koncert med det puertoricanske band "Calle 13", og det var stegende varmt med mange mennesker. Rigtig god oplevelse!

Jeg er begyndt at tage et kursus her på skolen, der hedder Mediation. Det handler om ikke-voldelig kommunikation og hvordan man kan undgå konflikter. Det er rigtig interessant, og inkluderer blandt andet træning i Aikido. Efter omtrent 40-45 timer, får vi et diplom for at have gennemført.

Mine CAS'es dette semester er Freedom to Arts, Klatring (denne gang rappeller vi og klatrer i rigtige klipper i naturen) og Cen-Cinai (vi arbejder med børn alderen 2-5 år). Jeg spiller desuden med på skolens hold i Ultimate Frisbee. I weekenden havde vi vores første match mod et rigtigt frisbee hold fra Heredia. Det var en rigtig god oplevelse, selv om vi fik lammetæv af et hold bestående hovedsagligt 25-30 år gamle mænd. :)

Næste uge tager vi af sted på Project Week. På UWCCR handler det om cirka 9 dage, hvor vi laver hjælpearbejde der er associeret med en af skolens tre "Pillars", der er fred, miljørigtighed og "multiculturalism". Jeg skal ud og arbejde med et indianersamfund (Malecos) i nordvestdelen af Costa Rica. Det glæder jeg mig meget til.

Nu må jeg se at komme videre. Det er desværre ikke lang tid jeg tillader mig selv (eller mine lektier tillader mig) at bruge på denne blog. Håber at jeg fik informeret lidt hernedefra!

Vandfald ved Rio Celeste (Den blå flod. Floden var desværre ikke så blå, da vi besøgte den, fordi det regnede meget)
Playa Esterillos. Dejlig fredelig strand
Jeg og Biana fra USA på Playa Esterillos sidste lørdag
Tamar fra Israels fødder, der slapper af på Manuel Antonio
En af de første aftener med bål og hygge. Mig, Ori fra Israel, Aurora fra Finland, Salvador fra Venezuela, Ixchel fra Honduras, Emma fra Danmark, Regina fra Mexico og Jonathan fra Australien.

CLAD og Valentinsdag

2009-02-15T19:38:00.013Z

Tine, UWC-USA:

Så er det endnu engang på tide at få et indlæg fra den anden side af Atlanten.
I går fandt to vigtige begivenheder sted. For det første var det jo d. 14. februar, der for amerikanerne betyder Valentinsdag skrevet med store røde og lyserøde bogstaver. En gruppe elever, der skal til Mexico og arbejde med fattige landsbybørn, udnyttede sentimentaliteten til at lave noget fundraising, så de kan købe tæpper, tøj og mad til børnene. De solgte simpelthen roser, lyserøde kort, lyserødt slik og serenadespillende musikere til alle de kunne komme i nærheden af.

Grunden, til at Valentinsdag ikke blev så fremtrædende i år, var at der samtidig foregik noget der hedder CLAD. Det står for Carribean and Latin American Cultural Day. Fredag den 13. havde de arrangeret en Valentinsdagscafé, hvor latinoerne (de fleste af dem er en del mere romantisk anlagt end en standard dansker ville være) kunne få levet deres romantiske drømme ud.

Selve CLAD foregik lørdag aften, hvor vi alle sammen klædte os ud efter dress-code'en "Sexy Salsa" og spiste mad fra regionen. Herefter var vi alle inviteret til et show om aftenen som de har brugt flere måneder på at arrangere. Det var fantastisk, underholdende og meget imponerende. Vi europæere begyndte straks at føle os lidt mindreværdige. Vi er de næste der skal afholde Cultural Day. Som mig Flora (Østrig) og Eirik (Norge) fandt ud af; Vi bliver simpelthen nødt til at udvikle en eller anden form for talent henover sommeren.

Her kommer lidt billeder fra rundt omkring:Fra min Atlantatur. Det her er udsigten fra mit hotelværelsesvindue, og sørgeligt nok et af de eneste billeder jeg fik taget på den tur.

Ditha (Indonesien) og jeg, der forsøger at leve op til "Sexy Salsa"-temaet.

De yndige tøser, Chimi (Bhutan), jeg og Flora (Østrig).

De knap-så-yndige tøser, Chimi (Bhutan), Flora (Østrig) og jeg.

En del af CLAD-showet, kaldet "Latin Aerobic". Hylende morsomt.Aldona fra Lithauen, der fremfører en meget sensuel spansk sang, (som jeg intet forstod af, men smukt var det).

Et billede fra en sketch, der fremstillede Jesus og Julemanden i konflikt over, hvem der skulle give de mellemamerikanske børn julegaver. Det endte med at en fyr fra regeringen kom slæbende på en skattebetalt cykel til "barnet". Jeg var i hvert fald flad af grin.

Alt herfra for denne omgang. Jeg har historietest i morgen tidlig, og jeg har ikke haft tid til at læse i dag pga. en meget omfattende førstehjælpstest. (Som jeg håber, håber, håber på at bestå).

Hong Kong 14. februar

2009-02-14T07:48:00.004Z

Det er den 14. februar 2009 i Hong Kong. Klokken er 15:49 lokal tid. Jeg sidder på skolens bibliotek.

Livet er sløvt på campus i dag. Alle er ramt af varmen og den ekstremt høje luftfugtighed, der resulterer i at vi alle bliver forpustede, bare vi bevæger os uden for en dør. Føler min hud er klam og 'sticky' og opholder mig for det meste i rum med air-condition. Puha, varmen kan godt være lidt overvældende til tider.
Ellers går det fint i Hong Kong. Der er utrolig mange lektier og IA's der skal laves, og eksamener om 1-2 uger (er holdt op med at tælle nu). I aften har vi Chinese Cultural Evening, som alle de lokale har forberedt i månedsvis - vi forventer alle et stort og prangende show.
Coldplay spiller koncert i Hong Kong i næste måned! Hele skolen vil mere eller mindre derhen, selvom ingen har fået billetter endnu. Håber bare jeg får :)

I sidste måned havde vi besøg af 10 elever fra UWC-skolen i Singapore. De var alle meget misundelige på den "UWC-stemning" der er på vores skole, da de desværre ikke oplever det samme på deres skole i Singapore (3000 elever, hvoraf kun 100 er UWC-elever, der bor på skolen). Det er lidt trist, og kan ærlig talt ikke rigtig se, hvorfor UWCSEA kan kalde sig en UWC-skole. Men UWC-eleverne var nu virkelig flinke og havde den rette indstilling, så det er jo altid et skridt i den rigtige retning.
I næste måned smutter jeg forbi Singapore, i forbindelse med min project week. Vi (min gruppe består af omkring 10 mennesker) har lavet en ny rute, så vi nu ikke længere flyver til Kuala Lumpur men til Singapore, så vi kan besøge vores 'nye' venner fra UWCSEA. Vi overnatter på skolen 1-2 dage, hvorefter vi tager til Malaysia.
Her sejler vi til Tioman Island (som af TIME Magazine er udråbt til en af verdens smukkeste øer), hvor vi skal arbejde med fredning af skildpadder og strandene omkring. Vi skal selv bo på stranden, da ham der leder programmet med skildpadderne ejer et beach resort på øen ... det skulle være noget med mega-fede bambushytter placeret lige på kanten af junglen og stranden. Glæder mig til at stå op hver morgen, og tage morgenbad i det lyseblå hav :)

Ellers ikke så meget at fortælle, bare en lille update herfra. Jeg efterlyser mere aktivitet på bloggen!! Især nu hvor vores potentielle first-years har ansøgt, og er nysgerrige efter at høre om UWC!

Bliv ved folkens!

Lidt begejstring

2009-01-27T21:52:00.003Z

Tine, UWC-USA:

Til dem, der havde håbet at høre om indsættelsen af Obama, må det vente til en anden gang. Det her er udelukkende en "Jeg er misundelig på Emil og bliver derfor også nødt til at skrive om noget spændende"-besked. Æh, eller ikke. (Selv om jeg stadigvæk gerne ville have rejst rundt i Østasien)

Jeg skal til Atlanta om 2 uger med 4 andre elever her fra skolen til en journalistikkonference og så skal jeg til L.A. i løbet af foråret. Jeg er super spændt to state the obvious!

Over and out, jeg bliver nødt til at skynde mig til Tai Chi.

Nordkorea og Malaysia venter forude!

2009-01-21T16:47:00.004Z

Skolen er startet igen, hverdagen er tilbage, men vigtigst af alt så er jeg tilbage med vennerne. Juleferien var sjov og dejlig, i sær at bruge tid med familien, men det var en god følelse igen at sætte sine fødder i Hong Kong. Det fedeste er, at jeg denne gang kunne bruge paskontrollen for de indfødte, hvilket betød jeg kom udenom den lange kø for turister! Sådan!

Jeg har netop fået at vide, at jeg skal til Nordkorea til august. Vi er 16 elever, der sammen med rektor, har fået lov til at rejse ind i det ellers så lukkede land, på en Goodwill-trip, der skal skabe bånd mellem Nordkorea og det internationale samfund. Vi vil tage afsted som ambassadører for verden, og forhåbentlig komme tilbage med mere indsigt i, hvorden det Nordkoreanske samfund fungerer. Jeg glæder mig rigtig rigtig meget! Det er nok en once-in-a-lifetime oplevelse, så det skal bare prøves og opleves!

Det går heftigt til på rejsefronten. I marts rejser jeg en uge til Malaysia på Project Week. Jeg skal enten med en gruppe, der skal arbejde med WWF på en strand, og senere på sightseeing rundt i landet, eller med en gruppe, der skal arbejde med fredning af orangutanger samt en snorkle-kursus. Bliver super fedt!!

Livet i Hong Kong er godt, og det er vejret også!! Da jeg kom tilbage til skolen efter en kold juleferie var det 20-25 grader og høj sol. Normalt ligger det dog lidt lavere, men så længe det er varmere end derhjemme, så er jeg tilfreds.

På fredag starter vores ferie i forbindelse med Kinesisk Nytår, og varer en hel uge. Det skal nok blive sjovt at opleve, og jeg skal bo 1-2 dage hos min Buddy på skolen, som kommer fra Hong Kong.

Lektier er der mange af, IA's der skal afleveres, tests der hele tiden kommer op og så selvfølgelig min afsluttende WLT i dansk. Puha, og så er der mock exams om små 3-4 uger.

Minder mig om at jeg hellere må komme i seng. Jeg skal op til time klokken 7.30!

Hav det godt!

Kl: 1:48

2009-01-18T00:48:00.002Z

... søndag nat i Flekke

Jeg sidder i min nygelig anskaffet lænestol, ansakffelsen af førnævnte var vidst på kant med reglerne, men lad det lu ligge.

Så er Norge holdet tilbage i stor stil. Vi lagde hårdt fra med en uge på 4 dage og et fantastisk saturday night party. Vi har pt. Rainbow week. hvor seksuel ambivalens er i højsædet. Det er ganske underholdende når der pludselig kommer 15 meget farverige demonstranter ind i kantinien og råber slagord vedrørende Barack Obama. Så har vi også snart PBL week igen. Den vakse læser vil hurtigt huske mit indlæg om den først PBL week. Den her skal vi have 1st aid traning og MUN. samarit kurset er for at finde de nye 1st aiders til næste års hold. Skolen har et yderst kompetent samarit hold bestående af 30 2.års elever. De opnår nivauet under ambulanceredder, så det vil jeg selvsagt meget gerne. MUN = Model United Nations. her skal vi lege FN et par dage og skrive resolutioner, debattere og have det skide skæg i jakkesæt og blank polerede sko.

Der kommer selvsagt en opdatering om hvordan det forløber, men nu tror jeg, at jeg vil famle mig over til min beskedne seng og sove en 8-9 timer eller deromkring.

Ha' det herligt

Jesper

Så er jeg i gang igen

2009-01-14T18:42:00.008Z

Tine, UWC-USA:

Efter en helt utrolig juleferie, hvor jeg så venner og familie for første gang i 4 måneder, er jeg nu tilbage i USA igen. Jeg havde en temmelig dramatisk tilbagetur. Jeg fløj fra Hamborg til München, derfra til Washington og derfra til Albuquerque. Det gik galt allerede på den første tur. Mit fly fra Hamborg var halvanden time forsinket, og når jeg i forvejen kun havde en time til at skifte i München, kunne jeg sidde fint på mit flysæde i Hamborgflyet kigge på mit ur og tænke "Nå, nu letter mit fly til USA". Så der var ikke andet for end at stille sig op i den lange kø af mennesker, der også havde misset en flyafgang og høre, hvad flyselskabet havde tænkt sig. Da det var en af de store rejsedage til USA, var det fuldstændigt umuligt at booke en ny afgang den dag, så jeg blev henvist til et lufthavnshotel, hvor flyselskabet heldigvis betalte kost og logi. Næste dag kom jeg heldigvis afsted og uden videre forhindringer (andet end den amerikanske told, der ALTID er et problem,) blev jeg hentet i Albuquerque sammen med en 10 andre elever, der af nogenlunde samme årsag som mig, ikke var kommet der dagen før.

Mit ganske fine hotelværelse, hvor jeg i ren kedsomhed faktisk fik skrevet det meste af en større økonomiopgave. Hurra for det!

Nu har jeg være her en uge, men Danmark virker alligevel meget fjernt. Vi er allerede i fuld gang med skolearbejdet. Ikke noget af den der danske, bløde nå-nu-skal-vi-lige-i-gang-tilgang. I dag har jeg haft matematikaflevering, vi øver historieessayskrivning, arbejder på den der irriterende større økonomiopgave og er godt i gang med vores CAS'es. Ikke meget tid til at komme sig over jet-lag'et.

I weekenden deltog jeg i en UWC-USA tradition kaldet "24-hour playwright", der som titlen antyder betyder at man skal skrive, øve og opføre et skuespil inden for 24 timer. Lidt af en grænseoverskridende oplevelse! Mit skuespils forfatter var den meget drømmende og idealistiske Goujun fra Singapore, der havde skrevet et meget sødt skuespil om rumvæsener, der prøver at forstå menneskenes tilgang til teknologi, verdensfred og hinanden. Vores intruktør var Tyma fra Senegal, der er enormt dygtig. Så med rystende ben og panikangst, før vi skulle gå på scenen, overlevede vi og fik klapsalver og følte os høje på succes hele den næste dag.

Mig og min kæreste, Juan René fra Peru. Begge klædt ud som rumvæsener.

Til sidst kommer der lige nogle billeder fra før juleferien.

Her er det udsigten fra mit værelse for halvanden måned siden eller sådan noget. Så dem, der tror New Mexico er en glohed ørken, kan godt tro om igen. Faktisk er her sne lige nu, det er bare begyndt at smelte igen pga. solskinnet.

Min "get-away mom" Jan. Skolens get-away program er sådan lidt et plejefamilieprogram, hvor vi kan besøge en lokalfamilie og komme væk fra campus. (Det er tiltrængt nogen gange). Her var det til Thanksgiving, hvor jeg, Bart fra Holland og Flora fra Østrig var blevet inviteret hjem til hende for at prøve en vakseægte amerikansk thanksgiving. Hun er af svensk afstamning, så hendes get-away børn er for det meste skandinaverne her på skolen.

Her er det et billede af skolens "Nordics" fra starten af skoleåret. Eldar, Ingunn, Eirik og Thea fra Norge, mig fra Danmark og Jukka, Milla og Mia fra Finland (Mia dog også fra Belgien.) Vi mangler en svensker (well, og jeg ville også gerne have stået ved siden af en countrymate).

Second Term

2009-01-03T14:48:00.011Z

Nu er der kun få dage til jeg atter skal tilbage til AC efter en dejlig lang juleferie.
De første to-tre dage var det meget underligt at være hjemme igen. Jeg savnede folk fra skolen så meget, at jeg brugte det meste af de første døgn på Facebook hvor jeg chattede med vennerne fra rundt om i verden. Det var en lidt underlig følelse, eftersom jeg jo kun har kendt dem alle i tre måneder, men når man bor sammen går den slags hurtigere.
Derefter gik det let med at falde tilbage i den gamle rytme. Jeg har brugt de fem ugers ferie på at lave det jeg sjældent eller aldrig får gjort på AC: Sove, spille klaver, tænde stearinlys, spise god mad – og se alle de gamle og velkendte igen. Nu har jeg netop vænnet mig til at være hjemme igen, og derfor er det med en lidt underlig mavefornemmelse at jeg må af sted. Jeg kommer til at savne de stille aftener, julestemningen, privatlivet og det, at jeg kan spise lige hvad jeg vil i køleskabet uden først at skulle tjekke om mit navn står på pakken. Det er også det kommende semester, at skolen for alvor tager til, og det virker lige nu lidt uoverskueligt at skulle starte på et fem måneders langt skoleforløb non-stop.
Når det er sagt, kan jeg ikke vente med at komme af sted. Jeg har virkelig savnet folk – ikke kun individer, men hele stemningen der er i huset og på skolen døgnet rundt. Jeg glæder mig til at komme tilbage til skolens dynamik, initiativ, den energiindsprøjtning det er at leve i et hus som aldrig sover, bogstaveligt talt. Der er altid noget at lave, og vi presser alle hinanden opad så man udfordres og fyldes med gåpåmod til at gabe over mange projekter, tage ansvar og initiativ.
Derfor har brugt ferien her på bare at være doven og slappe af før det atter går løs. Og det er nok også meget godt…

Til slut et par billeder fra forrige term:

Merle fra tyskland og Iara fra Bolivien - dengang i september hvor vi havde så fantastisk vejr

Elev fra Lifeguard-service surfer ved seafront

Gala fra Tyskland og Christine fra Uganda

Nogle venner som tog til Cardiff for at spille

Og os som lyttede på (mig, Merle fra Tyskland, Beth fra England, Amit fra Israel)

24 timer tilbage af første semester ...

2008-12-19T02:01:00.006Z

Jeg sidder lige nu i geografi HL. Halvdelen af klassen er her, resten er på vej hjem. Vi hører høj musik, og min lærer er lige gået før tid, for at træne i vores gym. Klokken er et par minutter over 10 om formiddagen, og datoen er den 19. december. Om 24 timer rejser jeg mod Hong Kong International Airport, hjem igen til Danmark. Kun på kort visit, for vender allerede tilbage til mit kære Hong Kong i Januar.
Det er sjovt som Hong Kong er blevet mit hjem på så kort tid. Når jeg kigger på mit Hong Kong ID-kort, som alle residents i Hong Kong har, indser jeg at jeg virkelig bor her og at jeg ikke kun er på ferieophold. I <3 style="text-align: center;">Block 4 guys ready to party!

Mig og Marius (2nd year)

Mig og Anne fra Holland

Mig og Anil (Mexico)

Mig, Teniko fra Bermuda, Pedro fra Nicaragua

Mig med alle kineserne fra Block 4 ;)

Mig og min buddy Nick fra Hong Kong

Pedro (Nicaragua), Charlotte (Australien), Edanur (UK) og mig

Anil (Mexico), Pedro (Nicaragua), Mig, Anne (Holland) lavede mad i Student Kitchen forleden aften :)

Block 4 activities, mig og Pedro (Nicaragua)

Mig og Pedro (Nicaragua) igen ...

Det var alt fra Hong Kong. Vi ses snart i Danmark!

Et underligt farvel

2008-12-01T10:00:00.003Z

I dag er det den første december i mere end en forstand. Datoen viser den 1. december, det er min første december i Bosniens land og det er den første december hvor julen ligesom er forsvundet.

For nogle dage siden tog jeg den (drastiske beslutning) at slutte mit UWC-ophold efter jul. Noget jeg aldrig havde forestillet mig, hverken da jeg ansøgte eller forberedte mig, men dog noget der en stor del af tiden hernede har cirkuleret i mit hoved. Derfor er det langt fra noget jeg har bestemt mig for fra den ene dag til den anden, men jeg er efterhånden sikker på, at det er det mest rigtige. Mest rigtige i den forstand, at det vist aldrig bliver 100 % rigtigt at droppe ud fra en skole, man er blevet udvalgt til.

Jeg kan finde mange grunde, at det ikke har fungeret overfor mig. Skolen har ikke imødekommet mine forventninger, og den energi jeg troede jeg skulle bruge på fantastiske projekter, skolegang og mennesker hernede, har jeg brugt på at være frustreret, ulykkelig og nogle gange bare på at komme op om morgenen (og nej, ikke kun fordi der gik liiidt for længe før jeg gik i seng :)) Det er helt sikkert sundt at gå på kompromis - jeg vidste godt jeg skulle det, før jeg tog af sted - men hernede er jeg bange for at gå så meget på kompromis med mig selv og mine drømme, at jeg vil miste mig selv fuldstændigt. Og det har jo trods alt aldrig været meningen..

I morges havde vi så den sidste assembly før jul. En assembly hvor vores rektor annoncerede, at UWCiM ikke er økonomisk forsvarlig at føre videre og min årgang dermed bliver den sidste. Det vil sige., at selv hvis jeg blev her mit andet år, ville det være uden 1.års og uden nogle drømme om, at selvom det hele er meget uorganiseret og frustrerende, så er man i det mindste med til at starte noget, der bliver fantastisk - for der bliver ikke noget, og det gør det for mig blot endnu mere håbløst. I hvert fald lige nu i skrivende stund.

Jeg har meget blandede følelser omkring det hele. Selvom jeg ikke synes projektet hernede har fungeret optimalt, har det givet muligheder for unge bosniere, som de ikke ville kunne få andre steder. Og sellvom jeg glæder mig som et lille barn til at komme hjem, så bliver det også underligt at forlade det sted man har tilbragt alt sin tid de sidste 3½ måned.

Men til nye ansøgere, der læser det her, vi jeg dog gerne sige noget. UWC er langt fra den drømmeverden, jeg troede jeg skulle ind på. Man skal ikke regne med et fairytale, hvor vi alle sammen redder verden og er den forskel vi gerne vil være. Men for helvede. Søg ind! For de fleste er det en vidundelig oplevelse, og selvom det ikke har været det for mig, så fortryder jeg det aldrig, og det er nok den tid i mit liv jeg har lært allermest om andre - og om mig selv.

Til alle mine co-years: Glædelig jul, og jeg håber I får nogle fantastiske ophold derude.

Held og lykke med alting! Kærlig hilsen Sidsel.

Billeder fra det store land mod vest

2008-11-29T20:22:00.009Z

Her et meget billedligt indlæg fra USA. Mit danske er gået mere eller mindre i hårknude af ikke at have en countrymate her på skolen, hvilket meget fint blev illustreret af at mine tredjeårselev fra Danmark var på besøg i sidste uge. Det var faktisk nemmere bare at tale engelsk, især når vi talte om skolen og det akademiske.
I øjeblikket har jeg Thanksgiving-ferie, hvilket er lidt fjollet taget i betragtning af, at vores juleferie begynder om 2 uger. Men jeg klager ikke over lidt ekstra fritid. Vi har også fået vinterens første snefald, hvilket har bragt det meste af skolen i lidt af en ekstase. Sneen er desværre begyndt at smelte igen. Trælst, for at bruge et godt jysk udtryk.

Indrømmelse, jeg har ikke taget det her billede, det har Mia fra Belgien/Finland. Det illustrerer meget godt skolens unikke beliggenhed. Hvor prærien og Rocky Mountains mødes. Her er tørt, men det er altså ikke en ørken, som jeg først troede. Det er et udsigtspunkt hvor man på den ene siden af bakken kan kigge på skolen og på den anden kigge ud over prærien.

Et billede fra starten af skoleåret af mit dorm, Chum. Der er fire dorms på lower campus, mens der er to dorms på slottet. Mit dorm er helt klart det mest hyperenergiske og højlydte pigedorm i år. For det meste hænger jeg ud i det andet pigedorm på lower campus, Kili, der er meget mere afslappet. De fleste af mine veninder bor også i Kili.

Milla fra Finland, Mia fra Finland/Belgien, Dina fra Malaysia, Bethany fra USA/Tanzania/Costa Rica og mig, ved muslimernes fest for endt ramadan. Dina er muslim, så hun var meget ivrig den dag.

Mig, Jackson fra USA og Bethany fra USA/Tanzania/Costa Rica til en fødselsdagsfest. Temaet var "Dress up, but mess up". Vældigt underholdende.

Rayah fra Jordan og Jackson fra USA (igen), der leder efter DVD'er i skolens bibliotek. Mange weekender bliver brugt på at se film, og min Thanksgiving-ferie er ingen undtagelse.

Camila, Mexico og Rita, Indien/USA laver en Queenparodi ved vores sidste elevplanlagte kreative café. Caféerne byder på alt fra digtoplæsninger til jam sessions.

Så blev det Jul igen i år

2008-11-28T11:08:00.003Z

...eller dvs. sådan næsten.

Dette blog indlæg bliver skrevet med blandede følelser. Jeg sidder i skrivende stund og er dybt frustreret over den situation Vores Co-year Sidsel er kommet i. Hun har efter et blot 86 dage langt UWC ophold valgt at tage hjem til DK til jul og blive der. Hun er UWC til benet, men skolen i Bosnien er bare ikke velfungerende nok til at hun kunne komme over ens med den. Det er super ærligt, da jeg er sikkerpå hun ville have klaret det til UG med kryds og slange hvis hun var kommet et andet sted hen.

Da vores co-years tilstand og velbefindende ligger os meget på sinde er sådan noget dybt frustrende.

Ellers er det jo snart jul, og det betyder vi pakker vores sager og vender snuden mod DK om præcis 12 dage fra i dag. Det bliver super rart at komme hjem og holde en måneds ferie(!!!) Jeps den er god nok, vi har en måndes juleferie. Jeg har allerede en liste over de ting jeg skal og hvor meget jeg skal slappe af. Jeg har faktisk tyvstartet og været hjem på en lyn visit i November break. Det føltes dog ikke som at være hjemme, da det var en uges tid, hvor jeg ikke engang nåede at pakke ud.

Det bliver kejser mærkeligt "rigtig" at komme "hjem" Man skal lige pludselig ikke forholde sig til 200 mennesker 24/7 og man har sit eget værelse hvor ingen kommer brasende kl 01:30 og spørger om lektier. Det bliver sku rart, men jeg kommer 100% til at savne alle menneskerne og stedet.

Ydermere skal Rikke, Emilie og undertegnet ud og promovere UWC på nogle danske gymnasier. i ferien, det bliver sgu spas at fortælle om et program, som man selv for under et år siden intet kendte til.

Når et lidt bitter sødt indlæg herfra, men jeg håber i kan bære over med frustrationerne.

Ha' det herligt

Jesper RCN 08-10

China Week

2008-11-17T14:00:00.001Z

Det er efterhånden et stykke tid siden der har været et indlæg fra Hong Kong. Det må I undskylde, men det er utrolig hektisk lige for tiden, med alt for mange ting der skal gøres på alt for lidt tid!
Først vil jeg lige tage tid til at takke for de dejlige hilsener jeg har modtaget fra MUWCI (Tak Urs og Emil) og fra Atlantic (tak Kristin og Thomas). Ved desværre ikke om der er blevet sendt noget tilbage - i så fald, så er jeg bange for at jeg missede det, og derfor grunden til at I nok ikke har fået nogen hilsen fra mig. Må I undskylde.

Det er vildt at der kun er en måned tilbage, før jeg rejser hjem igen og holder jul. Det føles ikke som om der er gået særlig lang tid, og kan slet ikke forstå hvor tiden er blevet af. Det bliver nu dejligt at komme hjem til jul, selvom jeg nok får mig lidt af et chok over vejret ... Jep, vi har stadig enkelte dage op mod 30 grader, selvom det dog efterhånden bliver køligere. Om morgenen har jeg endda en sweater på. Men det er nu sjovt at se dem der kommer fra varmere lande end Danmark pakke sig ind i op til tre lag, halstørklæder og huer, da 20 grader er det samme som russisk isvinter for dem.

Jeg har desværre ikke så meget tid lige nu, da jeg arbejder på et projekt i kinesisk. det er (virkelig!) svært, men en god udfordring. Det eneste, der er lidt svært ved at have kinesisk, er at det er mit 7. fag, og efter TOK er startet, har jeg ingen free blocks overhovedet :/

Jeg vil slutte med lidt billeder fra min netop overståede China Week. Fantastisk oplevelse, som er svær at beskrive.

En landsby der lå på toppen af et bjerg, midt i absolut ingenting. Befolkningstallet er omkring 50, men da gennemsnitsalderen i landsbyen er 70+ og der absolut ingen resourcer er på bjerget, vil landsbyen nok snart være ubeboet.

I løbet af ugen underviste vi i den lokale landsbyskole i engelsk. Det var en virkelig stor oplevelse, da børnene alle var virkelig interesserede. Denne klasse er 4. klasse, og for mange af dem vil det være deres sidste år i skole.

Nogle af børnene havde vi dog muligheden for at give en lidt bedre fremtid, da Li Po Chun sponsorerer 12 scholarships til en kostskole, der ligger i byen. I løbet af vores ophold i landsbyen, var det vores job at interviewe eleverne til dette scholarship i deres hjem. Familierne lavede mad til os, vi spiste sammen med dem, samtidig med at vi stillede dem en masse spørgsmål. Vi var delt op i små grupper, og på dette billede er det Kate fra USA og Timothy fra HK, som var på besøg hos en familie sammen med mig. Som i kan se er det meget basale leveforhold.

Drengen, der læser i bogen, var nomineret til et scholarship, og vi var derfor inviteret til hans hus for at interviewe ham. Selvfølgelig i kinesisk, da de ikke snakker engelsk. Så er det godt, at vi har en masse, der snakker Mandarin på skolen.

Vi fik alle et barn som vi skulle tage os af i løbet af ugen. Den sidste dag tog vi dem med til storbyen, for mange af dem var det deres første gang uden for landsbyen, og købte ting de kunne bruge i skolen til dem. Her er det mig sammen med den pige, som jeg skulle tage mig af.

Til sidst et billede af hele min China Week gruppe, sammen med en flok børn klædt i traditionelle Yao-kostumer. Billedet er taget efter et besøg på den kostskole vi giver scholarships til, derfor de lidt bedre forhold og omgivelser.

Det var alt for nu! Håber I alle har det godt :)

Vi ses til julefrokost, regner med at jeg kommer.

Vinter, filosofi og musik

2008-11-15T11:15:00.002Z

Ohøj ude i verden og DK

Jeg sidder lige nu på mit værelse godt øm og med ringen for ørene, efter vi i går fejrede vores frivillige Andrews fødselsdag. Det gjorde vi med maner. Det involverede Alex fra UK, Ezequiel fra Argentina, Vitor Fra Brazilien, Mateo fra Coloumbia og undertegnede. Vi gav den max gas med musikken, fra kl 21-24. Det blev alt fra hardcore funk , til Latino feel-o. Det var bare super fedt.

Ellers så er vi jo begyndt at få små travlt her oppe. (det kommer i bølger med IB'en) Somme tider laver man intet, somme tider har man rasende travlt. Vi klager selvfølgelig ikke for højt når 2. års eleverne er i nærheden, for så begynder de per automatik at lukke underlige forkortelser som EE, TOK og IA ud, og hvor meget smerte og lidelse det påføre deres eksistens. De har selvfølgelig rasende travlt, men de er også rigtig gode til at fortælle alt og alle hvor travlt de har.

Lad os lige dvæle ved eksistens et øjeblik, for jeg har netop lagt sidste hånd(sådan da) på min 1. critical analysis i filosofi. Det var en ordentlig pukel at overkomme. Jeg vil ikke gå i detaljer, da det ville blive en langtrukken affære. Hårdt varc det, men også ret fedt.

Så er det blevet vinter her oppe, dvs det har det været siden midten af oktober. vi har også haft den første sne, for nogle er det første de oplever sne. Så kan 0.5 cm sne altså gøre noget helt specielt ved campus. Folk løber rundt og kaster med sne og opfører sig som 5 årige. det er fuldstændig fantastisk.

Det var alt fra det vinter våde nord

Ha' det herligt
Jesper RCN 08-10

Travle uger

2008-11-14T03:22:00.004Z

Der er sket ikke så lidt i løbet af de sidste par uger. For det første har vi haft halloween, og da jeg jo befinder mig i USA, skete det med en del fest og farver. Jeg, Bethany fra Costa Rica/Tanzania/USA og Mia fra Finland/Belgien klædte os ud som "Barbie-sleep-over". Det gik meget simpelt fortalt ud på at klæde sig ud i lyserød pyjamas, have alt for meget pink make-up smurt i ansigtet og udbryde "Oh my god!" og "Like, totally" alt for mange gange. Det var enormt underholdende, og jeg tror også de lærere vi "Trick or treat"ede fik sig et par billige grin. Højdepunkterne var en meget høj, falsk udgave af Aqua's Barbiegirl foran skolens præsident og høje hvin, hver gang en udklædt zombie/vampyr/spøgelse kom forbi.

Derudover havde vi også præsidentvalg d. 4. Mange her har gået meget op i det, og en del har også arbejdet aktivt i Obamas kampagne. Kulminationen på snart 2 års valgkamp skete en ganske almindelig hverdagsaften, hvor vi, midt i McCains resignationstale, måtte gå tilbage til vores værelser fordi der var check. Ellers var der høje jubelråb hver gang tv-skærmen viste at Obama havde vundet en stat og "I'm sorry guys" strøg gennem tv-stuen, hvis en amerikanernes hjemstater havde stemt for McCain. De fleste havde tårer i øjnene, da Obama endelig kunne erklæres som vinder. Jeg var mest stolt af mine venner, der havde været med til at gøre en forskel i valgkampen. (Skolens "County"/Valgområde blev det sted i New Mexico, hvor flest havde valgt at stemme).

Ellers kører hverdagen derudaf. Jeg er meget tilfreds med mine fag, og jeg har nogle virkelig interessante timer. Mine yndlingsfag er mine tre Higher Levels:
Economy

English

History

I engelsk har vi en herlig brite, der både er en af de flinkeste lærere på skolen, samtidig med at hun er enormt kompetent.
Historie bliver så meget mere interessant af at have så mange nationaliteter samlet i et rum. Vi har om første verdenskrig i øjeblikket, og når vi sidder med elever fra England, USA, Tyskland, Østrig og Belgien bliver det altså bare mere personligt.

Jeg ville ønske, jeg kunne lægge nogle billeder ud, men da jeg har valgt et af de tidspunkter, hvor internetforbindelsen er mest belastet må det vente til en anden gang.

Sarkasme og danskhed

2008-11-09T10:33:00.006Z

En sømdag eftermiddag efter residence cleaning med koste uden skaft og støvsugere uden hoved (ja, Bosnien er rather primitivt) ot et besøg på en café med norske Vilde og hollandske Lara om forventninger og opfyldelse af disse mht. vores UWC-ophold. Det fik mig til at tænke på flere ting..

En af de ting jeg "frygtede" da jeg kom ind på UWC var, at ingen ville forstå ordet ironi og at jeg ville blive upopulær mange steder på grund af sarkistiske bemærkning (som jo efterhånden nærmest ligger i min natur!) Men her blev jeg godt nok overrasket.. Man skal godt nok være opmærksom på nogle enkelte brændpunkter - men fx oplever man også en israeler og en palæstinenser stå og råbe af hinanden, fordi den ene stjal den andens mad, hvilket ender ud i der bliver draget paralleler til krig og ødelæggelse og hvem der i første omgang stjal hinandens land. Det hele ender dog ud i et kæmpe grineflip, for de ved jo godt det bare er noget pjat. Det har de lært her..

En anden ting jeg også nogle gange tænkte var, gad vide om jeg nogensinde vender tilbage til Danmark? Det er jo ret svært at forudsige hvad et sådant sted her gør ved en, og om man indser at Danmark slet ikke er det rette for en, når man nu bliver introduceret til så mange andre kulturer. Men nej, sådan har jeg i hvert fald ikke oplevet det! Det er sjovt hvordan folk reagerer på den danske sygesikring, S.U. og vores folketingsvalg, når det er ting man godt ved fungerer godt (på nær udfaldet af og til), men som man ellers ikke tænker videre over. Mike, en amerikansk 2. year, sagde sågar til mig at det måtte være som en drømmeverden at være opvokset i Skandinavien, og selvom jeg ikke ville give ham 100 % ret, så hører man hans argumenter og bliver pludseligt umådeligt glad for man er fra Danmark. Det samme gælder når jeg på en sygedag ser Klovn sammen med Norske Vilde - det var ikke noget jeg gjorde så meget i derhjemme egentligt, men pludseligt er det det bedste fjernsyn i hele verden. :)

Jeg håber I har det godt derude. Og så lige et billede, faktisk helt fra den ganske første uge (åh, hvor føles det som længe siden) - men jeg faldt lige over det!

En masse førsteårs der leder efter deres sko, som 2. årseleverne stjal en nat!

Ha det vidunderligt. Kærlig hilsen Sidsel.

Pura Vida !

2008-11-05T02:01:00.003Z

Frustrationen over spildt tid ifm. Library Service gør det ud for anledningen til mit første indlæg på Bloggen. Jeg ved at det efterhånden er svært at tælle dagene siden vi startede på fingrene - men alligevel - bedre sent end aldrig

Når jeg husker tilbage på de råd jeg blev givet, inden min årlange drøm blev realiseret fysisk, står specielt 'Vi vil aldrig kunne fortælle dig hvordan det er. Du må selv opleve det' meget klart i min bevidst. Ikke alene fordi det var ved de fleste af ex-UWC'erne fortalte mig, men i høj grad fordi det nu, om noget, står krystalklart for mig. Hvordan skulle jeg dog kunne fortælle hvordan dette er?

I min fejhed ser jeg mig nødsaget til at beskrive dette på en ret kedelig struktureret og triviel måde!

Akademisk er jeg imponeret af skolen! Lektiebyrden er som sådan ikke voldsomt meget større end i Danmark, den store forskel består mere i at det nu betyder noget hvorvidt du laver dem eller ej (Jeg er klar over at det er et noget kontroversielt statement) Det er vigtig på den måde at man bliver testet i alt hvad man har lært regelmæssigt. Et undervisningsforløb afsluttes konsekvent med en test, der bedømmes ud fra allerede fastlagte kriterier. Karaktererne baseres derfor i de fleste fag (alle mine undtagen engelsk) på testresultater og lektier på skriftform. En anden stor forskel er i mine øjne, at det synes vigtigere at kunne tingene i hovedet, end faktisk forstå dem. IB'en er indrettet på en sådan måde at det er umuligt at 'tale sig til en god karakter' der bedømmes efter skemaer, og testsene er klart det bærende bedømmelsesværktøj!

Fagene jeg har valgt er følgende;

English A1 HL

Spanish B HL

Economics HL

History HL

Chemistry SL

Math. SL

Jeg er en af de eneste på skolen som er blevet ved sit første valg. I de første dage skøjtede folk rundt fra fag til fag, hvilket bare viser at det er svært hjemmefra at være stensikker på sine fag! Der er for mange ubekendte faktorer i det regnestykke til at kende resultatet!

Hvis der er noget jeg virkeligt er blevet imponeret over akademisk, er det hvor gode lærerne er. De har alle en enormt stærk faglig baggrund, og er enormt kompetente til at formidle deres budskab. Deres stærke entusiasme gør dem også meget forskellige. De varierer fra en meget gammeldags og forstokket math HL lærer (som insisterer at man titulerer ham Mr. Valarino) til en historierlærer der giver enormt kreative lektier. Deres entusiasme for deres fag gør også at tiden de er villig til at skænke eleverne er enorm. Den anden dag brugte jeg 2 timer på at tale om et kapitel i 'Grendel' på min engelsklærers terasse. Siden har jeg talt med min historielærer om hvad svagheden i Versailles-traktaten egentlig består i.

På den måde er man enormt tæt på sine lærere her! Ikke bare akademisk men så sandeligt også socialt. En del af lærerne bor på campus, og de er alle, men få undtagelser engageret i diverse CAS aktiviteter, hvorigennem man kan lære dem at kende.

En anden ting der skal nævnes i den forbindelse er at, ja! Selvom IB'en til tider er ret hård, kan man trøste sig med bevidstheden om at man bliver rigeligt belønnet! Som min engelsklærer siger, bliver man hundplukket som UWC student. Vi har haft Yale, Brown, Cornell, Princeton samt andre såkaldte 'Ivy League' universiteter på besøg for at præsentere sig, og have interviews med mulige ansøgere. De helt store universiteter viser stor interesse i UWC-ere!

Nok om skole! For skole er, vil man hurtigt opdage, ikke den bærende del af UWC opholdet. Det var personligt ikke det jeg ansøgte for. Jeg ansøgte for UWC er så anderledes, og er så meget mere end en uddannelse. UWC er en livsstil.

Ugedagene hernede er fulde ! Man skal være villig til at være på hele dagen lang, og udvise stor interesse en engagement i de uendeligt mange ting man foretager sig gennem dagen! CAS alene tager mange timer om ugen (for mit vedkommende 12 timer om ugen) derudover er der uendeligt mange møder, og fristelser man kan tilmelde sig. Man kan tage til stranden, i teatret, biografen, etc etc. Bare det at gå en tur rundt i Santa Ana er jo en oplevelse i sig selv. Så man skal være forberet på enormt selvdiciplin. Har man ikke det, kan et UWC ophold godt synes hårdt.

På skolen har vi en tommelfingerregel som hedder. "There are three S'es. Socializing, Studying, Sleeping. Pick two" Det beskriver meget godt det tidspresset der konstant hænger over hovederne på os. For de fleste vedkommende bliver den sidste valgmulighed fravalgt, hvilket resulterer i enorme poser under øjnene, og zombie lignende tilstande fredag eftermiddag!

Grunden til at man skal ansøge UWC er i mine øjne helt klart det sociale! Det at have frokost med folk fra hele verden og tale om stort og småt. At blive konfronteret med den danskheden, og alle de privilegier der dertil hører med, at få sine værdier sat på prøve og se sin egen kultur fra vinkler man aldrig ville kunne forestille sig!

At få venner fra hele verden! Og vide at venskabe vil være stærke. Fordi venskaber der dannes på et UWC er unikke! De er meget svære at nedbryde!

Jeg har fået en masse venner her, som jeg holder meget af, og lærer meget om verden og Danmark fra! Det er meget dannende, at opleve så mange varianter af sandhed!

Relationer her er fantastiske!

Jeg har selv, i multikulturalismens ånd, fundet mig en kæreste fra Chile! Udover hende er mine venner spredt ud over hele verden!

En dejlig mavefornemmelse!
UWC er bare noget helt specielt! Det kan ikke forklares hvis man ikke selv har været der!

Billederne jeg har tilføjet viser; Min kæreste og mig, et øjebliksbillede fra en vandretur i CR's bjerge, og et billede fra de fysiske rammer på skolen.

Etikettefunktionen

2008-11-03T16:17:00.002Z

Kære potentielle ansøger.

Vi håber, at du har nydt de sidste 3 måneders indlæg fra de forskellige elever.
Denne blog er oprettet, således at du kan få indtryk af de forskellige UWCskoler, inden du bestemmer dig for, hvilke skoler, du helst vil gå på, samt et indtryk af UWClivet som helhed.
For at gøre det mere overskueligt for dig, som læser, så har vi gjort brug af 'etikette'funktionen.
Det betyder, at hvert indlæg har en fået tildelt en etikette. Etiketterne varierer alt efter, hvilken skole, der bliver blogget om. Hvis du derfor er interesseret i udelukkende at læse tidligere indlæg fra bosniske UWCskole (Mostar), så finder du en blogger fra den bosniske skole (i dette tilfælde Sidsel), hvorefter du trykker på etikettefunktionen sidst i hendes indlæg. Du vil dernæst blive henvist til en side, hvor alle indlæg omkring den bosniske skole bliver vist.
Vi opfordrer dig også til at læse bloggene, vi har henvist til, i menuen til højre.

Hav' det godt.

Kærligste hilsener,

DanskeUWCelever; 08-10

En snak om det akademiske.

2008-11-03T15:36:00.003Z

TRANG, RCN:
Hey!

Det går rigtig godt i Norge! I må undskylde, at der har været så stort et tidsspring mellem mit første indlæg og mit andet, men enten har jeg haft travlt eller også, så har jeg ikke haft disciplinen til at afsætte tid til bloggen. Heldigvis, så har jeg tid til at nedskrive mine tanker samt uploade nogle billeder lige nu.

Zach, fra Kenya, og jeg på 'Student Village'-gaden en af de første dage her.

Dette indlæg vil primært handle om det akademiske. Jeg vil skrive om noget andet næste gang (ellers bliver indlægget simpelthen for langt).
Jeg husker, at jeg, før vi ankom, var i tvivl om, hvorvidt jeg ville tage skolen alvorligt. Min første grund til at ansøge UWC var mere det ekstra-akademiske samt internationale aspekt end det akademiske aspekt.
Jeg indså dog ret hurtigt, at jeg virkelig godt kan lide det akademiske her. Det er ekstremt spændende at studere her, og jeg har opnået en hidtil uset motivation for skolen. Inden jeg forklarer hvorfor, vil jeg remse op, hvilke fag, jeg tager her:
Dansk A1
Engelsk A2
Filosofi
Development Studies (samfundsgeografi)
Matematik
Biologi

Mine yndlingsfag er helt klart filosofi, d.studies og biologi.
For det første, så er lærerne ekstremt kompetente. Oftest underviser de i et bestemt fag, som de har en universitetsgrad i. Man mærker enorm entutiasme hos dem, hvilket smitter af på eleverne. For det andet, så har vi valgt fagene uafhængigt af hinanden, dvs., at vi ikke har valgt en bestemt fagpakke. Vi undgår derfor at have småfag, som vi egentlig ikke interesserer os for. For det tredje, så er der optimale studie-faciliteter her på RCN.
Vi har en opendoor-policy, hvilket betyder, at man kan bruge klasselokalerne, biblioteket, laboratorierne, når vi har lyst til det. Det er ret sjældent i Danmark, at man har adgang til at bruge laboratorier og lave forsøg på egen hånd.
Jeg sidder for eksempel i øjeblikket sammen med Hai, fra Vietnam, i kemilaboratoriet, mens jeg laver lidt biologilektier.

For det fjerde, så er studiemiljøet her ret ambitiøst. Det er ikke en ulempe overhovedet, for folk er stadig rigtig rare. Det skal dog siges, at det ikke alt sammen er lyserødt og godt. Det kan godt være, at motivationen hjælper, men det kan stadig være hårdt at studere, fordi man har så mange andre ting at lave hele tiden. Det kan derfor godt gå hen og blive lidt presset en gang i mellem. Enten pga. ekstra-akademiske aktiviteter eller sociale aktiviteter. Apropos sociale aktiviteter, så er der rig mulighed for at socialisere lige nu, da vi har November Break (kan sammenlignes med efterårsferien i DK). Nogle er ude at rejse, andre er taget hjem og de resterende er blevet her. Jeg er en af dem, der er blevet på college, så der er rigeligt med tid til at hænge ud med vennerne, se film og færdiggøre nogle opgaver.

Interhouse competition - en intern konkurrence mellem de 5 studenterhuse
Her er det Denmark House, der viser sig frem.

Min gode veninde, Kebebush fra Etiopien og jeg.

Det er begyndt at regne en del nu, men det er ikke så slemt endda. Vi har åbenbart haft mirakuløst godt vejr i år, sammenlignet med sidste år, hvor det regnede hele tiden.

Kebebush fra Etiopien

Göksan, fra Tyrkiet, med David, fra Venezuela, i baggrunden.

Ha det bra'!

Trang.

Rugby, UN-day og Sneklædte fjeldtoppe

2008-10-28T17:49:00.003Z

Så er der tid til et indlæg fra det høje, kolde og våde nord.

Så sidder jeg her, godt øm, efter en ordentlig gang Rugby. Det er bare fedt, specielt fordi folk udviser så stor entusiasme(hvilket resulterer i nogle lidt voldsomme sammenstød). Man skulle tro det er en mande ting, men faktisk var der overraskende mange piger der tog kampen op mod os drenge og gjorde det rigtig godt.

Her i lørdags tog jeg til Florø, for at fejre UN day. Det er kort fortalt FNs fødselsdag. Vi spillede lidt forskellige musik. Jeg gav den gas med en argentinsk folke sang, hvor Ezequiel (argentina) fyrede op for noget der ligner en 10 strenget ukulele, en Charango. Det var super fedt. Vejret i Florø er et kapitel for sig. Det blæste så meget at vinduet i toppen af vores bus fløj af. Det betød at vi kom for sent til det meget ventede 2. Villiage party. Så der var der lidt sure miner, lige indtil vi ankom i Flekke. Så blev der givet max gas.

Vejret er her i Flekke er skiftet fra efterår til vinter. Fjeldtoppene er blevet klædt i sne og ser ubeskrivelige smukke ud. Desværre betyder vinter her omkring masser af regn(!!!!) Jeg tilhører heldigvis det segment af befolkningen der godt kan lide regn, og heldigvis for det, for har regnet konstant de sidste 3 uger. Det lyder måske som en overdrivelse, men det er den skindbarlige sandhed.

Nu skal jeg jeg over til Haugland Centeret og lære at sejle i Kayak. Det er super fedt, selvom det er svært.

Ha' det herligt.

Jesper RCN 08-10

North American cultural day + Grand Canyon

2008-10-27T20:32:00.008Z

Tine, UWC-USA:
Det er ved at være længe siden, der er kommet et indlæg fra verdens sidste supermagt (aka. USA til jer, der ser lidt mere realistisk på tingene.)
Her er sket en masse siden jeg sidst skrev. For det første har vi været på "South-West studies", der i mit tilfælde inkluderede en 40 km. lang vandretur i Grand Canyon. Når jeg tænker på, at jeg kunne have valgt en shoppingtur til Albuquerque (Den største by i New Mexico) eller at besøge en filmfestival, føler jeg mig en lille smule stræberagtig. Men Grand Canyon var altså et once-in-a-life-time-offer. Det er åbenbart svært at få tilladelse til at vandre nede i den. Jeg var leder for mit team sammen med en af mine bedste veninder, Mia fra Belgien og Finland. Vores team var super, fordi vi gik på den hårdeste rute. Udelukkende frilufts- eller sportsnørder. Af den grund var der heller ikke så meget lederarbejde at lave, alle vidste hvad de skulle gøre. Turen var hård, naturen smuk og fællesskabet fantastisk, præcis som en rigtig wilderness-tur skal være.
Team "Boucher Trail", efter 3 dage og 40 km. Fra venstre til højre, øverst: Mia fra Belgien og Finland, Thabo fra Swaziland, mig, Surabhi fra Nepal, Noor fra Holland, Erick fra Venezuela, Chimi fra Bhutan, Bethany fra USA/Costa Rica/Tanzania og Hillary, der er en del af personalet her på skolen.
Nederst er det Mike fra Mexico/USA og Peter fra USA.

I lørdags havde vi North American cultural day (NAD). Alle kontinenter har deres egen kulturdag, hvor de forbereder et show, en middag og en fest for skolen, og den her gang var det Nordamerikas tur. De havde øvet meget intenst dagene op til showet og forberedelserne var vist i gang allerede inden vi startede her på skolen. Showet var helt forrygende, og det var dejligt at se at amerikanerne havde så meget selv-ironi. Jeg så sketches om alt fra "Why the world hates America" til de typiske high-school-stereotyper. Alt i alt herligt, og jeg fik endnu engang øjenene op for, hvor mange talentfulde mennesker, der er samlet her på stedet.

Mig og Rayah fra Jordan, der har forsøgt at klæde os ud som amerikanere fra 50'erne. En del af NAD var, at alle skulle klæde sig ud efter temaet. Vi fik mange grin ud af de fyre, der havde klædt sig ud som henholdsvis kommunister og anti-kommunister (McCarthy-ists). Kommunisterne måtte finde sig i at blive slæbt ud fra spisesalen i tide og utide.

En meget typisk scene, når du samler 200 unge, talentfulde, skøre mennesker fra hele verden. I et blandet misk-mask er det Juan René fra Peru, Tina fra Kina og Tyskland, Bart fra Holland, KK fra Hong Kong (Vi opgav at udtale hans navn, deraf forkortelsen, ingen kan huske hans rigtige navn nu), Mia fra Belgien og Finland og Etienne fra Frankrig

En del af NAD-showet. Tyler og Will (begge fra USA) i gang med at udforske den amerikanske musik- og dansekultur.

Mere end en IB (UWCCR)

2008-10-25T18:39:00.006+01:00

Tænkte lige at jeg ville gøre jer alle misundelige med et hurtigt indlæg, blandt andet omhandlende Costa Ricas skønne sandstrand (costa rica = rig kyst, nu ved jeg at det er sandt!)

Det er helt utroligt at jeg snart har været her to måneder - og at der kun er 7 uger til jeg skal hjem til venner og familie. Jeg nyder hver dag her, og selv om der er mange ting man skal og mange ting man vil, som man ikke har tid til, er hverdagen fuld af unikke oplevelser. Til tider kan nogle ting være frustrerende, for eksempel når man for 20. gang i træk får ris med grønsager til frokost, men så minder man sig selv om, at man sidder og spiser det med folk fra alle dele af verden, imens man på spansk snakker om CAS aktiviteter eller den kommende "field trip" i biologi.

Fra onsdag-søndag sidste uge havde vi mid-semester break. Onsdag fik jeg sovet ud (men selvfølgelig ikke lavet lektierne som planlagt). Torsdag-fredag var der first year camp, og da det er regntid var det en meget mudret oplevelse. Vi havde rally ("skattejagt") i regnskoven, og mudderkamp, og begge dage blev jeg smurt ind i mudder fra top til tå (helt til ukendelighed) og måtte efterfølgende bade i en iskold bruser - heldigvis er klimaet skønt her. Det var en fantastisk ryste-sammen oplevelse, og man fik virkelig lært sine co-years at kende, hvilket er vigtigt, da vores second years jo ikke er her næste år (hvilket er virkelig mærkeligt at tænke på..).

Lørdag-søndag var vi en gruppe på ca. 20 mennesker (jeg, Tora fra Norge, Biana fra USA, Naïma fra UK, Javier og Faima fra Spanien, Elena fra Belgien, Juan Pablo og Andrés fra Venezuela, Jannis fra Tyskland, Regina fra Mexico osv osv) der tog til Puerto Viejo, en af Costa Ricas bedste strande, cirka 4½ times bustur og 40 kr. væk fra vores skole (busserne er latterligt billige her).
Vi "indlogerede" os hos Rocking J's, hvor vi for 25 kr. (2500 corones) sov i hængekøjer på et virkelig chilled sted (der hang et skilt med "Don't smoke marihuana here - go to the beach"). Cirka klokken 11 lørdag formiddag var vi på stranden, og havde hele dagen til at slappe af og bade i det dejlige vand. Lørdag aften var der beach party (også alkohol er latterligt billigt her, men bare rolig mor, vi passer på ;) ). Søndag chillede vi på stranden igen, og klokken fire tog vi den sidste bus tilbage til skolen.

Denne weekend er der Jazz Café, og lørdag skal jeg ud og bungee jumpe (95 meter fald), så det er jeg ret spændt på/nervøs over. Skal også have skrevet en spansk stil, lavet matematik, e-systems og engelsk.
Har været lidt i tvivl om mine fag, men nu har jeg endelig besluttet mig for at tage English A2, Spanish A2 og History Higher, Maths, E-systems (på spansk) og Self-taught Standard. Var nødt til at droppe fra English A1 for at få mit skema til at passe, men på denne måde har jeg mere tid til at lære det spanske, hvilket går ekstremt hurtigt fremad, når man er omringet af latinoer og fordi ekspedienterne i Santa Ana (den lokale by) kun snakker spansk. Bar Amigos (den lokale bar) er dog blevet "bilingual" efter skolen startede for to år siden, og nu snakker personalet både engelsk og spansk. Ja, UWC ændrer verden på mange måder ;)

Håber det går godt for jer alle, hvor end I er i verden. Har endnu ikke fået de mudrede billeder fra campen, men her følger et par stemningsbilleder, bl.a. fra Puerto Viejo:

Morten og jeg bager fastelavnsboller

Noget af skolens flotte dyreliv

...og noget mere. De to edderkopper var lige ved siden af hinanden, og den bagerste er nok som dem i Danmark

Et af vores 8 residences på skolen (de er ens)

Puerto Viejo. Jeg og Hannah fra Holland

Opposite Sex Day. Jeg, Morten og Emma

Billederne taler vist for sig selv. UWCCR er ikke kun IB ;)

Fødselsdag i Hong Kong!

2008-10-23T08:53:00.005+01:00

Jep, så er det tid til endnu en update fra Hong Kong. Her er det lige pludselig gået hen og blevet varmt igen, så jeg måtte fejre min fødselsdag i 30 grader plus. Lektier er der rigtig (rigtig!) mange af, og har omkring 1-2 tests hver eneste dag. Det er lidt svært at vende sig til, men det er naturligt nu ... Lektier er en del af hverdagen på skolen, og ved ikke hvordan det er på de andre skoler, men her er det ikke unormalt hvis du læser lektier 5-6 timer hver dag. Vi sørger bare for at sidde sammen, snakke lidt, hygge os, mens vi gør det, og så er det faktisk "okay".
Billedet ovenover er fra en tur til Mong Kok, som er det tættest befolkede område i Hong Kong. Det var 30+ grader den dag, og det var lidt ligesom at gå rundt i en kogende gryde. Vi tog på shoppingtur, og jeg fik købt et nyt kamera, som jeg skal have med til China Week - en lille fødselsdagsgave til mig selv ;)

Min gode ven Pedro (Nicaragua) og jeg. Pedro prøvede at tage et nyt "facebook-profilbillede" og ved en fejl, kom jeg med i billedet. Ups :P

Mig i det store Hong Kong. Vidste ikke dette billede blev taget. Vi er på vej til McDonalds - ved ikke om I kan se det store skilt?

Når det kommer til skolen, så går det ganske udemærket. Jeg har gode lærere i alle fag, og hænger godt i. Laver de lektier jeg skal, men laver ikke ekstra, ligesom mange af HK-eleverne gør. Men os overseas ender alligevel op med samme karakter, hvilket nogle gange gør at HK-eleverne bliver lidt sure ... For vi er i stand til at lave lektier, få gode karakterer, og stadig have det sjovt. Mine yndlingsfag er engelsk, historie og geografi som også er mine Highers. Billedet ovenover er taget i en Chinese ab initio time, af en israelsk pige, der fangede os på webcam. Det er mig, Sophie (HK/Australien) og Anil (Mexico/Indien), som altid sidder på bagerste række og kæmper med de underlige tegn og de spøjse lyde. Det er nu ret sjovt :)
Mit ansigtsudtryk er ret underligt, for kunne ikke lige finde en passende grimasse ...

Dette er et billede fra en temaaften vi netop har haft på skolen. Vi har noget, der hedder Café, hvor folk klæder sig på efter et tema, og optræder, synger, danser, whatever for de andre elever. I løbet af aftenen bliver der solgt sodavand, kager, is som bliver doneret til forskellige projekter på skolen. Folk der er i Café-udvelget bestemmer temaet, og for at understrege den tykke luft af lektier og skole, der den seneste tid har været på skolen, var temaet "Geeks, Freaks and Mathletes". Det var næsten kun overseas-students der mødte op, da HK-eleverne nok fandt temaet stødende. Men vi havde det nu sjovt ;)

Nå ja! Og så havde jeg jo fødselsdag den 21. oktober! Dagen startede allerede ved midnat, hvor mine roomies og min andenårselev (Marius) brød ind i mit corner, gav mig bind for øjnene og tog mig til vores common room, hvor der var omkring 50-60 mennesker, til et surprise-party. Jeg fik gaver, kort og lykønskninger, og det var rigtig rart at føle at folk virkelig gik op i det :)
Om aftenen den 21. tog vi en lille gruppe ud og spise for at fejre min fødselsdag endnu en gang, og sammen med gaven hjemme fra Danmark, så var dagen bare helt perfekt. Jeg sidder nu og spiser dansk slik, læser danske bøger som mine forældre og søster sendte til mig. Tak! ;)

Jeg vil lige slutte af med lidt billeder fra vores campus ...

Dette er Block 4, hvor jeg bor :)

Og her et billede af Block 2 ... næste gang vil jeg poste nogle billeder af Academic Block.

Håber I alle har det godt!

fra det regnfulde wales...

2008-10-22T20:58:00.008+01:00

Saa fandt man lidt tid igen… Jeg undskylder for den lange pause, til gengaeld kommer her et meget langt blogindlaeg fra wales :)
Det er nu seks-syv uger siden jeg ankom til AC, og vi er over halvejs til juleferien. Jeg har ikke et ondt ord at sige om stedet her (selvfoelgelig kan man blive skoletraet, og det kan da ogsaa godt regne lidt for meget en gang imellem, men overordnet set har jeg det fantastisk!) Det er meget nemt at falde til, fordi alle gerne vil laere nye mennesker at kende, ogsaa andenaarseleverne. Det er utroligt, at man efter seks uger kan laere saa mange navne at kende! (Vi er 350 elever i alt, 78 natinaliteter – selvfoelgelig kender jeg ikke alle, men halvdelen maaske?) Og alligevel faar man hele tiden nye venner, saa sent som i faargaars kom jeg til at sidde til frokost med en som jeg ikke har hilst paa foer, og saadan starter nye venskaber. Desuden er her mange forskellige maader at moede folk paa, for udover vores eget hus (der er i alt 7), tilhoerer vi alle forskellige skoleklasser, aktiviteter og services (apropos service, saa ELSKER jeg min service, CAVRA - folk gaar meget op i deres services, og det bliver hurtigt en del af ens identitet paa skolen) og saa har vi vores national groups. Med national group mener jeg f.eks. alle lationerne, eller alle skandinaverne. I vores gruppe er vi 25 nordmaend, to danskere og en enkelt svensker! Men vi hygger meget, og har to gange vaeret til aegte norske vafler i Jon Mortens hus (den norske laerer som ogsaa er min dansklaerer – de fleste laerere bor paa campus).

Det er meget svaert at beskrive, hvordan livet paa AC er. Jeg forsoeger saa godt jeg kan at skrive dagbog og tage billeder, men det kan ikke fanges paa den maade. Det er de store, overordnede ting som er fuldstaendig anderledes fra noget man ville opleve i Danmark – og saa er der alle de smaa detaljer som goer det saa specielt. Jeg skal proeve at starte fra en ende af med et ganske normalt hverdagseksempel: En onsdag eftermiddag moedtes alle skolens elever paa Top Lawn (fra slottet og ned til vandet er der fire-fem grasplaener og haver paa forskelligt niveau), for at tage et billede til forsiden af vores kalender. Folk moedte op i deres nationaldragter – der var alt fra kinesiske silkekjoler til norske bunad’er (?), og Georgette fra Graekenland havde draperet et hvidt lagen omkring sig – og fra spisesalen havde vi haentet de store flag, saa man rigtig kunne se os paa billedet: Det amerikanske flag, det spanske, det tibetanske... og det danske!
Den slags ting oplever man ikke til daglig i Aarhus! Man oplever heller ikke, som jeg gjorde det den forste maaned vi var her, at en stor del af ens venner og klasasekamerater faster pga. Ramadanen... Alle de smaa detaljer goer AC (og sikkert ogsaa de andre UWC-skoler) til noget saerligt. Det er Yom Kippur (hvis man, som jeg, har faaet en god ven fra Israel); det er International Peaceday; det er, at den spanske nationalsang ikke har nogen ord; det er folk som barberer sig skaldede for Amnesty International; det er livet som veganer og det er hvordan man siger ’hej’ paa vietnamisisk (mit maal er at laere et ord paa alle sprog, men indtil videre er det kun blevet til en lille smule russisk og tjekkisk, lidt japansk og saa ellers spansk og italiensk...) Paa den maade laerer man utroligt meget, ikke gennem undervisning, men ved ganske enkelt at vaere her.
Hver soendag har vi Housemeeting, hvor folk bl.a. fortaeller hvis der er sket noget i deres hjemland i den forgangne uge. Det er underligt at opleve, naar f.eks. Haider fra Pakistan rejser sig og fortaeller om bomberne i hans hovedstad for nogle uger siden. Eller som da jeg den anden dag sad og snakkede mad Arash fra Iran, og spurgte om han skulle hjem til jul – nej, han kan ikke tage hjem foer om syv aar pga. den tvungne militaertjeneste i hans hjemland... Saa er det pludselig det at vaere dansker faar en helt ny betydning.

Det er den ene del af det – det store mix af kulturer. Det andet er foelelsen af at bo kollektivt, noget som de der har vaeret paa efterskole maaske vil kunne genkende. Lige meget hvad man har lyst til, er der nogen der er friske! Om man vil svoemme en tur i vores indoor/outdoor pool, se en film i vores dayroom (vi saa Jordon’s ”August Rush” den anden dag, fantastisk film!), bage en kage eller tage taepper med til Second Lawn for at se paa stjerner... Der er et utroligt liv, og isaer vores dayroom er fantastisk – altid er der musik i hoejtalerne, hvis ikke der er en der spiller guitar eller harmonika (paa en skole som denne moeder man mange talenter), sang og snak, film og madlavning – og det er slet ikke daarligt til at sove i heller! Det er et fantastisk sted at sidde sent oppe – og det goer vi! Det er ikke unormalt at gaa i seng kl. 3 – og ofte er det ca. der, 2nd-year’sne begynder at arbejde! (Vores andenaarselever har sindssygt meget arbejde... det gaelder om at nyde foerste aar mens vi har chancen).
Hvis man ikke har lyst til at sidde i dayroom, kan man gaa skoenne ture ned til Seafront eller ud til fyrtaaenet, til The Valleys eller ned til Rosegarden. Hver fredag og loerdag kan man gaa til SOCH, vores non-alcoholic fester (dvs. reglen er ingen alkohol eller rygning paa campus, men det fungerer selvfoelgelig ikke i praksis), vi har vores Coffee Lounge og, hvis man vil lidt laengere vaek, ligger Marcross Pub kun en halv times gang herfra (hyggelige pubber, det er de gode til herovre!) Ellers er der utallige arrangementer paa skolen, alle sammen elev-organiserede. Hver fredag er der Friday Lecture, hvor nogen udefra kommer og forelaeser; og saa har vi alle de musikalske indslag: AC Vibes (hvor skolens elever optraeder), AC’s got Talent (gaet selv!), jazz koncerter, student concerts, biograffilm (saa Mama Mia i sidste uge – forfaerdelig film!) og National Evenings, hvor de forskellige national groups skiftes til at optrade soendag aften – wow, latinoerne kan danse! (gad vide hvad vi skal finde paa til den skandinaviske...?)

Hvad ellers? Nogle smaa facts: 1) Paa skolen er der tradition for, at folk der har foedselsdag bliver ‘showered’ ved midnat – dvs. de faar vand eller, endnu bedre: bliver smidt i poolen! 2) Jeg har faaet en link family! Det er kontakt med lokale familer som man kan besoege og bl.a. faa lidt ordentligt mad en gang imellem :)
Llantwit Major er en lille hyggelig by som ligger ca. 45 min. gang herfra (man kan ogsaa tage bussen eller faa et lift). 4) Vi har lige haft forlaenget weekend hvor mine foraeldre kom! Det var dejligt at se dem igen! Og ogsaa meget eksotisk, naar folk ’lige tager et smut hjem til Istanbul’. 5) Vi har lige haft tyske udvaekslingsstudenter og i naeste uge er der visiting days for kommende britiske elever. 6) Om to uger flytter vi (Dyfed House) ud af slottet og ind i det rigtige hus. Jeg glaeder mig, men kommer ogsaa til at savne slottet meget.

Var der mere?
Jeg er blevet moster!! Tillykke til Marie og Jacob med dejlige lille Asta J
Jeg har det skoent,
Klem fra Kristin

Bosniens "universitet!"

2008-10-09T12:16:00.003+01:00

For noget tid siden kom min højtelskede teaterlærer med en klog vending om UWCinM, synes jeg selv i hvert fald. UWCiM er meget speciel, fordi det på mange måder mere minder om et universitet end en efterskole - som hun som student fra AC mener nogle andre UWC-skoler er.

Dette er blandt andet fordi vi ligger midt i en stor by og ikke har en campus. Det medfører at man i stor grad også har et liv udenfor skolen og blandt andet er jeg på café nærmest hver eneste dag. Cafélivet i Mostar rocks og priserne er meget brugervenlige. Eftersom vores residences også er forholdsvis primitive og - efter min mening - mangler ordentlige studyfacilities, er der mange der benytter sig af at gå ud og købe en kop kaffe og læse lektier der. Den manglende campus gør desværre også at det er lidt sværere at føle sig som et stor fællesskab (de to elevhuse ligger en halv time fra hinanden), men på den anden side giver det også en langt større mulighed for at have 'sit eget' liv. Jeg får blandt andet besøg af to venner hjemmefra på fredag og kan sove med dem på deres hostel midt i byen - og dermed have en weekend lidt udenfor UWC, som man godt af og til kan få brug for (går jeg ud fra I er enige med mig i)

Noget andet er, at reglerne her er forholdsvis løse. Godt nok har vi check-in klokken elleve hver aften (også i weekenderne), men er du over 18 kan du få lov at være ude til klokken 24. Det er dog også langt fra sådan, at alle er på deres værelse eller i huset for den sags skyld efter klokken elleve - på den front er reglerne lidt loose. Det er desuden tilladt både at ryge og drikke alkohol, dog ikke i residencen eller på skolens grund. Derfor kan det undre en lidt at køkkendamerne pulser løs i kantinen - men endnu engang, det er Bosnien og det tager man ikke så tungt. Generelt bliver tingene ikke taget så tundt hernede, og man skal have en bestemt mentalitet for at gå på skolen - eller lærer man det i hvert fald. Det har både fordele og ulemper, for det gør en utrolig moden og man får lov til at tage ansvar for sig selv - på den anden side medfører mentaliteten også at tingene af og til kan tage rigtig lang tid, eller være organiseret dårligt, for ikke at sige slet ikke organiseret. Men er man ikke så god til meget faste rammer er det nice. :)

Nu vil jeg vende tilbage til Historieundervisningen, jeg håber I har det godt derude i verden.

Hong Kong huan ying ni!

2008-10-09T08:49:00.003+01:00

Jeg har nu været i Hong Kong i mere end en måned. Jeg nyder det stadig, men der er en forskel på nu og for et par uger siden, da hverdagen har indfundet sig hos os alle sammen nu. Der sker ikke så meget nyt hele tiden, og hver dag går med skole, lektier, service, lektier og hænge ud i mit højtelskede fællesrum.

Jep, jeg nævnte lektier to gange. Det er desværre blevet et større og større emne her på skolen, da de 42% Hong Kong-elever går utrolig meget op i skolearbejdet - og det er begyndt at vise sig. Vi, der kommer langvejs fra, tager det lidt mere afslappet og får alligevel vores lektier og afleveringer lavet - men man kan ikke lade være med at blive påvirket, når ens værelseskammerat laver lektier til klokken 4 om morgenen.

Jeg ved ikke rigtig hvorfor de overhovedet kan bruge så meget tid på det. Jeg tror bare det er deres mentalitet overfor tingene - alt skal være perfekt for dem. Fra deres tidligere skole, har de været vant til at jo flere timer man læste lektier, des højere karakter. Sådan er jeg bare ikke indstillet; kvantitet er ikke lig med kvalitet. Men det dræber lidt school-spirit når halvdelen af skolens elever konstant laver lektier. Og os overseas har også lidt modbevist teorien om mange timer = høj karakter, da vi fik 7 for en historie-opgave vi "kun" havde brugt 4 timer på, hvor Hong Kong-eleverne fik 6 og 7, efter at have brugt dobbelt så lang tid på opgaven.

Men der er da også begyndt at komme flere og flere lektier ... dog ikke så mange, at jeg ikke kan administrere det. Men jeg bliver nogle gange lidt overrasket, som for eksempel i dag, da jeg gik i skole med tanken om en let dag "uden lektier om eftermiddagen, og timer, hvor jeg kun skulle lytte". Da jeg kom "hjem" til mit værelse efter skole havde jeg haft "surprise"-tests i løbet af dagen, og adskillige hjemmeopgaver allerede til i morgen, blandt andet en mock-assessment i engelsk og en præsentation om temaet "pride" i Antigone i World Lit. Derudover skal jeg jo også liiige have læst resten af Antigone først ... jeg ville nu godt have haft lidt mere end blot 24 timer til de opgaver.
Men klokken er kun 4pm, og er allerede godt igang med mit engelsk. Matematik bliver jeg dog nødt til at springe over, og håbe på det bedste i timen i morgen. Jeg overlever nok - indtil nu hænger jeg i med Standard Level, for synes faktisk det går okay. Om jeg skal fortsætte med 7 fag ved jeg heller ikke, da det taget meget tid lige pt (mit 7. fag er kinesisk, som jeg rigtig godt kan lide!). Jeg må se hvordan det går de næste par uger.

Jeg har forresten ikke fortalt hvilke fag jeg har ... Jeg tager:
Danish SL, English HL, History HL, Geograhy HL, E-systems and Societies SL, Math SL, Chinese SL.

Jep, jeg må hellere komme igang og stoppe med at skrive herinde. Jeg kan ikke vente til weekenden - så har vi tid til at tage væk fra campus, se noget andet og have det sjovt. Man kan godt få lidt vanvid af at være her hele tiden ..

Det er forresten blevet lidt køligere .. vi har nu "kun" 25 grader i løbet af dagen, og folk er begyndt at gå med sweater. Hahaha :P

Hyg Jer!

P.B.L

2008-10-08T19:11:00.003+01:00

Project Based Learning

Det er egentlig et fint udtryk for projekt uge, som vi kender det fra DK. Og så alligevel ikke. Der bliver lavet vidt forskellige ting. Der er fx. folk der er taget til Polen for at arbejde med blinde børn, laver første hjælps øvelser, fisker og, som jeg, underviser 10 fulstændige begyndere i guitarspillets ædlekunst.

Det er en ganske givende oplevelse ,efter have siddet i den modtagende ende af formel guitar undervisning i 5 år, endelig at lære fra sig.

Jeg havde stort set ingen forventninger til det her kursus da vi begyndte i mandags. Derfor blev jeg også vildt imponeret da mine "elever" efter bare 3 dages undervisning kunne sammensætte 4 akkorder i en vellydende sammenhæng.

Det inspirede mig så meget, at jeg besluttede mig for at give mig i kast med en ide jeg overvejet længe. Nemlig at synge!!! Synge og spille guitar, har været noget jeg har villet gøre længe, men ikke har fået taget mig sammen til at gøre. Så det arbejder jeg på i øjeblikket.

Ellers så går det sku fint her oppe, det er blevet efterår, og træerne er så småt ved at smide bladene. Det regner lige nu ,men ellers har været meget lig det danske.

Ha' det Herligt
og pas godt på jer selv

Jesper RCN 08-10

2008-10-08T12:56:00.003+01:00

Hvor er free codes dog dejlige..

Det er efterhaanden laenge siden at jeg har givet et bidrag til vores blog, saa her er lidt nyt fra det solrige Wales

Skolen har nu koert normalt i omkring 2 uger. Og indtilvidere maa status vaere at starten er ganske dejlig.. Indtil videre har higher math og chem vaeret dejlig simpelt og ligetil hvis man bare bruger sin fornuft. Det eneste som dog plager i ny og nae er mit sprog. Det er ofte traels ikke at kunne beskrive hvordan man finder Inter Quartile Range og den slags naar det er saa simpelt, men man har ikke ordforraadet..

Men ellers er her super fantastisk. Temperatur maessigt har vi en 15-17 grader de fleste dage, med hoej sol. Tror kun at vi har haft en uge med regn so far..
Jeg er ogsaa kommet ind i min droemmeservice, CAMES, som er en helt ny service her paa AC.
CAMES staar for Coastel And Maritime Enviromentel Service. Da den er helt ny, har vi ingen second years til at saette os ind i tingene, saa vi mere eller mindre selv bestemmer hvad der skal paa dagsordnen. Lige nu er vi begyndt at tage Open Water certificate gennem PADI, saa i kan nok gaette at det er en dykker relateret service. Vores foerste projekt bliver at starte en hummer farm, saa vi kan faa hummeren tilbage i Bristol Channel, derudover skal vi laere at tage proever af kysten, vi kommer til at arbejde sammen med Adobt a beach program, hvor skolen faar et stykke strand, som vi tager os af, etc etc.. Saa vi faar nok at se til. Og selvfoelgelig skal vi ogsaa lave et program for vores 1. years to be.

Man skulle tro, eller det gjorde jeg i hvertfald inden jeg tog hjemmefra, at AC var et sted fuld af super talentfulde haardtarbejdende mennesker. Folk er talentfulde, men haardt arbejdende ved jeg nu ikke. :) Det er et sted hvor det lige saa meget gaar ud paa at have det sjovt, som at faa gode karaktere, hvilket jeg synes er en kanon holdning.. Den faar fuld gas baade hverdag og weekend.. maaske lidt for meget en gang i mellem, men saadan er det jo med unge mennesker..

vi skrives

Thomas

Mens det regner i Costa Rica

2008-09-30T23:48:00.005+01:00

Jeg sidder på mit værelse i residence El Cóco på UWCCR, som jeg efterhånden har vænnet mig til som skole. I begyndelsen føltes det mest som en slags sommercamp, men efter en måned, er jeg faldet lidt mere ind i rutinen her.

I går var jeg en tur i Santa Ana, der er den by, som skolen ligger i. Tora fra Norge og jeg tog en runde - først på Lunchbox, der er et hyggeligt men "fancy" kaffested (personligt foretrækker jeg de lidt billigere, lokale), derefter forbi genbrugsbutikken, i banken for at hæve penge, og sidst men ikke mindst i Palí, det nærmeste supermarked, for at købe forsyninger.

Maden her er egentlig rimelig acceptabel. For det meste kan man vælge mellem kød, kylling eller vegetar (jeg foretrækker at være vegetarisk her) samt ris eller pasta, og diverse kogte grønsager. Desuden er der en salatbar, hvor der altid er salat, tomat og agurk. Selvfølgelig har cafeteriet også en kaffemaskine, der er en absolut nødvendig ting, især på de dage, hvor man har timer klokken 7. Dog er det dejligt at have et supermarked i nærheden, og jeg sørger for altid at have bananer/cereals til den lille sult, eller hvis jeg er for doven til at spise i cafeteriet.

I sidste uge startede vores CAS. Jeg tager fotografi, klatring og special olympics (sport med mentalt handicappede fra 8-30 år). Fotografi er super spændende, og til hver uge giver han os en "hjemmeopgave", hvorefter vi kigger på alles billeder. Til på mandag skal jeg tage et "selvportræt" af noget, jeg synes viser hvem jeg er. Sidste onsdag var jeg ude at klatre (mens det er regntid klatrer vi indendørs, men til december kan vi klatre i bjergene) og det var rigtig sjovt. Desværre faldt jeg ned og vrikkede om på foden, så jeg har rendt rundt med krykker den sidste uge, men nu er det heldigvis okay. Special Olympics lyder virkelig spændende, og på fredag holder vi en "velkommen" fest for dem med is og "katten af tønden" (piñata på spansk).

Jeg ved ikke, hvordan I andre har det med fagene i skolen, men personligt synes jeg, at jeg får rigeligt med udfordring. Jeg har kemi på højniveau, engelsk som modersmål og spansk på niveau A2 (niveauet under modersmål), så der er en del arbejde. Til gengæld er fransk, matematik og historie okay i sværhedsgrad. Specielt historie er jeg glad for, fordi vores lærer virkelig brænder for sit fag, og lærer videre på en underholdende måde. Jeg tror dog at det letter med tiden, specielt det spanske, som jeg lærer meget hurtigt her, fordi jeg forsøger at snakke på spansk med latinoerne.

Med hensyn til IB, synes jeg den er meget forskellig fra skolesystemet derhjemme. Morten og jeg snakkede om, at det danske uddannelssystem er "hippier" i forhold til metoden her, hvor alting bliver talt op i point, og der nærmest ikke er nogen personlig vurdering fra lærerne. I de allerfleste af vores fag har vi også en bog, der indeholder nærmest alt, hvad vi kommer til at lære og skal kunne i slutningen af IB i maj 2010. Det tager lidt tid at vænne sig til, men jeg tror det bliver nemmere, når man er blevet bedre venner med IB.

Ellers forløber hverdagen stille og roligt her. Til tider har jeg lidt dårlig samvittighed, når jeg glemmer at tænke på folk derhjemme, for eksempel den anden dag, da jeg glemte at sige tillykke på min vens fødselsdag - der er bare så mange ting her at tænke på, og det håber at jeg venner og familie hjemme accepterer.

På hiking i Costa Ricas smukke natur
Kagemand og -kone til Emmas fødselsdag (jeg og Tora fra Norge)
Skolen har mange flotte, eksotiske planter og blomster
Danskerne foran skolens indgang på Independence Day

On top of the world!

2008-09-30T07:17:00.004+01:00

Tine, UWC-USA:
Det er mandag aften og jeg er netop vendt tilbage til mit værelse efter at have set en film om dødsstraf. På fredag kommer en af de største modstandere (filmen var faktisk lavet over hendes historie) og taler her på skolen. Spændende! Jeg har haft en ualmindelig ustresset dag, hvilket er lidt af et paradoks, når jeg ser hen på min roomie, der studerer SAT's til den store guldmedalje. Jeg har faktisk haft så meget tid, at jeg har brugt 3 timer af min eftermiddag på at sove. Min glimrende plan om at sove på wilderness-turen gik i vasken, ret grueligt, faktisk.
Turen startede klokken 6 om morgenen uden for skolens bibliotek, hvor vi satte os ind i en af skolens busser. Herefter kørte vi i 3 timer indtil vi kom til den nationalpark, vi skulle vandre i. Mit team bestod af Mig, Sara fra Spanien, Ana fra Venezuela, Andrea fra Mexico, Elisabeth fra Costa Rica, Etienne fra Frankrig, Spanien, England, USA (den slags hybrider er meget normale her på stedet) og Anjali fra Canada og Sri Lanka. Jeg var den eneste på teamet, der ikke forstod spansk, så jeg tilbragte en stor del af min tid med at prøve at finde ud af, hvad mit team sagde. Vi gik i 2 timer og kom til en skøn skovsø kaldet William's lake, og herefter begyndte vi at bestige Wheeler Peak, det højeste punkt i New Mexico. Turen var ualmindelig streng, fordi terrænet var så stejlt. Vi brugte 4 timer på at gå 1,5 kilometer, det siger lidt om sværhedsgraden. Så da vi udmattede nåede toppen af bjerget var begejstringen stor.
Mit team foran den lille metalplade, der fortæller at vi står på det højeste punkt i New Mexico.
Herefter gik vi i en lille time og nåede frem til det sted hvor vi satte vores telte op. Næste morgen var der is på de små vandpytter, der var rudt omkring, og Ana fra Venezuela, der aldrig havde set fænomenet "is" i naturen før, var ellevild. Vi stod op klokken 6 om morgenen (igen!) for at nå frem til vores bus i tide. Da vi gik nedaf det meste af tiden, nåede vi frem i god tid og kunne slappe lidt af, før de andre teams nåede frem.
Alt i alt en dejlig, men udmattende weekend. Dagen derpå har jeg problemer med at gå op og ned af trapper (lidt af et problem på det her campus; du kan ikke bevæge dig 10 meter uden at møde en trappe) pga. mine stakkels, overbelastede muskler.

Free blocks

2008-09-25T09:34:00.003+01:00

Det er et dejligt koncept. Man har faste indlagte fritimer, hvorman kan lave alt det man ellers ikke har tid til. Sove, lektier, spise og slappe af.

Jeg bruger som reglt disse små oaser i hverdagen til at holde mig infomeret om hvad der sker uden for boblen og holde kontakten til venner of familie. Samt holde guitar spillet ved lige.

Det er i øvrigt en spøjs ting. Man bliver lynhurtigt kendt over hele campus som "ham der kan spille guitar" Jeg får dagligt spørgsmålet "hvor længe har du spillet?" af folk jeg aldrig har snakket med før. Det er sgu meget sjovt. Lige pludselig sidder man og snakker musik med nogen man aldrig nogensinde har talt med før, fra en helt anden baggrund rent musikalsk.

Vi bliver ved musikken. For i går sad jeg sammen med min gode ven Ezequiel fra Argentina, i skolens musik lokale. Vi sad bare og spillede lidt forskelligt. Så prøvede jeg bare at spille en ide jeg har haft i mit hoved længe. Det fangede han øjeblikkeligt. Det blev til en heftig halvanden times jamsession, hvor der stort set ikke blev sagt noget, bare spillet.
Det var rent faktisk det bedste "UWC øjeblik" Jeg har haft mens jeg har været her oppe. Bare mig og ham, guitar og bas. Vi fik skrevet (uden faktisk at skrive noget ned) et fedt nummer, stort set uden at snakke sammen fysisk. Rent mentalt var der travlt på linjen.

Det cultural sharing på et HELT andet plan. Det er svært at beskrive.

Pas godt på jer selv

Jesper RCN 08-10

Buddy Dance!!

2008-09-25T06:38:00.005+01:00

En af skoleårets allerstørste traditioner løb af stablen sidste weekend med det traditionelle Buddy Dance. Meget enkelt går det ud på at en anden års elev vælger en første års elev som de går til festen med og så er de "buddies" resten af året. Mange her gik vældig meget op i det. Amerikanerne så det lidt som en erstatning for det "Prom" (Gallafest), de går glip af på deres highschools i år. Der blev diskutteret make-up, kjoler og rygter om hvem, der var "Buddies" fløj frem og tilbage. På selve aftenen brugte de fleste mindst to timer på at gøre sig klar, og klokken 10 kom Buddy'en endelig og afslørede sin identitet. Min var Jukka fra Finland, jeg allerede snakker rigtig meget med, så jeg var vældig tilfreds. Grundet den ulige fordeling af piger og drenge, blev jeg nødt til at dele ham med anden 1st year, Ana fra Venezuela. Ana bor i værelset lige ved siden af mig og er super sød og meget latino, så vi havde ingen problemer med det. Alt i alt en ganske fantastisk aften. Jeg beklager manglen på billeder. Jeg havde ikke selv kameraet med, da jeg ikke havde lommer i gallakjolen. Når jeg får presset dem ud af Jukka, skal jeg nok lægge dem ud her på bloggen.

Næste weekend skal jeg på Wilderness-tur og bestige det (så vidt jeg husker) højeste punkt i New Mexico. Jeg ser vældig meget frem til, især fordi man får sovet rigtig meget på wilderness-turene. Der er ingen lektier, ingen computer og ingen venner, der hele tiden kommer og banker på døren. Det lyder måske dødsygt, men med det enorme søvnunderskud jeg kører på i øjeblikket, er det en fantastisk mulighed.

http://www.youtube.com/watch?v=bhLm_IZpnP0
En video af den indiske dans, der er utrolig populær til vores fester; Maahi Ve. Lidt af en UWC-USA tradition

Tyfon i Hong Kong

2008-09-23T08:26:00.005+01:00

Jeg sidder lige nu på mit værelse. Har lige fået fri fra skole, hvor min sidste lektion var engelsk. Før det havde jeg kinesisk, geografi og World Lit - men det er nu ikke så væsentligt. Det jeg vil sige med mit indlæg, er at jeg i dag skal opleve min første tropiske tyfon!

Den har udviklet sig til det de lokale kalder T3, og den vil ramme Hong Kong om få timer. Men allerede nu regner det meget kraftigt (skybrud i Danmark er ingenting i forhold til den mængde vand vi får i øjeblikket!), det er begyndt at blæse op, og det rusker i de tropiske træer rundt om på campus. Det er dog stadigvæk godt og vel 28 grader (som faktisk er en kold dag, i forhold til de 35 grader vi konstant har haft hele september!), og kombineret med den voldsomme regn, så er luftfugtigheden nu endnu mere intens end tidligere.

Har I andre også fået den fine velkomstgave fra UWC-kontoret? Hvad skal man bruge den til - er det en nøglering, til kufferten eller bare en random ting, man ikke rigtig kan bruge. Kom endelig med forslag, for hverken jeg eller min roomie har nogen ide.

Dette er forresten et billede af mig og min roomie, Eric. Jeg bor også på værelse med to 2nd years, men det er ikke så meget vi ser til dem.
Om godt og vel en måneds tid skal jeg afsted på China Week, som er en rejse organiseret af skolen for at lære eleverne mere om de mindre udviklede dele af Kina. Dette vil samtidig også blive den første gang jeg rejser over grænsen til "fastlandet" og jeg skal derfor ansøge om visum til Kina - Jep, selvom Hong Kong "officielt" er en del af Kina, så er forskellen på de to lande stadig så stor, at du skal igennem helt ny visumansøgning og grænsekontrol inden du kan rejse ind i Kina.
China Week på LPC består af 9 forskellige ture man kan melde sig til. Da mange folk i Kina ikke snakker særlig godt engelsk, melder alle elever sig til i par (En lokal fra Hong Kong, der taler Kinesisk og en Overseas). Jeg har meldt mig til sammen med min roomie, da det var det nemmeste og da vi alligevel vil afsted på den samme tur. Vi skal syv timer med bus ind til en landsby i Guangdong provinsen, hvor der bor et mindretal, der hedder Yao-folket. Her skal vi forsøge at lære de lokale børn engelsk, integrere os i lokalsamfundet, vise dem noget af vores kultur og samtidig lære noget fra dem. Vi er cirka 30 elever plus nogle lærere, der skal aftes til Yao-folket. Det skal nok blive rigtig spændende!
Jeg ville også gerne have været med på turen, der tager et sted hen tæt på grænsen til Vietnam, hvor der er utrolig meget AIDS, som et resultat af ekstrem handel og forbrug af stoffer i området. Ville være spændende at opleve, men turen bliver nok desværre ikke til noget pga. for dyre transportomkostninger.
I stedet har jeg meldt mig til en AIDS-kampagne som skolen holder i Oktober. Vi tager til Lan Kwai Fong (som er Hong Kongs bar- og klubdistrikt), hvor der hele lørdagen er en "AIDS-dag". Her vil vi fra skolen uddele kondomer og oplyse om AIDS, prævention, osv.

Vi er nu også begyndt på vores Quan Cai program på skolen, som er de Services og Activities vi laver efter skoletid. Jeg er med i English Tutorials, hvor vi tager ud på en lokal skole og lærer børnene engelsk gennem aktiv indlæring (skoleformen i Hong Kong er meget streng og foregår oftest som stille terpning). Jeg er også med i skolens Amnesty International gruppe, skolens Environmental Action Group (der skal nedbbringe skolens energiforbrug), og Cantonese Cultural Exploration, hvor vi studerer og lærer mere om Hong Kong, sproget, kulturen mm.
Derudover vil jeg også gerne være med i Japanese ab initio, som foregår som en ekstraaktivitet uden for skemaet.

Hmm, Det var vist alt fra Hong Kong. Håber I alle har det godt!

1st Year SHOOOOOOOW !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

2008-09-21T13:36:00.004+01:00

Så er det vidst på høje tid der kommer nyt fra det høje nord!

Så har vi lige fyret den af til the 1st year show igår aftes. Det var en episk succes. Der blev lavet alt fra STOMP til paraguansk folke musik. Hele showet forløb (næsten)flydende med få fejl

Jeg fik og så spillet guitar til den helt store guldmedalje.

Alt fra James Bond temaet til Over The Rainbow i raggae version.

Jeg fik også smidt kludene til en (fræk!!!!) version af raining men Udført af Rikke Fra DK, Bennedetta far Italien og Ane fra Norge. Alt i alt en kanon aften.

Efter vores show stod den på "The first alcoholic village party" som kort sagt går ud på vi tager til Flekke ungdomshus og fjere kulturelle forskelle, politiske holdninger og selvfølgelig ALKOHOL i stride mængder.

tag 200 mennesker fra 85 lande. lad det hæve på en øde lokation (i.e. det vestlige Norge) tilsæt derefter alkohol i rigelige mængder. Lad det simre i 5 timer. Så sker der ting og sager.

Alt i alt en uforglemmelig aften.

Hvad hverdagen angår så gå alt meget stille og roligt i det norske. Vi hygger og har det kanont.
Jesper RCN 08-10

2008-09-21T10:46:00.004+01:00

I dag er det søndag i Bosnien, hvilket betyder at sove længe, slappe af, tage lange bade, ordne vasketøj og læse lektier. Det burde være rimelig overkommeligt - og jeg kan også mærke at man i den grad har behov for at lade op i weekenderne hernede, for der er jo så mange ting at se til ellers.

Den flotte location til Truth In Translation

I fredags så vi et teaterstykke under broen, kaldt 'Truth in Translation'. Det var en sydafrikansk teatergruppe og det omhandlede post-krigstilstanden i Sydafrika - og så var Mostar jo en glimrende location, fordi her også har været krig og mange folk stadig lider under det. Teaterstukket var rigtig godt og i smukke omgivelser - men det var den hidtil koldeste aften jeg har oplevet i Mostar, og selvom jeg havde min vinterjakke på kom jeg hjem med blå læber og helt stive fingre. I går var der så mulighed for at møde op på skuespillernes hotel og høre om deres arbejde med stykket og meningen bag. Det var utroligt spændende og det gav mig virkelig lyst til at rejse til Sydafrika og opleve landet, for alt hvad de fortalte var bare så spændende. Bagefter tog jeg ud og drak varm kakao med Niva, en andenårspige fra Israel, hvor vi snakkede om fænomenet efterskole i Danmark (som hun syntes var verdens bedste idé) og om hendes valg af universitet, selvom hun dog først skal have overstået to års værnepligt, som alle piger fra Israel har.

I går aftes var der så open-mic, som er den månedlige karaoke-aften. Der var både gode og knap så gode indslag, men det var en god aften, hvor især de bosniske slagere faldt i god jord (hos en del af publikummet).

Vores kemilærer, som agerer DJ til alle festerne

Nu er der så kun en uge tilbage til vi har Bajram Break, som er en muslimsk ferie hvor det fejres at Ramadanen er slut. Det er virkelig nice, for så har vi fri en uge! De fleste lokale elever tager hjem, men jeg har aftalt med nogle andre internationale elever at tage til Kroation, ud til vandet og slappe af og feste - og det bliver nu rart at komme lidt væk fra residencen, hvor man har sovet hver nat de sidste 3 uger. Så det se rjeg drem til, og håber bare på at solen skinner i Kroatien :)

Wales

2008-09-20T06:06:00.001+01:00

Hej venner

Jeg ved godt at det er laenge siden at i har hoert fra mig, men det skyldes at jeg lige har vaeret paa en fire dages camp, og det faktum, at jeg ikke kan aabne bloggen, fordi skolen blokerer den. Derfor lagger emil dette ind i mit navn.

Men her er lige saa fantastisk som paa billederne. Det er en storslaaet borg og et fantastisk campus. Det er ganske vidst langt (900m) fra mit hus til morgenmaden, men det er ogsaa eneste negative.

So far har jeg brugt tiden paa at proeve alle de forskellige services af, hvilket har taget mig en hel uge. Det er en spaendende og travl hverdag som er super varieret. Den ene dag racer du rundt i en baad paa 150heste og den naeste roder du rundt inde i nogle grotter, i en alt for stor vaaddragt fuld af huller.. Det er vanvigtigt, og super sjovt.

Folk paa skolen er i sig selv en fest. Jeg har allerede faet en masse gode kammerater, og folk er med paa den vaerste. Da der er en saa stor maengde mennesker og sprog, bliver der taget meget hensyn til hinanden, hvilket er rigtigt fedt, fordi der er en del, som er daarligere end os danskere. Indtil videre er jeg kun blevet rost for mit sprog, saa vi er going strong guys.

jeg skriver snart noget mere, men har lidt travlt, skal have vasket toej, og har kun 30min.. saa jeg smutter venner.

Hyg jer ude i verden.

Thomas

En hilsen fra det smukke Wales

2008-09-19T13:23:00.011+01:00

Hej alle!
Der er nu gaaet lidt over en uge siden min ankomst til AC (Atlantic College), men det foeles som meget, meget laengere tid.Thomas og jeg rejste til Heathrow, hvor vi blev samlet op af en bus som koerte os til skolen. Her blev vi modtaget af farverige, raabende andenaarselever som boed os velkommen ved at larme med potter og pander. Vi steg enkeltvis ud af bussen og raabte vores navn, nationalitet og hus udover forsamlingen. Senere fandt jeg ud af at mit hus, Dyfed, i virkeligheden udtales 'Doved' hvis det skal vaere rigtig walisisk.

Skolens omraade er enormt! Jeg havde forestillet mig et slot, men der er saa meget mere. Slottet i sig selv er fantastisk, men derudover er der mange m3 skov, marker, strand og huse. Naturen er utroligt smuk og slottet er endnu bedre end Harry Potter! I haven er der roser og hundrede aar gamle stenstatuer, og i kaelderen er der bygget pigernes toiletter i den gamle fangekaelder. Fordi Dyfed House er ved at blive renoveret, bor mit hus i selve slottet for tiden. Det er ret sejt at proeve, men der er meget meget trangt, saa jeg glaeder mig til vi flytter ind i det nyrenoverede hus til oktober. Jeg kommer dog til at savne vores nuvaerende dayroom, som er et faellesrom fyldt med puder og taepper og the og kager :)

Alle er utroligt soede, og der er en hyggelig atmosfaere. Det er utroligt, saa hurtigt man laerer hinanden at kende! Jeg bor sammen med Veronika (Tjekkiet), som er den anden foersteaaring, samt Esther (UK) og Na (Kina), i Lady Ann Tower. Lady Ann er et spoegelse, som er set op til flere gange paa slottet! Hun levede her for mange aar siden, og begik selvmord ved at springe ud fra det taarn, vi nu bor i...

Der er hele tiden noget at lave! I mandags kom vi hjem fra tre dages fantastisk camp, og jeg har ingen stemme tilbage fra raaben og syngen og legen alverdens games. Vi har surfet, gaaet lange ture, sprunget i havvand fra hoeje klipper og sovet i store military tents - det har uden tvivl vaeret den vilderste foerste skoleuge, jeg endnu har oplevet!

Paa mandag starter den rigtige skole. Det er svaert at vaelge, naar man kun maa have seks, hoejest syv fag (International Baccalaureate), for der er saa mange spaendende fag! Bl.a. har jeg taenkt mig at tage West Asian History paa higher level :)

Derudover vaelger alle elever en service for to aar. Man kan bl.a. blive en del af social service, som arbejder med boern og gamle mennesker i lokalsamfundet; eller man kan arbejde i the lifeboat service som livredder paa havet her i sydwales. Jeg har netop i dag faaet opfyldt mit store oenske om at blive en del af CAVRA-service: CAVRA staar for Cardiff and Vale Rescue Association. Det er et redningskorps som operer i hele det sydlige Wales med at finde folk der er belvet vaek, kommet til skade i bjergene eller lignende. Vi laerer foerstehjaelp, radioudstyr m.m., og saa tager vi paa heldags 'hikes' (dvs. vandreture) i fjaellene, klatrer og camper. Jeg kan ikke vente med at komme i gang :)

Sidst men ikke mindst skal alle AC-elever tage del i mindst to - dette kan vaere alt fra bagning til basketball, keramik-timer eller Amnesty International. Jeg er kommet ind i skolens Tour Choir - vi skal bl.a. til Amstersdam og Brusselles og synge!

Nu maa jeg videre. Da der desvaerre hverken er skype eller msn paa skolen, maa vi klare os med gode gammeldags mails, facebook og saa denne blog. Og saa vil jeg selvfoelgelig elske rigtige breve!! Adressen til mig er:

Kristin Vego

Atlantic College

St Donat’s Castle

Llantwit Major

Vale of Glamorgan

CF61 1W

ENGLAND

Klem fra Kristin

På toppen af Hong Kong

2008-09-17T13:40:00.003+01:00

Block 4, LPC 08-10

En update fra Hong Kong, der i den seneste uge er blevet udforsket på kryds og tværs. Det er sjovt at en by med 7 millioner indbyggere pludselig føles som et hjem, som et sted jeg kender, og som et sted jeg kan færdes frit rundt i. Metroen er nu en dagligdagsting, Sunshine City er bare et smut til købmanden, og Mong Kok er det hyggelige kvarter, med de traditionelle kinesiske restauranter.
Men for blot en uge siden var metroen ny og uoverskuelig, Sunshine City var et kæmpe (!!) shoppingcenter, hvor man nemt blev væk fra hinanden, og Mong Kok var kogende varm, forvirrende og crowded.
Tiden går stille og roligt, og dog så hurtigt. Jeg er startet i skole nu, hvilket er lidt hårdere end jeg troede det ville blive. Ikke så meget fagenes sværhedsgrad, men mere det at vende tilbage til skolenbænken efter godt og vel fire måneders sommerferie. Men det går nu nok, og jeg er nogenlunde tilfreds med mine fag. Kinesisk ab initio kan anbefales, selvom folk fraråder det, og siger det er svært - det er en chance for livet at lære det her, og skolen har resultatmæssigt verdens bedste IB-lærere i faget kinesisk - i følge en statistik publiceret sidste år, mener jeg. Så tag chancen og lær kinesisk!

I den sidste uge har jeg oplevet milliarder af nye ting. Man skulle tro at det at være på den anden side af jorden, bo et helt nyt sted og møde mennesker fra forskellige steder i verden skulle være nok - men skolen propper så meget mere på, så du bliver helt ør i hovedet af de mange indtryk! Jeg har været på camp, hvilket inkluderede at stå op klokken 5 om morgenen og hike 15 kilometer i bjergene (vi sejlede ud til en afsidesliggende ø). Jeg har været Hong Kong rundt op til flere gange, set byen ovenfra, fra vandsiden og fra gadeniveau. Jeg har været inde i bygningen der blev brugt i den seneste Batman-film, og jeg har oplevet det vildeste lasershow, der inkluderer alle skyskraperne i havnen og noget forskelligt musik. Derudover har jeg prøvet mange forskellige lokale specialiteter, væres til Mid-Autumn Festival i bymidten, besøgt Hong Kongs immigrationskontor (så jeg nu officielt er bosiddende i Hong Kong!), og lavet synkronsvømning og vandpolo i skolens pool (det var en del af aktiviteterne i Orientation Week).

Poolen er forresten mega nice. Når du går rundt på campus, og temperaturen sniger sig op på 36 grader, og luftfugtigheden er på det højeste niveau, der overhovedet er muligt - så er det dejligt med en dukkert i poolen!

Anyways, det er ved at blive sent. Har lige været til en fødselsdagsfest, og er nu på vej i seng. I må hygge jer!

Borge, skoen natur, og verden

2008-09-14T20:32:00.002+01:00

Hej venner

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, alt er temmelig overvaeldende. Og jeg skal laere at skrive uden aa'er. ae'er og oe'er. Hvilket sucks..

Men der er simpelthen saa fantastisk her! Sunley, det hus jeg bor i, ligger laengst vaek fra Campus, saa jeg vandre hver dag langs en sti, med borgen foran mig og Bristol Bay til venstre for mig. Det er simpelthen billedskoent. Og det vilde er at det kun har regnet 1 dag so far, hvilket er ret nice, ellers staar den paa sol og blaa himmel.

So far har vi kun hoert diverse taler omkring fag, services og den slags. I morgen tager mit hus og to andre huse afsted til West Wales, st. Davids(hvis i vil tjekke det paa google maps.) HVilket bliver en fest.

Angaaende Dorm mates and all that gaar det super.. de er nogle flinke gutter, selvom jeg dog ikke bruger saa meget tid med dem.. For det meste render jeg bare rundt med en masse goeglere som fx. Eric fra USA, Andreas fra Norway, Jawad fra Jordan og Jack fra Wales +mange andre. Det hele er lidt random indtil videre, men jeg har det godt, og jeg hygger mig og er glad som altid.

Noget jeg har lagt maerke til, som jeg synes er virkelig awesome, er at pigerne er meget mere aggressive. ;P Eksempelvis, idag da mig og Eric sidder og spiser i Dinning hallen, kommer to 2. years hen og insisterer paa at snakke med os, og vi skal moede dem for Night riding, hvilket er at rende rundt efter check-in.. it's good fun.

By the way, er der en masse sjove traditioner paa Campus og i mit hus.
Eks. blev jeg showered fordi jeg fik the cocky shit award, som enlig bare er spas og loejer fra 2. years'ne. Folk bliver smidt i bad naar de har foedselsdag.. saa der er gang i den.
Den sidste tradition jeg har hoerdt om, skal jeg opleve paa loerdag, er sharks and fish. Fish er naar to 1 years er sammen til den foerste fest, sharks derimod, er naar en 2. year napper en 1. year. Om mandagen er der saa en kaaring af de bedste fish and sharks, hvor de bliver hevet op foran hele skolen, hvilket er 336 mennesker, og bliver hyldet. lidt vanvittigt, men ret sjovt. ;D

Jeg skriver igen senere, naar jeg har lidt nyt.

Hyg jer venner

Thomas

2008-09-08T21:08:00.001+01:00

Her sidder jeg på mit værelse, har endelig lidt tid alene og kan reflektere over den første uge i Mostar, som på en måde er gået hurtigt - og på den anden side føles det som om, jeg har været her i flere måneder..Weekenden har budt på lidt forskellige ting. Fredag aften var vi på bosnisk gay-bar, dog uden så mange gays men med en del UWC-elever. Det var rigtig hyggeligt og vi fik drukket Balkanbeers, hvor man kan købe en halv liter for 6 kr! Det er psykopat-agtigt. Det blev dog ikke så vildt, da vi skal være hjemme i vores senge allerede ved midnat, men jeg fik snakket emd nogle bosniske second-years, som blev meget fortørnet over priserne i Danmark og det var nu meget sjovt.
Lørdag dag havde vi CAS-presentation, som står for Creativity, Action og Service. I Action tror jeg at jeg vælger Yoga eller mountain-hiking, i Creativity regner jeg med enten at vælge World Today, som er en debatgruppe, hvor man diskuterer nutidens problemer på verdensplan eller en Religious Group hvor man lærer om og diskuterer religioner. Det ville være interessant et sted som her, hvor der er så mange forskellige religioner på et sted. For service regner jeg med at arbejd epå et børnehjem stadigvæk, men det kan muligvis blive et problem, fordi man ikke snakker sproget. Men hvis det er sådan, vil jeg istedet arbejde med Amnesty Internatonal, hvor man laver kampagner for menneskerettigheder verden over.
I går aftes holdt vi så et gender confusion party, hvor folk klædte sig ud som det modsatte køn. Det var alletiders sjov, og jeg synes sgu selv jeg endte med at se ret godt ud. Det har været sjovt at opleve hvordan forskellige mennesker fester, og hvor meget folk fra Balkan og Israel (især) råber og danser rundt. Jeg tror også der er nogle, som har det helt vildt undelrigt med festerne, fordi de slet ikke er vant til at se unge mennesker drikke som de gør her. For mig er det jo ikke ligefrem nogen nyhed..I dag har vi været på hike, hvilket var utroligt fascinerende i bjergene - men også ualmindleigt hårdt at gå 4 timer op og ned i 38 graders varme. Hele min krop var våd af sved. Men jeg skal ikke klage, for jeg gik fx sammen med Alen - en bosnisk muslim, jeg snakker meget med. Han følger ramadanen og faster derfor i 4 uger - og kan derfor ikke drikke vand før i aften. Ejg forstår slet ikke han kan lade være på en sådan hike (hvor jeg selv indtog ca 4 liter og stadig var dying), men jeg havde en lang snak med ham om det, og det var virkelig fascinerende, hvordan han troede på det kunne connecte ham mere til sin gud!
Nu sidder jeg bare her på værelset, tror snart jeg vil atge et bad og så er der ellers aftensmad om en time. å bliver dte jo spændende at se, om det er noget der kan spises i aften (jeg har aldrig været et sted hvor de frituresteger så meget, dypper ting i olie eller bare serverer kage til alle måltider) I aften skal jeg se film med Lara, som er en pige fra Holland, som jeg snakker en del med. Jeg tror bare vi skal slappe af, før skolen begynder i morgen. Det bliver fedt at få gang i hverdagen, fordi det vil give mgi et meget bedre billede af om det er det her jeg vil - for selvom jeg allerede har haft nogle rigtigt gode oplevelser, så er det også utrolig svært at være på skolen og acceptere de conditions man skal lave under hernede, fordi skolen er meget uorganiseret og mange af lærerne også selv virker forvirrede. Men jeg håber det hele vil turne out til at blive godt, og under alle omstændigheder har det allerede været en stor - men af og til svær - oplevelse at være her. Men hold kæft hvor lærer man meget, og det er jo i sig selv ganske fantastisk.
Kærlig hilsen Sidsel

dagen før dagen..

2008-09-08T21:07:00.003+01:00

Så blev det endelig dagen før dagen... I morgen tidlig rejser Thomas og jeg som de sidste af sted.
Jeg har sagt farvel til familie og venner, og overraskende nok var det ikke alt for sørgeligt. Men der er jo også kun tre måneder til næste gang vi ses.
Den fase hvor jeg glædede mig men stadig var meget nervøs og lidt skræmt er overstået nu. Nu glæder jeg mig bare, og det er dejligt. Jeg har allerede skrevet med flere af mine fremtidige venner, så nu bliver det spændende at møde dem alle i virkeligheden!
Et sidste farvel til dem derhjemme :)
Og til eventuelt kommende elever: 30 kg er IKKE meget! Det var godt, jeg havde sat hele mandagen af til pakning, og nu kan jeg rejse af sted med lige præcis 29 kg et nogle gram.. Jeg håber, at Billund lufthavn ser lidt large på min bulede kuffert :)
Klem fra Kristin

Cookies og fodboldkamp

2008-09-07T21:01:00.006+01:00

Tine, uwc-USA:
Jeg tror allerede nu, jeg kan sige, at weekenderne på et uwc er meget dejligere end ugedagene. Selv om undervisningen er spändende og relevant og fantastisk, så er det nu dejligere at kunne göre som man selv lyster.
I går havde vi den traditionsrige 1st years vs. 2nd years fodbold-kamp. Vi 1st years skulle bäre hvidt og 2nd years'ne skulle gå i sort. Alle gik väldig meget op i det, og der blevet heppet efter alle kunstens regler. Vi 1st years havde släbt en tuba, en trombone og adskillige plastiktönder, der gjorde sig som trommer ned til skolens sportsplads. 2nd years'ne havde bl.a en säkkepibe og ikke så lidt kökkengrej, heriblandt pander, gryder og bakker, som gjorde det ud for trommesät. Vi tabte kampen 2-6, men da der er tradition for at 1st years altid taber, gjorde det ikke så meget.
I fredags prövede jeg og nogle andre töser at integrere os bedre i den amerikanske kultur. Vi havde valgt en ganske behagelig måde at göre det på, nemlig ved at bage amerikanske cookies. Milla fra Finland havde köbt ingredienserne i Wal-mart og vi andre skulle bare möde op og bage lös. Efter at have drysset mel ud over halvdelen af dorm'ets dagligstue, og have fedtet hinanden ind i en herlig blanding af chokolade og smeltet smör lykkedes det os at bage en ganske fin portion cookies. Bagefter var der cookie-party udenfor, hvor vi smagte på resultatet af anstrengelserne og delte ud til nysgerrige forbipasserende.

Her er det fra venstre Kelsey fra Canada, Milla fra Finland, Andrea fra Mexico, Elisabeth fra Costa Rica, Mia fra Finland og Belgien, Chimi fra Bhutan og mig, der gör klar til at smage på godterne.

Et kvarter senere har selskabet (nok mest de dejlige cookies) tiltrukket sig en del opmärksomhed. Mia fra Finland og Belgien, Chimi fra Bhutan og mig, der spiser cookies og drikker the. Bemärk lige den super skönne UWC-sweatshirt.

Hong Kong by night

2008-09-06T16:34:00.003+01:00

Puha! Hong Kong er hektisk, vild, crazy, varm (!!), fugtig, svedig, dejlig og virkelig sjov! Klokken er 23:36 lokal tid, og er lige kommet hjem fra en tur til Sai Kung med en gruppe fra skolen. Det er en tradition at alle 2nd years tager de nye 1st years med til denne livlige forstad, for at spise, se på livet i Hong Kong og blive introduceret for første gang til Hong Kongs vilde transportsystem.

Dagen startede stille og roligt i lufthavnen, hvor vi blev mødt af friske 2nd years. Herefter kom skolens minibus og kørte os ud til skolen. Varmen udenfor er virkelig intens og meget fugtig, men så snart man kommer ind i biler, busser og bygninger er det nærmest minusgrader pga. det voldsomme brug af airconditions. Turen til skolen var virkelig fascinerende - vi fik virkelig oplevet byen, selvom vi slet ikke var nær bymidten (alle folk i Hong Kong bor mere eller mindre i skyskrapere, så selv forstæderne har de vildeste skylines man kan forestille sig). Sådan en "forstad" bor jeg i .. skyskrapere hele vejen omkring skolen, indkøbscentre, metrostationer og motorveje.

Jeg er kommet i Block 4, hvilket vil sige det hus, der ligger længst væk på campus (som dog stadig er af en overkommelig størrelse). Det er rigtig hyggeligt her på mit værelse (hvor der også flittigt bliver brugt aircondition, så jeg nu refererer til mit værelse som "køleskabet"). Jeg bor sammen med en fyr fra Hong Kong, en fra Jordan og i morgen vil der ankomme endnu en fra Hong Kong.

Det er underligt at være væk hjemmefra, men alligevel også dejligt og udfordrende.

Håber I alle har det godt ude på skolerne! :)

2008-09-05T13:41:00.003+01:00

Rapport fra Mostar, Bosnien/Herzegovina!

UWCinMostar er en ganske speciel skole, som adskiller sig fra andre skoler i Mostar, men saa sandelig ogsaa (efter min overbevisning) fra de andre UWC skoler.

Det har de foerste fire dage gjort det meget spaendende, men ogsa underligt, da det hele ligger meget langt fra det meste jeg forestillede mig om UWC, da jeg soegte ind.

Skolen i Bosnien er forholdsvis ny, og eftersom vi er i Bosnien, hvor folk har en helt anden kultur og virkelig chiller meget er det hele meget uorganiseret. Det har vaeret en smule frustrerende her i begyndelsen, da vi fx ikke har et skab til vores toej, kun en noegle til fire personer, forskellige informationer om moeder (hvor halvdelen er paa bosnisk), og det har vaeret utroligt svaert at faa svar pa simple spoergsmaal til laererne, da det er som om alle er ret uinformerede. Det har vaeret utroligt anderledes end det danske skolesystem og derfor ogsa ganske sjovt, sa laenge man har haft overskud. Jeg ma indroemme det af og til ogsa har vaeret virkeligt frustrerende.

I Bosnien har vi i modsaetning til de andre skoler ikke nogen campus, men to huse og et gymnasium hvor undervisningen foregaar. I begyndelsen ville jeg oenske vi havde en campus, fordi det pa den maade ville vaere nemmere at faa et sammenhold. Paa den anden side tror jeg, det vi har gang i er meget fedt i laengden, for det er nemt at komme vaek fra alting, naar det hele bliver for meget, eftersom byen er just around the corner.

De fleste internationale studenter hernede ser det som et problem at vi har saa mange lokale students, og noget af vejen kan jeg sagtens foelge det. Som fx Riga, en pige fra Finland, som bor sammen med tre piger fra Bosnien. Og det er maaske ikke lige det man taenkte paa i forbindelse med UWC, som burde vaere riemligt multikulturelt. Mange af de bosniske elever taler ikke saa godt engelsk, men jeg haaber det vil blive bedre, for ligenu medvirker det til at der er en stor opdeling i de lokale elever og de internationale, og det er en skam, da vi jo alle er paa en UWCskole og derfor burde vaere her under samme conditions. Det er dog ikke helt saadan det er, og der er maaske ogsaa mange af de lokale elever, som man kan have lidt svaert ved at forstaa hvad de fandt attraktivt ved UWC, udover det at faa en god uddannelse og slippe vaek fra Bosnien.

MEN! Naar alt det her er sagt, sa er Mostar ogsa en great by, her er nogle alletiders mennesker og jeg glaeder mig til at komme igang med det akademiske. Jeg glaeder mig ogsaa til de afrikanske students kommer, for de mangler endnu deres visa. Og selvom der kun er 5 eller 6 eller saadan, saa vil de forhaabentligt bidrage til et mere multietnisk society.

Jeg glader mig tigtig meget til om 1 eller 2 mdr., hvor man stadig vil vaere proppet med tanker, men forhaabentligt ogsaa have et bedre indtryk af hvordan alting vil blive og hvad man kan forvente af de naeste to aar. En ting er i hvert fald sikkert, ligemeget hvordan det kommer til at gaa og om man indfinder sig eller ej, saa vil man aldrig fortryde man tog chancen og tog af sted. For paa de 4 dage der er gaaet har jeg allerede laert mere om mig selv og oplevet mere end de sidste mange maaneder tilsammen.

Kaerlig hilsen Sidsel

Pura vida

2008-09-03T20:53:00.003+01:00

En kort opsummering af hvad jeg har oplevet den sidste uge her på Colegio del Mundo Unido Costa Rica.

Flyveturen gik fint, flyet over Atlanten havde touchscreen med film og spil, så Morten og jeg fik hurtigt tiden til at gå. I Newark mødte vi de to norske 1st years, Tora og Øyvind, og vi fik snakket lidt inden vi tog flyveren videre til San José.

Mine roomies er Xiana fra Spanien og Jenny fra Haiti. Begge er 2nd years og rigtig søde. Vi bor i El Coco sammen med ca. 18 andre piger.

Dem jeg snakker mest med er Kasia fra Polen, der bor i samme residence som jeg, Juan Felipe fra Columbia, Tora fra Norge, Morten og Emma (selvfølgelig), Øyvind fra Norge, Salvador fra Venezuela, Biara fra USA, Tati fra Israel, Aurora fra Finland, Jasper (Japs) fra Tyskland - og ja, mange andre. :) Alle folk er virkelig søde her. De fleste taler nogenlunde engelsk, dog er der nogle enkelte, der kun taler spansk.

Jeg får hørt en hel masse spansk, for staff, nogle lærere og folk i Santa Ana taler kun spansk. Alle informationer bliver også sagt og skrevet på begge sprog (og nogle gange kun spansk). Jeg har taget spansk B Higher, så glæder mig til timerne starter i morgen, så jeg kan begynde at udvide mine spanskkundskaber, og begynde og tale sproget.

I den uge jeg har været her, er der sket mange ting. De to første dage, torsdag og fredag, skete der ikke så mange ting, ud over, at jeg kom over min jetlag og fik snakket med en hel masse nye mennesker. Lørdag havde vi Academic Fair, hvor vi hørte om de forskellige fag. Søndag tog vi til det ugentlige marked i Santa Ana (byen, som skolen ligger i), hvor man kan købe alle mulige slags virkelig billig og velsmagende frugt - mango, papaya, ananas, kokosnød, jordbær, bananer, granatæbler osv osv. Om aftenen havde 2nd years'ne forberedt et show for os. Det var virkelig underholdende. Både fredag, lørdag, søndag og mandag aften har vi danset til de latinamerikanske rytmer; salsa og reggaeton.

Mandag-tirsdag var vi på introcamp oppe i bjergene. Det var mudret, men meget sjovt og lærende. Mandag aften var der "Show". Nordic'sne (Danmark, Sverige, Norge og Finland) optrådte med et show, der blandt andet bestod af ABBA, Barbie Girl, finsk konekapløb (?!), norsk/svenske sametraditioner - alt sammen iført håndklæder (kun håndklæder) fordi vi samtidig havde sauna-tema. (JA, Nordics er skøre)

Tirsdag aften bagte jeg og Tora fra Norge kanelsnegle (noget af en udfordring, fordi køkkenerne er meget dårligt udstyrede), fordi Salvador fra Venezuela fyldte 18 den næste dag (i dag). Vi overraskede ham med dem klokken 00:00.

I formiddags var vi i en temapark om "Costa Rica i gamle dage". Der var to shows, hvor vi så forskellige danse fra dengang. Nu er klokken cirka 15, og der er egentlig ikke mange planer for resten af dagen. I aften tager vi nok ud og spiser sushi, da det er sidste aften uden skole!

Se Facebook for billeder :)

All the best

Natasha

Bosnien

2008-09-03T18:57:00.002+01:00

En lille rapport fra det smukke Mostar.

Jeg har kun været her en dag og det hele er stadig overvældende og svært at forholde sig til. I kan spørge mor om min condition, hende har jeg lige skrevet en lang mail til - her vil jeg blot fortælle om lidt ordinary stuff:

Roomies: Jeg bor med 3 piger fra Bosnien, Makedonien og Ethiopien. Den ethiopiske pige har problemer med sit visa, så hun er ikke dukket op endnu. Den makedonske (hedder det det?) pige er rigtig sød, men den bosniske er lidt svær at snakke med, da hun er ret dårlig til engelsk. Men det bliver sikkert bedre, når vi kommer igang med undervisningen. Jeg glæder mig desuden rigtig meget til den sidste pige dukker op, fordi jeg indtil videre rent faktisk har snakket bedst med dem fra lngt væk - både fordi de meget har de samme følelser som en selv, men også fordi det jo er det jeg er her for. og det er rigtigt spændende. Værelset er okay stort, men ualmindeligt dårligt indretter med kun to skabe og ingen skriveborde(!) I det hele taget er det hele lidt uorganiseret hernede og man kan godt mærke, man er kommet til et land, hvor de ikke tager tingene så tungt - udover når folk kører skidt. Jeg har aldirg hørt folk dytte så meget og rulle vinduet ned og skrige jebise (fuck dig!) så meget, som de gør her.
Det var lidt af et sidespor til emnet..

Hjemve: Har jeg haft en smule, men ikke så meget. Det har dog været meget anderledes end jeg forestillede mig hernede og på den facon har det været lidt svært - og man har tænkt nogle gange, okay det var ikke lige det her jeg drømmer om i to år? Men forhåbentligt ændrer det sig, selvom derr er nogle ting der virkelig ikke har levet op til mine forventninger - endnu.

Mostar: Udemærket by. Nogle steder lugter der lidt af kloak, men der er også fx den gamle by som er fuld af bode og så gader med barer og brosten og floden med broen, som virkelig er smuk!

Ligenu sidder jeg med too hollandske piger på deres værelse, som er det eneste sted jeg kan fange trådløst netværk. Det er ret irriterende vi ikke har det på værelset, men på den anden side kan jeg også mærke, jeg ikke skal være alt for meget in contact med folk hjemmefra lige nu :)

Selvom alting er lidt svært, holder jeg humøret højt.
Jeg håber I alle har det godt og I skal vide I er i mine tanker!

Hverdag, RCN og Ramadan

2008-09-02T13:12:00.004+01:00

Så kommer der et lidt længere indlæg.

Nu er hverdagen kommet ordentligt igang og rytmen er så småt ved at indfinde sig.

Selvom jeg ofte må småløbe til katinen for at nå morgenmaden inden dagens dont, er der alligevel altid tid til i farten at kaste et hurtigt blik udover den billedskønne Flekkefjord.

Så fandt jeg iøvrigt ud af Ramdanen startede i går. Det skete halvt ved tilfælde, fordi jeg tilbød min muslimske værelses kammerat Nawras en blomme, som han venligt afslog på grund af fasten.
I min vestlige ingnorance havde jeg helt glemt denne muslimske højtid. Det er facinerende at se alle muslimerne pludselig skifte til en hel anden rytme end os andre. De står op kl 3:30 for at spise og bede. Specielt den daglige bøn gør de ekstra meget ud af i denne højtid.

Boblen som skolen bliver kaldt (kært barn har mange navne) er godt nok afsides beliggende, men alligevel er det ikke noget man lægger mærke til, medmindre man skal til Flekke efter de nødvendige forsyninger.

Et spørgsmål som mange stiller er "hvordan er maden?"

Maden her er kantinemad på linje med en middel stor dansk virksomhed. Ikke noget særligt, men heller ikke hundeæde. Der er rigtig mange der klager over maden, men personligt synes jeg det er ok. At de så engang imellem servere retter jeg ikke bryder mig om, er en anden snak.

Mit skrivebord

Det var alt fra det høje nord.
Hygge
Jesper RCN08-10

Patio party

2008-08-30T02:36:00.007+01:00

Tine, UWC-USA:

Jeg er netop vendt tilbage fra en fire dage lang tur til et afsidesliggende naturreservat kaldet "Ghost Ranch". Jeg så ikke noget til nogen spøgelser, men jeg var på en helt fantastisk wilderness-ekspedition, hvor vi besteg et bjerg, sov i telt og spiste ulækker mad over bål. Det jeg egentlig vil dele er min første egentlige UWC-fest. Det er utroligt så hurtigt, man får venner på et UWC, så jer der er nervøse for det, kan stoppe med det nu :)

Her er det de smukke skønjomfruer, der er klar til at feste. Fra øverst til venstre, Ditha fra Indonesien, Bethany fra Costa Rica, USA og Tanzania, Mia fra Belgium/Finland, Milla fra Finland, Kelsey fra Canada, Dina fra Malaysia, mig (fra Danmark). Nederst er det Kamila fra Afghanistan og Guojun fra Singapore.
Festen var helt fantastisk, selv om jeg blev tvunget til at stå på et bord og danse til "Boten Anna", fordi det angiveligt er den skandinaviske regionssang. Heldigvis er den ikke så kompliceret som latin-dansen, den indiske regionsdans eller den mellemøstlige regionsdans. Så hurra for det!

"Oppe i Norge"....

2008-08-29T15:56:00.003+01:00

....Der sider jeg og 5 andre "nordics" som vi er blevet døbt for enkelthedens skyld.

"Boblen" er et meget syret, underligt og overvældene sted de første par dage. Man lider af hjemve de første par dage og man gennemgår en langsom tilvænings proces og tilhørsfølelsen kommer lidt efter lidt.

Intil videre har jeg kun haft tre dages skolegang . Dog vil jeg mene at IB'en allerede har sat gang i de første bange anelser selvom mine 2. års elever siger at det ikke er noget problem.

Ellers regner det en del på det norske vestland og det holder som reglt ikke op med det samme når det først er startet.

en lille update fra det høje nord.

Stay strong and be safe

Jesper RCN 08-10

MAÑANA

2008-08-26T14:01:00.003+01:00

Ja, her kommer så første indlæg fra mig, Natasha, der i morgen tidlig rejser til United World College of Costa Rica (UWCCR) sammen med Morten.
Dagen før dagen er altid en dag, man ser frem til. Det er ligegyldigt, om det er dagen før konfirmationen, skolestart, sommerferie eller noget helt andet. Dagen før dagen er sidste dag i ens "gamle" tilværelse, og signalerer, at den nye er lige om hjørnet.

I øjeblikket føler jeg mig lidt som "Palle alene i verden" må have gjort. Jeg har sagt farvel til atletikklubben, klassekammeraterne, barndomsvennerne og familien. I morgen tidlig rejser jeg fra mor, far og lillebror, og så er Morten mit eneste faste holdepunkt i den nye tilværelse, der venter. Det er svært at rejse fra alt det kendte og vante ud til en helt fremmed verden, og jeg har svært ved at begribe, at det er det, som jeg er i gang med.

- Samtidig glæder jeg mig selvfølgelig helt ubeskriveligt til at komme af sted til Sydens sol og (konstante) sommer, og få mit livs oplevelser i det (har jeg hørt) skønne land Costa Rica. Jeg har skrevet med mange af mine kommende skolekammerater på bl.a. Facebook, og det er helt uforståeligt, at jeg kan sige "vi ses i morgen" til dem.

Først venter der selvfølgelig en flyvetur på 14 timer med en mellemlanding og 5 timers ventetid i Newark Airport - heldigvis har jeg Morten til at holde mig med selskab.

Jeg lover at skrive igen, så snart jeg får tid - næste gang bliver det fra Costa Rica - og så ønsker jeg jer alle held og lykke med rejserne!

Jeg er i live...

2008-08-22T19:34:00.004+01:00

En hurtig update her fra det skønne, skønne New Mexico. I øjeblikket skinner solen på fuld styrke og det er omkring 30 grader, men jeg har ikke rigtig tid til at nyde det, fordi vi alle sammen styrter frem og tilbage for at nå til forskellige introdutionsforedrag. Vi har haft nogle tests for at se, hvor gode vi var fagligt, og matematiktesten var lidt af en dræber. Jeg tror stadigvæk, jeg vil forsøge mig med Math SL, meeen det bliver nok svært.

Min roomie hedder Kim (egentlig Kimberley) og er fra Singapore. Hun er en af de her utroligt intelligente mennesker, der tager Chem, Math og Physics på HL, vældigt imponerende. Hun er også utrolig sød og åben, så det er dejligt :)

Mit værelse hører nok ikke til blandt de største, men det er hyggeligt og udsigten er fantastisk.

Jeg roder allerede, hvilket er ret fantastisk, hvis man tænker over, hvor kort tid jeg egentlig har været her.

Dagen før dagen

2008-08-19T16:26:00.003+01:00

Hey alle læsere af bloggen! Jeg hedder Emilie og fra i morgen vil størstedelen af mit liv (i de næste to år altså) foregå i den lille by Flekke i Norge. I morgen tidlig kl. 05 skal jeg mødes med mine fem co-years i Kastrup Lufthavn for at flyve til Bergen og jeg må da indrømme at hjertet allerede er begyndt at banke en anelse hurtigere. De sidste par dage er gået med at pakke og ellers at have halv-dårlig samvittighed over ikke at gøre det (hele mit værelse skal pakkes ned, da min mor pr. 1. september flytter fra Frederiksberg til den lille by Hårlev syd for Køge). Dele af i dag har jeg dog fredet til bare at slappe af med familien og det blev til at vi gik i zoologisk have, hvilket var lidt skægt, da jeg er yngste familiemedlem :)

Jeg glæder mig sindssygt meget til i morgen. Jeg glæder mig til at møde mine værelseskammerater og de flagende 2. årselever, at se de efter sigende utroligt smukke omgivelser og til generelt at opleve den overvældende følelse af at unge fra hele verden er samlet på et og samme sted. I løbet af den sidste uges tid har jeg et par gange oplevet at jeg slet ikke har været spændt, fordi jeg simpelthen har været så træt af alle de praktiske forberedelser - den kedelige følelse og træthed er heldigvis forduftet nu og forventningens glæde og spændthed er vendt tilbage.

Jeg ønsker held og lykke til hele årgangen og jeg glæder mig sådan til at høre deres (jeres) beretninger fra hele verden og fra umiddelbart (!) mere spændende rejsemål end Flekke :)

Søvnløshed, Sommerfugle og Sartre

2008-08-15T10:08:00.004+01:00

"Man er kun lige så god som sit projekt og de valg man træffer."

Det udtalte Jean Paul Sartre for snart et menneskeliv siden.

De valg vi har truffet diffinere os som mennesker. Og det valg jeg har truffet vedrørene UWC kommer til at være afgørende for min personlige udvikling og mennseskesyn.

Det lyder jo altsammen meget godt, men med Sartre kommer søvnløshed (i mit tilfælde) for selvom valget er truffet og flybilletten købt, så kan jeg ikke lade være med at tænke over om det nu var det rigtige valg? I min søvnløshed tænker jeg ofte på hvad mit rationale var ,en råkold søndag i marts, for at satse stort og søge UWC. Om jeg måske slet ikke var egnet, fejlvuderet af selveste UWC. Jeg afksriver dog disse bekymringer som hjernespind og ubegrundede påstande, og tænkerpå noget andet. Selvom jeg nok aldrig regner ud præcis hvorfor jeg søgte UWC, så ved jeg hvad der bar mig igennem de krævende udvælgelsesprocesser. Det var det valg jeg traf første gang jeg klikkede mig ind på www.uwc.dk. Et valg der siden er blevet min livsfilosofi. Jeg vil møde så mange mennesker og kulture som muligt. Fordi jeg mener jo flere indtryk af mennesker og kulture man får, jo mere bliver man et helt og bedre menneske.

Jeg har lidt den samme tilgang til min musik. Jo mere forskellige musik jeg lytter til og spiller, jo bedre musiker bliver jeg.

Når søvnløsheden og Sartre for tid til anden glider lidt i baggrunden, kommer sommerfuglene. De kommer snigende og og ubemærket og man opdager det først når det er for sent. den følelse af spænding og forventning for hvad der nu skal ske. Det er nu det valg ikke blot jeg, men 99 andre unge mennesker også har truffet, skal stå distancen.

Det er en dejlig ambivalent følelse, som jeg må affinde mig med lige indtil jeg og de 15 andre står på vores respektive skoler rundt om i verden.

uden for rækkevide af både Sommmerfugel, Søvnløshed, Sartre.......og bekymrede forældre (næsten da) ;)

Jesper RCN 08-10

UWC Camping 2008

2008-08-14T11:42:00.003+01:00

Hermed første indlæg fra mig, Emil Dall, der skal til Hong Kong om 3 uger.

Den 11. august mødte ni af de nye UWC-elever op på Nyborg station, hvor turen gik videre til den længe ventede campingtur. Stemningen var høj, folk var glade og gensynet med de andre var stort - det skulle nok blive en rigtig god tur, også selvom vi manglede syv personer, som desværre blev forhindret i at komme.

Mens en gruppe gik mod Fakta for at handle ind, tog vi andre bussen ud i det fynske landskab. Efter lidt tumult med tasker, soveposer og telte var vores lejr etableret på Grønnehave Camping, lidt nord for Nyborg.
Folk var straks friske på at tage et par svømmetag i Storebælt, og jeg må sige at jeg var noget skeptisk overfor ideen. Men da Thomas fandt den lyserøde frotté-badedragt frem, må jeg sige at jeg var overtalt (prisen for bedste bade-outfit gik ubetinget til Thomas, og vi måtte alle indrømme at vi andre ikke var i nærheden af en sejr). Jeg kom under (som den sidste) og op igen (som den første) - det var koldt, men sjovt. Den forfriskende svømmetur blev straks fulgt op af andre aktiviteter som spas på hoppepuden, hvor vi alle fik udlevet vores barnlige instinkter. Det var også her, at vi formåede at ødelægge en ny-indkøbt bold, da vi forsøgte os med et spil volleyball på hoppepuden.
Aftensmaden blev grillet og indtaget i hyggelige omgivelser, sammen med vores favorit: de berømte Milk-Cakes, som vi på grund af overskredet salgsdato fik gratis fra Campingpladsen - de var et hit uden lige, og med syv kasser i overskud, var der dømt fest og ballade for resten af turen! Aftenen var reddet, og vi blev mætte (efter en refill på pølser, plus opdagelsen af at Milk-Cakes gør sig glimrende på en grill!). Vi begav os endnu en gang mod stranden. Her gik resten af aftenen med at lave bål, drikke varm kakao, riste skumfiduser og udveksle historier fra hverdagen, vores fremtidsplaner og UWC generelt.
Vi gik i seng, trætte og udkørte, men med en sjov dag i bagagen - og selvom vi i nogle telte lå lidt tæt, kom vi igennem natten nogenlunde veludhvilede.

Næste morgen var lidt grå, og for at løfte stemningen lidt, blev morgenmaden spist i TV-stuen, med OL i fjernsynet. Morgenmad gik over i frokost, og vi måtte indse, at det meste af dagen var gået med at sidde i TV-stuen (som også var køkken, og derfor havde alt hvad vi behøvede). Emil (Indien) fik samlet sig en bunke af forsvarsløse bier, der begav sig ind på vores territorie, og medmindre Campingmutter har ryddet op, er de der nok stadig i hjørnet. Efter et spil Slapjack - hvor Ursula satte på plads én gang for alle, hvem der bestemmer - og efter vi, til vores store skuffelse måtte indse, at L. Laursen desværre ikke gik videre i bueskydning, gik vi tur på stranden.
Her fandt Natasha og Thomas en "vennesten", hvis to halvdele passede sammen med uhyggelig præcision, at det var helt fantastisk. Stenen hjalp dog ikke da vi kom på afveje, og det kun var Ursula, der formåede at finde vejen hjem. Der var dog ingen af os, der fulgte efter hende, og mens vi andre gik hele vejen tilbage, kom Ursula hjem et godt stykke tid før os andre. Street-credit til Urs!

Aftensmaden blev tilberedt af de nye venner (N&T), til stor applaus fra resten af selskabet. Hyggen fortsatte med snak og kortspil, hvor Morten forbløffede os alle sammen med et korttrick, som Rikke og Tine straks var opsatte på at gennemskue. Beviset tog det meste af aftenen og fyldte op til flere paptallerkener (i mangel på papir). En anden gruppe, hvis evner inden for matematikken ikke er nær så udviklede, og dem, der var blevet for trætte til at tænke på matematik, gik i gang med diverse kort og terningespil, der varede til langt ud på natten.
Natmaden blev lavet og spist spontant, og kort før Mark O. Madsens brydekamp til OL gik på skærmen, gik de fleste af os i seng. Pga. den stjerneklare himmel, blev et par stykker ude for at kigge på universet, og vi så op til flere stjerneskud.

Næste morgen fik vi fornemt besøg fra UWC, i form af Tines mentor, der netop er færdig med sit ophold på UWC-USA. Det var dejligt at snakke om det, der venter os alle om kort tid - og få de sidste ting og spørgsmål afklaret og besvaret. Efter morgenmad og oprydning, kørte vi med bussen tilbage mod Nyborg station, hvor vi hver især begav os tilbage til vores hjemby og hverdag. Campingturen var kort men utrolig intens, og vi var i 3 dage inde i en boble af UWC. Det var en dejlig forsmag på, hvad der venter os, og jeg tror alle vi kan være enige om, at vi glæder os endnu mere nu, end vi gjorde før (hvis det er muligt!?). Vi kan vist også være enige om, at Camping 2009 allerede nu er på plakaten. Forhåbentlig med fuld deltagelse af hele årgangen, så vi kan udveksle historier fra vores første år på UWC til den tid.
Jeg vil gerne takke for en god tur, og jeg håber at vi alle kommer godt afsted på UWC. Vi ses om et år til Camping 2009!

Skræmmende, spændende og sikkert også meget sundt

2008-08-07T21:18:00.002+01:00

Det var engang i april måned sidste år, at min nu 31-årige (?) fætter fortalte mig om hans egne oplevelser med United World Colleges. Havde det ikke været for ham, tror jeg aldrig, jeg ville have hørt om denne fantastiske chance. For alt for mange mennesker har aldrig hørt om UWC, deriblandt alle mine egne bekendte. Og det er en anelse trættende i længden, at skulle svare »nej, det er ikke udveksling eller au pair« og »nej, jeg skal ikke gå i 2.g når jeg kommer hjem« gang på gang. Men kan man bebrejde folk deres uforståenhed? UWC er unikt og utroligt og meget svært at fatte, hvis man ikke er inde i det. Og det føler jeg ikke engang selv jeg er, intro-wekend og diverse internethjemmesider til trods. Jeg tror, at det er en af den slags ting, man kan forberede sig til ligeså tosset man vil, men det vil altid vise sig at være helt, helt anderledes end forventet. En foruroligende tanke? Jovist, men også pirrende.
Alt det min fætter fortalte lød utroligt spændende – holdt ud i strakt arm. UWC-scenariet var bestemt ikke en situation, jeg kunne se mig selv i i virkeligheden. Det var omkring det tidspunkt, hvor niende klasse nærmede sig, og jeg var sikker i min sag: Bagefter hed det gymnasiet! Fagligt følte jeg mig klar, så en eventuel tiende klasse skulle ’kun’ være for det sociale samværs skyld. Men efterskole-livet tiltalte mig ikke, jeg havde bestemt ikke lyst til at flytte hjemmefra. I mellemtiden har den holdning ændret sig betragteligt, og nu kan jeg ikke vente med at komme til at bo og leve anderledes! For det bliver bestemt meget anderledes, og jeg glæder mig som en sindssyg til ny livserfaring, til at lære nye måder at se verden på, til en anderledes hverdag og ikke mindst til at møde nye mennesker (to name a few). Og så glæder jeg mig til at vise de andre (og selv opdage), hvad jeg har at tilbyde, som menneske og som dansker.
Alt sammen lyder fantastisk i mit hoved, men jeg kender mig selv nok til at vide, at det også bliver hårdt. Især de første dage vil der være tider, hvor jeg vil blive stresset og overrumplet af alt for mange indtryk. Men jeg føler mig klar til at gribe denne fantastiske mulighed, og er næsten stolt over at jeg ikke er blevet skræmt væk. Bare det, at skulle leve på værelse i to år med tre fremmede piger fra alverdens lande, er så langt fra noget, jeg hidtil har oplevet, at det måske tidligere ville have afholdt mig fra at rejse. Men de uundgåelige konflikter tiltrækker mig i dag. Det er spændende at blive udfordret, og det giver et lille sug i maven at vide at min almindelig, trygge og forkælede hverdag fra Skåde bakker i dén grad vil blive rokket til – og der er ingen kære mor (i bogstaveligste forstand)!
Det er alt sammen skræmmende, spændende og sikkert også meget sundt.

Kære læser af bloggen (værende det en af dem derhjemme, en af mine årgangs-kammerater eller en eventuel kommende elev): Jeg vil forsøge at skrive regelmæssigt og forholdsvis ofte, og forhåbentligt bliver det også med billeder. Men det er vel som med dagbøger: »Jeg vil skrive hver dag!« holder en uges tid, og så går der ellers måneder mellem indlæggene. Og livet på skolen skal jo også leves mens det står på – det varer jo kun to år, desværre.

Begyndende afskedsstress

2008-08-07T16:48:00.004+01:00

Et indlæg fra Sønderborg, hurra! Og højst sandsynligt det sidste dette år. Jeg tager nemlig af sted allerede om halvanden uge til en eller anden (relativt, indrømmet) ukendt ørken i USA. I følge mine oplysninger er jeg den første af "The big ten" (smukt udtryk, by the way), der skal ud på rejsen. En rejsetid på 33½ time hjælper muligvis også lidt i det regnskab. Hvorfor var jeg sådan en spade, da jeg bestilte flybilletter?!? Nå sket er sket og så kan jeg bruge rigtig lang tid på at gå (okay, sidde) og glæde mig. Næste gang tjekker jeg i hvert fald lige om der er en lidt lettere afgang, jeg kan tage med.
Jeg har allerede sagt farvel til de første af mine nære venner og underligt nok var det ikke så sørgeligt. Jeg tror ikke selv, jeg har fattet, at det er sidste gang i 4 måneder jeg ser noget til dem. Jeg holder også afskedsmiddag for min familie den her weekend, så der bliver det nok en anelse mere tårevædet.

Derudover er jeg temmelig travlt beskæftiget med at fylde underlige formularer ud (stadigvæk!) og konstruere en pakkeliste. Jeg er ikke gået i gang med at pakke endnu, og jeg tror ærlig talt pakningen kommer til at ske de 3 sidste dage, jeg er i Danmark. I øjeblikket tør jeg ikke gå i gang med projektet, da det virker alt for stort og uigenkaldeligt. Jeg bevæger mig rundt i en underlig tåge af spænding, nervøsitet, lykke og dyb rædsel.

Sønderjyske hilsener fra Tine, UWC-USA '08-'10

Skype til Teamet

2008-08-05T20:45:00.003+01:00

Hej venner.

Så er det at jeg sidder og tænker, ville det ikke også være rart hvis vi kunne snakke sammen, på en mere lydhør måde end, blog, mails, telekinese og didgeridoo. selvom en didgeridoo laver ret meget.
Jeg kom så pludselig i tanke om, mens jeg sad på en lille sten, at skype da ville være en fremragende ide.
Hvis er i er med på ideen, så gå ind på skype.dk og hent det til jeres små bærbare eller deslige.
Jeg foreslår at vi bare skrive vores skype-navne(arto-navne er dog lidt federe) som en kommentar til mit lille skriveri her, og så kan vi tilføje hinanden. lyder det ikke rart?

Jeg starter gerne, mit fikse navn er: thomas.rueskov.andersen

vi snakkes

17 dage inden afrejse.

2008-08-03T13:21:00.011+01:00

TRANG, RCN:

Hey!

Jeg hedder Trang. Jeg bor i Odense, og jeg er blandt de seks elever, der er udvalgt til at gå på Red Cross United World College, der ligger i Norge. Du har måske nok allerede fået en fornemmelse for, hvilket slags koncept UWC er, gennem diverse forklaringer og præsentationer på denne blog. Jeg vil først og fremmest fortælle lidt om, hvordan vi 16 unge overhovedet er nået her, samt hvilke tanker, man gør sig, når man er så tæt på afrejse.
Det er således, at vi, udvalgte elever, har været igennem to ansøgningsrunder.
Efter ansøgningsdeadline, der ligger i slutningen af februar, bliver alle ansøgere inviteret til 1. runde. Man deltager i nogle forskellige workshops, hvorefter der er en lille hyggelig samtale med udgangspunkt i ens ansøgning.
Det fede ved 1. runde er, at det er tidligere elever, der afholder ansøgningsrunden, hvilket gør stemningen mere afslappet og mindre formel. De kender til den nervøsitet og anspændthed, der forekommer, når man skal udvælges til noget. Jeg vil da også påstå, at det er en fordel, fordi de ved hvad det handler om.
Hvis man er så heldig at nå videre til anden runde, bliver man indkaldt til et lille 20 min. interview i KBH med nationalkomiteén. Hvis man endnu engang er så heldig, så er man en af de udvalgte. Hurra! - siger man så. Eller hvad?
Ærligt talt, så husker jeg ikke så meget fra den dag, hvor jeg åbnede mit optagelsesbrev. Jeg var lidt i ekstase, gik rundt og smilede for mig selv hele tiden. Men hvordan har en person, der skal til udlandet, det i perioden mellem optagelse og afrejse?

Tja, når det gælder afsked, så er der jo altid nogle ambivalente følelser, der kommer i spil.
Man åbner brevet, ser at man er optaget, jubler på livet løs i noget tid, hvorefter man falder ned og begynder at gruble lidt. Man sidder og overvejer, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Hvordan holder man kontakt med familie og venner? Man tænker lidt på, om man har de samme venner, når man kommer hjem - hvis man kommer hjem igen?
Tusinde tanker flyver rundt i hovedet på en, for: yes, man er optaget, men nu er det ikke ønsketænkning længere, nu skal man forholde sig til alle de ting, der er forbundet med at tage afsked. Jeg vil dog påstå, at det dog alligevel ikke uoverkommeligt svært, for UWC gør en glad og helt ekstatisk. Det faktum, at der er noget helt nyt og anderledes i vente gør, at man er mere excited end ked af det. Hvorfor skulle man også være ked af det?
Det lyder måske kynisk, men det er jo en fantastisk mulighed for at prøve sig selv af og prøve en helt anderledes gymnasieoplevelse. Det betyder dog ikke, at man ikke er lidt neder over at forlade sin familie og sine venner, selvfølgelig ikke.

UWC gør en helt glad og ekstatisk, skrev jeg. Hvorfor?
For det første, fordi man får lov til at få en anderledes ungdomsoplevelse. Det er jo helt vildt, at der er 80 forskellige nationaliteter på sådan en skole.
For det andet, fordi man allerede fra optagelse bliver kontaktet af en 2. årselev, enten via mail eller opkald. Det er meget sjovt, for et par dage efter offentliggørelsen af de nye danske elever på den norske skole, blev jeg pludselig kontaktet af en 2. års elev fra Nicaragua. Jeg synes bare, at det fortæller lidt om hvad UWC har at byde på. Prøv at tænk at blive ven med en fra Etiopien, siger jeg bare! Personligt glæder jeg mig til at blive ven med en afrikaner! Man føler sig utrolig velkommen i et fantastisk stort netværk, og folk er så sindssygt fede. Det er helt vildt. Vi har været på introweekend, hvor vi lærte hinanden at kende, og størstedelen af årgangen skal snart på camping. Jeg synes, at vi har en utrolig fed årgang, no doubt.

Jeg glæder mig til at komme afsted, men lige nu føles det pludselig som om, at 17 dage ikke er nok til at sige farvel. Ambivalente følelser, længe leve!

sweet :)

2008-08-02T21:37:00.005+01:00

En måned igen og så er vi der.
Jeg kan virkelig relatere til det du har skrevet Jesper. Tror bare at jeg hopper lystigt rundt i verden af uforståenhed over det jeg skal til at opleve. Lever for tiden bare i et hul hvor jeg ikke rigtig sanser ting omkring mig pga af den enorme spændthed på det nye.

By the way, er ved at lære at lave brunsviger(dejligt fynsk) så kommer i til fyn svinger i bare forbi til kage :P

Som Chris Pontius ville have sagt: Så er vi ultra mega dudes og dudeins. Synes det er fantastisk at vi tager ud i verden, i to år, gøgler vores ass off, mens vi lærer en masse spændende mennesker at kende, og deres kulturer. Jeg er virkelig glad, og stolt over at jeg får mulighed for sådan en oplevelse. Og jeg er glad får at det er sådan en fed årgang af danskere jeg skal opleve det med. :)

Au revoir

T minus 18 dage til UWC

2008-08-02T16:10:00.003+01:00

18 dage til jeg sammen med de 5 andre "Nordics" begynder mit UWC ophold.

Min mentale tilstand er mildest talt ambivalent. Jeg glæder mig som et lille barn det ene minut og er så spændt/nervøs det næste, at jeg ikke aner hvad jeg skal gøre af mig selv.

Dog er jeg sikker på det bliver intet mindre end fantastisk! Ikke blot for de der tager til det høje nord, men alle de andre fantastiske mennesker jeg havde fornøjelsen af at møde på vores fælles introweekend i Haslev.

The Big Ten kalder de vores årgang. Intet mindre end 16 mennesker spredes for alle vinde, de næste to år, om ganske kort tid.

Vi har sat Dansk UWC rekord for udvalgte. Noget jeg mener vi kan være rigtig stolte af.

Pas godt på jer selv og få det meste ud af jeres 2 fantastiske år

Jesper, RCN 08-10

Velkommen til bloggen

2008-07-28T11:43:00.003+01:00

Hej og velkommen.
Vi er glade for, at du gider at bruge din tid på at læse vores fællesblog.

Kort omkring vores ophold:
Vi er 16 unge danske elever, der hver især har fået et stipendium til at tage på en speciel international kostskole, der fungerer på et gymnasialt niveau.

Organisationen blev oprettet efter 2. verdenskrig af pædagogen, Kurt Hahn, med formålet om at skabe en større kulturel forståelse og tolerance, samt mere fred i verden fremover. Derfor blev der oprettet en skole, hvor unge fik lov til at mødes og leve sammen. Derudover fik de muligheden for at få en uddannelse med høj akademisk standard (noget som UWCskoler er kendt for at have).
Dette koncept har skabt 12 skoler på verdensplan. Den danske UWCafdeling har, i år, sendt 16 elever afsted til 7 forskellige kostskoler. Dem, som vi er sendt til er: Bosnien, Costa Rica, Hong Kong, Indien, Norge, USA samt Wales.

Denne blog er et initiativ, der sørger for, at potentielle ansøgere (og selvfølgelig også alle andre) får muligheden for at læse om, hvordan det er at være UWCelev. Det er en stor fordel at kunne danne et lille indtryk af de forskellige skolers udbud ifh. aktiviteter og fag, inden man bestemmer sig for, hvilken skole man egentlig godt kunne tænke sig at komme til, da skolerne udbyder noget forskelligt.
Udover det, indeholder bloggen hovedsageligt strøtanker fra hverdagen, samt indtrykket af UWCkonceptet som helhed.

Det var sådan set det første indlæg. Vi håber på at kunne bidrage med så meget som muligt gennem de to år, vi er afsted.
De kærligste hilsener

United World College DK; årgang 08-10