Back to AC...

Saa gaar det loes igen! Vi er tilbage paa ac og hart tre uger alene foer vores nye 1st years kommer. Denne persiode kaldes “august perod.” Det er tre uger med ingen lektier (udover coursework og EE!!), men derimod masser af service! Op til fire timer om dagen, og service weekends torsdag til soendag. I min service, CAVRA, har vi bl.a. vandret/klatret paa det hoejeste bjerg I wales, Snowdonia. Det var en fantastisk tur! Og vi laerer alle hinanden rigtig godt at kende, nu hvor der kun er halvt saa mange elever paa skolen. Paa tirsdag skal vi have grupper af boern fra lokalomraadet paa klatrevaeggen.
Her er nogle billeder fra turen til nordwales:

Fantastisk vejr! Holdet foer afgang
Kavita fra Nordirland
Mine foedder og udsigtEirik (Norge), Gala (Tyskland), Suomi (Italien) og Kavita: Ta-daaa!Op, op...Navnet paa vores service, CAVRA (Cardiff And Vale Rescue Association) men ogsaa det spanske navn for et dyr, vi moedte paa vejen...Eiriks waterbreak-poseAften paa vores youth hostel: Kavita, Gala, Suomi og Christine fra Uganda Naeste dag: Nu med hjaelme!
Naar man gaar op maa man ogsaa gaa ned...

På den igen

Tine, UWC-USA:
Nu er det rimelig præcist en uge siden jeg igen trådte ind på skolens grund. Det var en lidt underlig begyndelse. Da jeg er med i skolens Wildernessprogram skulle jeg ankomme ca. 4 dage før resten af mine co-years. Af årsager jeg nu har glemt, ankom jeg en dag før resten og kunne derfor se frem til en meget lang nat i Albuquerque lufthavn. Heldigvis var min Get-away-mom (Plejemor?) så sød at hun hentede mig i lufthavnen og kørte en 2 timers tur hjem til hendes hus, hvor jeg overnattede, tog et bad og spiste godt med morgenmad, før hun kørte mig ud til skolen. Jeg ankom ca. 3 timer de andre Wildernessleaders skulle komme, så jeg havde god tid til at gå en tur op på bakken bag skolen og nyde synet af Montezuma Castle i strålende solskin og 30 graders varme.

Da de andre leaders kom til skolen var der selvfølgelig glæde og høje jubelråb, hvorefter vi straks gik i gang med planlægningen af næste wildernessekspedition.
Turen gik til Pecos naturreservat, der virkelig er et af mine yndlingsområder her i New Mexico. Det ligner Alperne til forveksling med høje bjerge, blå bjergsøer, sommersne, floder og grønne bjergenge. Efter tre overnatninger og bestigning af Pecos Baldy, der er omkring 4000 meter, kunne vi vende tilbage til skolen samtidig med de elever, der ikke var med i Wilderness.

Her er en lidt underlig stemning i øjeblikket. Ingen af os føler os som 2nd years. Som en af mine veninder meget smukt formulerede: "Vi er jo bare førsteårselever uden vores andenårselever i nærheden". Der bliver talt meget om Extended Essays, Collegebesøg, og selvfølgelig de kommende førsteårselever. Jeg ved allerede hvem min roomie er, og jeg er godt i gang med at få hendes side af værelset til at ligne noget, man har lyst til at tilbringe tid i. Det bliver interessant at få sat et ansigt på det navn, der står skrevet på min dør.

Nu vil jeg bevæge mig op til skoleårets første officielle fest, der bærer temaet "Beachparty". Det skal nok blive sjovt.

Så skete det...

Faktisk må jeg blankt indrømme at det ikke var så svært igen. Jeg må nok sande at jeg ikke var så tæt på dem som mange andre var. jeg kneb dog ne tåre eller 3 da en af min bedste venner her oppe, og sådan lidt en storebror for mig, to g af sted. Ezequiel fra Argentina. Man skal godt nok hele sydamerika igennem for at finde nogen så fantastisk som ham.

vi blev alene på campus. Det var MEGET underligt, men en af vores volunteers, Andrew, smed en våd dragt på mig, også smuttede vi ellers i fjorden, fra en 12 meter høj klippe. Dagen efter tog vi til en lille ø der hedder Svanøy, og studerede Hjorte til dne helt store guldmedalje i silende regn. Det var faktisk meget sjov, men der var mange der brokkede sig. Jeg hyggede mig storartet.

Med chance for at blive lynchet af mine co-years, så glæder jeg mig til at blive 2.års selv. Når man læser tilbage, så kan godt mærke at man har udviklet sig fra en forskræmt dansk knægt til en.... ja den tror jeg vil lade stå åben til om et års tid hvor jeg er færdig.

Til alle 1. års glæd jer! Det bliver med garanti 2 år hvor i oplever jeres største højepunkter i livet, men også de største nedture. Det man ender op med er noget som ikke kan beskrives, men som skal opleves for at forstås. Jeres geografiske position de næste 2 år er i og for sig ikke vigtig, det er oplevelsen der tæller, og ikke kun IB og stress ;)

Ha' det pænt
Jesper

Hong Kong Airport

Hong Kong Airport 25. maj 11:18am lokal tid.

Jeg har en virkelig underligt følelse lige nu. Skoleåret er ovre, foran mig er en 2-3 måneder lang ferie, affslapning og en mindre pause fra IB'en. Men det betyder altså også, at jeg i dag skulle sige farvel til nogle af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt i mit liv.
Der er specielt nogle få enkelte 2.års elever som jeg betragter som min egen familie, og som jeg igennem det sidste år er blevet usandsynligt tætte med. Det er mærkeligt hvordan jeg i løbet af blot et år har skabt venskaber for livet, fået omkring en milliard forskellige nye indtryk og har oplevet ting jeg aldrig havde troet mulig. Hold op hvor var det svært at sige farvel.

I aftes havde vi en gathering i vores courtyard, hvor vi alle fik lov til at skrive i hinandens Yearbooks. Tanker om det sidste år (de sidste to år for halvdelen af de tilstedeværende) blev udvekslet, der blev grædt og uddelt kram. Jeg sov ikke i nat, var oppe til 6.30 am hvor jeg tog et bad, lukkede min kuffert og gjorde mig klar til at tage til lufthavnen med Anne fra Holland.
(Anne brækkede armen den anden dag, og jeg tog derfor tidligt i lufthavnen med hende for at hjælpe hende med at komme på hendes fly!)

Jeg havde lidt svært ved at tro det, da den grønne taxi rullede ind på campus. Taxi no 7333. Dem jeg holdte af var omkring os for at sige farvel, nogle skal jeg se igen om 2-3 måneder .... andre skulle jeg sige farvel til for altid. Og det er altså en skræmmende følelse, skal jeg hilse at sige. Da jeg sad i taxien og rullede ud gennem porten var det svært at holde følelserne tilbage, men sådan tror jeg nu alle har det, en dag som i dag.

Hvem ved hvor vi ender? Men lige nu må jeg altså indrømme, at det ikke er nemt at sige farvel.

Håber I alle har det godt, og har haft et godt år. Hav det godt.

Sidste indlæg fra mig fra Hong Kong i dette skoleår. 2.nd year here we come!

Pre grad

Tine, UWC-USA:
Så er det dagen før min 2nd years graduerer. Her i USA har vi en rigtig traditionel amerikansk graduationfest med forældre, venner og tredjeårselever som gæster. Jeg skal blive her en lille uge efter grad for at tage på wildernesstur i nogle lokale bjerge, men ellers står den snart på dansk sommerferie.

Dagen i dag er reserveret til at gøre rent i vores dorms og jeg har fået den forholdsvis nemme opgave at støvsuge andensalen. Hurra for det. Ellers er mit værelse nu blevet ommøbleret og pakket, så det ligner det værelse jeg sagde goddag til i august. Det er meget, meget mærkeligt.

I aften har vi den sidste fest, hvor vi signerer yearbooks, spiser pizza med faculty og danser til den lyse morgen. Det er underligt at sige farvel til mine 2nd years, og jeg tilbragte en stor del af i går sammen med Jukka fra Finland, der stadig er en af mine bedste venner. Vi sammenlignede Nik og Jay med underlige finske rapmusikere. Sådan kan man også tilbringe en torsdag aften.

Ellers er vejret her slået om til tordenbyger hver eneste dag. En lille smule som da jeg kom her første gang...

Lidt procrastination

Tine, UWC-USA:

Jeg har lagt mærke til at jeg er ekstra god til at skrive blogindlæg, når jeg har meget travlt. Så i stedet for at læse op til min engelsk og matematik eksamen på mandag, eller skrive de 4 historieessays (No kidding. Vores lærer var så "flink" at hun "kun" gav os essays og ingen eksamen i historie), jeg skal aflevere på mandag, skriver jeg nu et blogindlæg :)

Vi er så småt ved at planlægge orientation for næste år, og jeg skal stå for at lede to wildernessekspeditioner, naturligvis sammen med andre wildernessledere. Så samtidig med at vi har eksamener næste uge, skal jeg pakke til en 4-dages tur i Ghost Ranch for at "forberede" os på området. Jeg glæder mig en smule til turen, selv om det ikke ligefrem er fantastisk at tage væk fra skolen, når man allerhelst vil nyde den sidste tid sammen med sine andenårselever.

Ellers står eftermiddagen i dag på "dormdinner", hvor vi spiser sammen med vores dorms. Vores dorm har valgt en picnicinspireret middag for at nyde den pludselige sommer. Vejret her skifter enormt meget, men de sidste par dage har vi haft 30 grader og skyfri himmel, men der er desværre ikke så meget tid til at nyde det.

I går havde jeg min præsentation i TOK. Jeg fremlagde sammen med Ingunn fra Norge om IB'en og UWC. Vi nåede frem til, at selvom vi er trætte af det travle liv her med alle lektier, tester og essays, så ville vi ikke bytte det ud med en mere chilled hverdag. Mange af eleverne fra Afrika, Asien og Latinamerika kommer her fordi de netop har mulighed for at få en god uddannelse og komme på et godt universitet. Og UWC ville ikke være UWC, hvis alle de elever valgte at blive hjemme. Som alt andet her blev præsentationen lavet i sidste sekund, men vi mente selv, vi havde gjort et hæderligt stykke arbejde.

Og, uh! Jeg er glad for at introweekenden kommer til at lægge i det skønne Sønderjylland.

Et enkelt billede fra Blind date festen. Min blind date var Shing Shing fra Hong Kong, og han er helt sikkert en af de andenårselever, jeg kommer til at savne.

Temaet var "Rockstars vs. Red Carpet", derfor den rimelig ekstreme mængde eyeliner.

Mojn herfra og vi ses i Sønderjylland!

Billeder fra 2nd Term

Nu nærmer vi os enden.
Det er meget mærkeligt, om to ugers tid er jeg hjemme igen! Jeg glæder mig til sommerferie i Danmark, men samtidig gruer jeg mig for disse to intense uger med en masse skole-afleveringer og farvel-knus.
Der er ikke så meget at sige, andet end at det bliver utroligt svært at sige farvel. Her er nogle billeder fra 2nd term på Atlantic College:






Forår: Dylan (Alaska) og Facundo (Paraguay) uden for Morgannwg + jeg og Rina (Finland) ved The Cliffs




Service: CAVRA-hike i fantastisk vejr
(Eirik fra Norge og Iara fra Bolivien)

ps: do you know where we are...?











Girls Evening (before we say good-bye):
Dorm-photo!! Esther (England/Sydkorea), Veronika (Tjekkiet) og Na (Kina)

180 grader og 1st year exams

AHHHHHHHH YEAH

Så er Norge vendt 180 grader og blevet det lyseste sted på planeten. Lige så mørkt osm det kan være, lige så lyst er det lige pt. Vi har sol lys til kl 22:30. Det er bare tiltrængt i høj grad. Der er sket en grøn eksplosion her omkring. ALT er bare gået i sprunget ud i fuld flor den sidste uge. Super skønt.

1st year exams er lige om hjørnet, og vi er, lige som vores 2. års er gået i IB mode. De her karaktere er vigtige for vores universitets ansøgninger i oktober, så folk går amok med studierne. Jeg læser, ligesom alle andre, men med et sundt gran salt. Jeg vil, som tidligere nævnt gerne studere musik. Så det er det jeg arbejder hen imod. Det kræver ikke det store IB gennemsnit, men jeg giver den alligevel en skalle for mit eget egos skyld.

Så bliver det i øvrigt helt fantastisk at komme hjem og holde ferie. Det glæder jeg mig helt urimeligt meget til.

Jeg kan i øvrigt melde til interesserede at Dana fra Iran kommer med til introweekenden. Han er nok den mest tossede person i kommer til møde på RCN. Han er super cool og komplet gak i låget.

Ha' det pænt
Jesper

Drag queen og solo ekspedition

Tine, UWC-USA:

Så er det for alvor begyndt at gå op for mig, at mine dage her på stedet som førsteårselev er ved at være talte. I øjeblikket er vi i gang med at planlægge en masse sidste øjeblikstraditioner, som på en eller anden måde skal presses ned i det i forvejen stramme skema. I fredags var det en af de mere utraditionelle af slagsen, nemlig Drag Queen. Aftenen går helt som navnet antyder ud på, at fyrene klæder sig ud som piger, og ellers kæmper om at opnå de eftertragtede placeringer som henholdsvis "Bitch", "Princess", "Princess og "Queen". Af frygt for eventuelle konservative forældre, der sidder hjemmefra og følger med på internettet, har vi fået strengt forbud mod at vise billeder fra showet, der ellers var lidt af en oplevelse. De blev dystet i alt fra bitchfight til den mest sexede dans, og det endte med at der igen i år blev valgt 4 nye 1st years til at videreføre traditionen. Det er helt frivilligt om man har lyst til at stille op, og deltagerne går meget, meget højt op i det. Alt i alt en meget underholdende aften!

Dagen efter (faktisk næste morgen meget, meget tidligt) stod jeg op og skulle på mit livs første soloekspedition. En normal wildernesstur, hvor vi sover hver for sig, dog så tæt på hinanden at vi ved hjælp af vores fløjter kan få kontakt til hinanden, hvis noget skulle gå helt galt. Turen gik til Ghost Ranch, hvor vi havde vores introtur, så det var meget mærkeligt at få genoplivet minderne fra dengang, man ikke var helt sikker på hvad UWC var for noget. Vi "soloister" dannede et team for sammen at finde frem til den bjergryg, hvor vi skulle overnatte. Det var mig, KK fra Hong Kong, Maki fra Japan, Sara fra Egypten/USA og Mike fra Mexico/USA og selvfølgelig Tom, der har ansvaret for Wildernessprogrammet. Efter vi ankom på bjergtoppen, blev vi adskilt og satte vores letvægtstelte op.

Det var en meget, meget underlig følelse igen at være helt alene uden alt det hurlumhej, der normalt omgiver én på UWC. Ærlig talt anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, så jeg besluttede mig til at bruge tiden på at sove. Og sove fik jeg gjort! Fra 16 om eftermiddagen til kl. 10 næste morgen. Næste morgen samlede vores team sig igen og gik sammen ned til bussen, der ventede på at køre os hjem til skolen.

Ingen fotos de næste 1½ måned. Mit kamera har valgt et meget fantastisk tidspunkt at bryde sammen på. I stedet får i et gammelt foto, bare for at krydre indlægget en smule :)

Mia (Belgien/Finland) Og Bart (Holland) på en café i Santa Fe, hvor vi slappede af for en måneds tid siden.

Pool Party?

Jeg ved det! Undskyld - jeg er lidt sløv til at opdatere. Men de sidste par uger (måneder?) har hvert et minut jeg havde til overs været brugt på lektier og at sove.

Nu sidder jeg så fredag aften, har netop afsluttet ugens sidste aflevering. Klokken er 22.24 og jeg giver mig selv et par minutter til at give lyd fra mig herinde!

I dag var 2.års elevernes sidste skoledag, så hele dagen blev de kære små 1.års elever overfaldet med vandpistoler og desværre forhindret i at komme til vores timer. Sikke en skam ;)
Dagen kulminerede med at alle 2.års eleverne fandt deres kære firsties og smed dem i poolen, med tøj og det hele på. Til sidst var alle skolen 200+ elever i poolen, stemningen var høj og 2.års eleverne overlykkelige over at de nu har overstået IB'en .... altså, sådan næsten - for der er jo stadig eksamener at tænke på.

Det er også det næste skridt for mig. Mine eksamener starter den 4. maj og slutter den 15. maj. det skal nu nok gå, men skal nok lige have læst op på alt stoffet jeg har været igennem ... for der er efterhånden meget.

Tanken om at være 2nd year er lidt skræmmende. Men ser nu frem til det - Beijing og Nordkorea venter i starten af august og det glæder jeg mig rigtig meget til (på trods af den megen ståhej der har været med Nordkorea på det seneste).

Min far kommer til Hong Kong den 15. maj, på vej tilbage fra Taiwan hvor han alligevel skulle ud. Bliver godt at vise skolen frem til dem derhjemme, og få besøg herude :)

Ellers ser jeg frem til sommeren - og har besluttet mig for at på trods af EE, IA's, TOK og diverse andre IB-lege, så vil jeg have den bedste sommer i mit liv. Danmark, her kommer jeg.

African show og reflektioner om det kommende 2. år

Så kom turen til det store kontinent, som har været mangt og meget i gennem. AFRIKA. Man kunne dog ikke mærke alle de sorger og lidelser i går, hvor de pumpende rytmer fra trommer dominerede aftenens festivitas. Det var glade snage og høje råb der gjaldede i auditoriet.

Det var vildt fedt. Specielt når ens musikalske force ligger et ganske andet sted end der hvor vi befandt os i går. Så det var jo en sjov udfordring.

Så nærmer det 2. år sig med hastige skridt. Det er jo noget af det mest ambivalente jeg nogensinde har været udefor. På engang skal vi sige farvel til de 100 mest fantastiske mennesker, man nok nogensinde kommer til at møde. På den anden side skal vi jo sige goddag til 100 lige så fantastiske mennesker. Vi ved kort sagt ikke om vi skal grine eller græde.

Så kommer det akademiske, selvom jeg har mine mistanker om at det er super hypet, så er man jo stadig nervøs for hele det der EE, TOK, IA show vores 2. års har talt meget om.

Det hele skal jo nok gå, men det bliver jo nok ret hårdt.

Så er det jo blevet påske. Det betyder jo ferie, dog i en lidt afkortet form her oppe, vi får først ferie på onsdag. Det bliver rigtig fedt, for jeg skal til Nordfjell sammen med mine gode venner Marius og Bjørnar og stå på ski.

Der kommer nok et blog indlæg om hele den affære på et tidspunkt.

Ha' det pænt

Jesper

PS: Tillykke til de nye norske 1. års

Project week

Tine, UWC-USA:

Det lader til at halvdelen af UWC-skolerne har været på project week, så nu kommer der altså også et indlæg om min.
På UWC-USA er ugen skruet sådan sammen, at andenårseleverne har frie tøjler til at tage hvorhen de lyster. Os førsteårselever skal på en tur arrangeret af skolen, men da valgmulighederne er mange, er der en del andenårselever, der vælger at tage på en "førsteårselevtur".
Jeg valgte at tage til Los Angeles for at lære mere om de kæmpemæssige problemer USA har med hjemløse. L.A. er af de byer i USA, hvor der er allerflest hjemløse, dels pga. klimaet, de skyhøje boligpriser og den amerikanske tro på, at så længe man drager mod vest, er man på vej til et eller andet. Der var selvfølgelig også tid til shopping, Walk of Fame, museumsbesøg, strandture til Stillehavet og en enkelt biograftur.
Meget af tiden brugte på rent administrativt arbejde i de forskellige shelters. Vi sorterede post, tøj og donationer, lavede mad eller hjalp med alment kontorarbejde. Vi kunne se at det aflastede de frivillige ikke så lidt, men de allermest givende oplevelser fik vi, når vi fik lov til at snakke med de hjemløse. Vi dansede hiphop med en gruppe hjemløse teenagere, lavede ansigtsmaling med børn af hjemløse og hørte historier om alt for hårde liv fra de voksne hjemløse.

Billeder:
Carson (USA), Kelsey (England), Sydney (USA, Frankrig, Canada) og Raustin (USA) på Walk of Fame.


Milla (Finland) og Stillehavet.

Juan René (Peru) og José (Honduras) i en eller anden episk kampscene, jeg aldrig rigtig fandt ud af hvad handlede om.

Euroæerne styrede køkkenet, så intet peanutbutter i en hel uge! Milla (Finland) og Simone (Italien).

På vej til Getty museumet

Afslapning efter en hård dag. Juan René (Peru), Jessica (Polen), José (Honduras) og jeg.

Vi havde ikke rigtig tilladelse til at tage billeder, mens vi lavede hjælpearbejde, derfor de mange afslapningsbilleder.

Tillykke til de nye 1st years!

1st YEEEEEAAARS!!!!

Så skete det, vores arvetager, afløsere, de kære små.

De er i den forgangne uge blevet udvalgt. Det er en helt underlig fornemelse at skulle til at være 2. års elev. Man glæder sig, men samtidig betyder det at man skal sige farvel til 100 fantastiske mennesker. Vores 2.års elever forlader dette sted d. 23 maj 2009. Det er helt surealistisk. De beskrev det selv som værende den "værste dag i mit liv", da deres 2. års rejste.

Det skal selvfølgelig heller ikke være Doom and Gloom det hele!

Til de nye 1. års RIGTIG hjertelig velkommen i dne fantastiske UWC verden. Det bliver uden tvivl to fantastiske år af jeres liv! Selvfølgelig er der hverdag, lektier op og nedture, men det er virkelig så meget federe end hvad nogen dansk skole har at byde på.

Det er nogle regler som man skal følge, regler, som måske virker helt i skoven for unge danskere, der er vandt til at gøre stortset hvad der passer dem (yours truly included). Det kan godt være et kultur chock, at man som rygere ikke længere må ryge på UWC skoler, eller hvis man er vandt til at drikke som et hul i jorden i weekenden, ikke længere kan det. Eler at man skal være på sit værelse på et bestemt tidspunkt hver aften. Eller at man ikke må sove på sin kærstes værelse.

Det ldyer jo unægteligt som om man er hvnet i autoritær stat, men man lære at alle regler ikke er til for at begrænse ens personlige frihed, men at sørge for at alle eleverne kan leve sammen uden alt for store problemer. Tænkt på det som negativ input for at få et positiv output.

Spørgmål og bekymringer (ja, dem opstår der en del af) skal i bare læsse af på os. (2. års) hvad end det er på facebook eller mail.

Vi glæder os til at møde jer til sommer.

Ha' det pænt

Jesper

Project-week

I gaar kom jeg hjem fra en uges project-week. Project-week paa AC er en uge her i marts hvor hver enkelt elev vaelger sig et projekt. Mange af dem er arrangeret af laerere - f.eks. en tur til Yemen, Liverpool, Venedig, Norge osv. Man kan ogsaa arrangere turen selv, saa laenge den har et eller andet kulturelt eller akedemisk indhold. Det er altsaa ikke en ferie hvor man kan rejse hjem, men det er f.eks. et godkendt projekt at rejse til London med et par venner for at fotografere, gaa paa kunstmuseer eller lignende. Jeg selv tog med skolens kor paa en tur til Tyskland, Belgien og Holland. Det var helt fantastisk! Selvom der var uendelige timer i en varm bus, overnatning paa gulvet i stuen af belgiske ex-elever og maden ikke var i top, var det en mindevaerdig oplevelse. Vi var ca. 50 mennesker i koret, og det var en rigtig dejlig gruppe. Ca. hver aften havde vi en stor koncert - ofte i en kirke eller en cityhall hvor der var fantastisk akustik! - og derefter var der som regel reception og bar og natteliv. Vi fik ogsaa noget fritid til selv at undersoege de byer vi besoegte, og det er denne fritid som var aller sjovest. Bl.a. havde vi en hel fridag i Koeln (Tyskland) hvor vi formede en gruppe paa gaden og sang vores sange - efterhaanden dannedes der sig en stor halvcirkel omkring os og vi tjente i alt over 70 euro! Andre minder er besoeget paa den kommende UWC-skole i Maastricht, og da vi sang paa et aeldrehjem i Belgien hvor de gamle kun talte flamsk og vi maatte kommunikere med pen og papir - og med sang.
Man bliver rystet sammen paa en anden maade naar man er vaek fra AC og vi havde hyggelige naetter hvor vi moedtes paa vaerelserne og snakkede indtil vi faldt i soevn i vores soveposer...
Naeste aar gaar turen med Tour Choir til DANMARK, Norge og Sverige!! I princippet kan man godt deltage som andenaarselev (der var fem-seks stykker i koret i aar), men naeste aar haaber jeg paa at komme paa projektet til Israel og Palestina - det ville vaere mit livs oplevelse! Men det er svaert at faa plads, saa wish me luck!
Her er til sidst et par billeder fra turen:


















Faergen fra England til Frankrig: Iara fra Bolivien, Gala fra Tyskland og Yuki fra Japan

Bruggge, Belgien: Marieke fra Tyskland, Nina fra Brasilien og Iara

Brugge: Thea og Maren fra Norge, Iara, Marieke og Becki fra Wales

Koeln, Tyskland: Jordan fra USA, Thea og Maren foran katedralen

Koeln: Quinn fra Fillipinerne, Jordan, Iara, Yuho og Yuki fra Japan























Maastrict, Holland: Maren og Marieke


















Amnesty International Party i Maastricht

Optagelsesprocessen... endelig...

Langt om laenge fik jeg sat mig ned foran UWC-bloggen. Jeg ved godt at det er meget sent, men jeg skal proeve at skrive lidt om optagelsesprocessen for UWC i Danmark (efterspurgt af Ida og Lyra i mit forrige indlaeg)…
Optagelsesprocessen bestaar af to runder efter at du har indsendt din ansoegning: Foerste runde er en hel dag med workshops i den del af landet hvor du bor. Anden del (hvis man gaar videre) er et interview i Koebenhavn.
Jeg husker workshop-dagen som sjov og lidt skraemmende paa same tid. Vi var 11 ansoegere som moedtes i Aarhus hvor en masse eks-elever tog imod os. I et stort lokale med langbord fik vi frokost og the, og ‘observanterne’ (for de havde alle pen og papir klar til at analysere os) forlod os en stund saa vi kunne snake frit og laere hinanden at kende. Det er en lidt underlig foelelse at sidde der og vide at et par stykker omkring dette bord om et aars tid vil vaere midt i et fantastisk UWC-eventyr. Og man sidder og ser paa folk og alle er saa forskellige og man ved slet ikke hvad det egentlig er, Nationalkommitteen soeger efter. Mon det kunne vaere mig? Fra den dag jeg var til workshop kom et par stykker af sted – bl.a. Thomas, min AC-co-year.
Dagen bestaar af forskellige lege, debatter, oplaeg, kreative forestillinger og et kort interview. Folk er jo forskellige, saa nogle ting er lettere end andre. Og det er okay. Da jeg foerst kom, var jeg bange for ikke at vaere god nok. Jeg var nervoes for at alle de andre ville vaere supermennesker – politiske, miljoebevidste, sociale, erfarne, skole-genier… Og da jeg ankom til AC var det lidt den same foelelse. Men UWC-vaerdierne bestaar i meget mere end det at vaere en god taler, og derfor gaelder det om bare at vaere sig selv (selvfoelgelig). Alle er specielle og perfekte paa sin egen maade og Nationalkommitteen vaelger dem, de mener vil faa mest ud af et UWC-ophold. Ud af de 15/16 personer som blev valgt i aar, er alle meget forskellige. Der er ingen stereotype, man skal leve op til. Hvis du selv mener, at en UWC-skole er det rigtige for dig, at du har noget at give og noget at laere, saa vil det naturligt skinne igennem I din opfoersel, saa laenge du slapper af og har det sjovt. For det er meningen at dagen skal vaere sjov, og selv om jeg var nervoes, kom jeg hjem med en god mavefornemmelsen den foraarsdag for omtrendt et aar siden.
(Det er lidt svaert lige at beskrive optagelsesprocessen dengang. Jeg kan bare huske en mavefornemmelse af spaending og nervoesitet. Hvis der er nogen specifikke spoergsmaal, bare spoerg. Og hvis mine co-years har noget at tilfoeje, er I velkomne)

Første hjælp, snebolds kamp ála UWC, Valentines og SKI WEEK!!!

Nyheder skal der til.

Livet går sin vante gang i Flekke, og vi er tilbage i den daglige rutine. Og hvilken Rutine det er.
2. term er på mange måde langt mere fantastisk end 1. term. vi kender hindanden, man har fundet sine venner, og skellet mellem 1. og 2. års elvev bliver mindre og mindre for hverdag der går. et af store vagtskifte er elevrådet, som for nygligt blev udskiftet med en frisk hold 1. års elever, klar til at over efter et ekseptionelt godt, men udkørt, hold 2. års.

Det andet store punkt, hvor man virkelig kan mærke at vi er ved at overtage 2. års rollen, er når det nye samarit hold blvier udvalgt, efter vores 1st aid PBL går der ca. en måned hvor vi bl.a. får det Serbiske (!!!) landshold i 1st aid på besøg. derefter blvier et nyt hold på ca. 24 udvalgt. Det er da heller ikke uden en hvis stolthed i stemmen (HOST HOST) jeg kan medele, at jeg er blevet optaget på det nye 1st aid hold sammen med 23 af mine co years.

SNE!!!! en halv meter af slagsen ligger der ude foran mit vindu. det er godt ved at tø i øjeblikket , men det har været ustylig flot, så længe det har været her. det blev selfølgelig til en episk snekamp. det er nu sjov at give en brite en vasker, samtidig med at en Isralelier skubber en ned af en sneklædt bakke.

Nu vi er ved sne, så skal vi på ski week i næste uge. der skal vi hygge og stå på ski, det bliver super fedt, der kommer sikkert også et blog indlæg om det.

Så har jeg i øvrigt nået et vende punkt i min eksistens. Jeg har endelig besluttet mig for at jeg vil leve af at spille musik og forfølge min drøm. Det betyder at jeg nok skal læse musik på Uni. Det var en stor lettelse, selvom alle i min omgangs krds bare ventede på jeg selv skulle nå frem til den konklusion.

Med denne kovendning i mt liv så slutter jeg fra nu.

pas på jer selv

Ha' det herligt

PS. Nyudlvagte 1. års: VI GLÆDER OS ABNORMT MEGET TIL AT MØDE/SNAKKE MED JER!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jesper

Andet semester

Natasha, UWCCR 08-10

Så er jeg tilbage til andet semester her på UWCCR. Jeg oplever stemningen (såvel min egen som folk omkring mig) som meget anderledes end i det sidste. For det første er jeg blevet meget mere vant til hele trummerummen her. Jeg kender mit skema, føler mig meget meget bedre tilpas på spansk, ved, hvordan jeg kommer til San José eller på stranden og så videre. Hvor sidste semester mest handlede om at lære livet på campus at kende, de andre elever og Santa Ana (den lokale by) måske, handler dette semester for mig langt mere om at prøve mine grænser af, udfordre mig selv, opleve Costa Rica og knytte tættere venskaber.

En anden forskel er også, at tiden, om muligt, flyver endnu hurtigere af sted. Jeg har allerede været her i en måned og ni dage, og vi har noget med 13-14 uger tilbage, før dimmission og farvel til andenårseleverne. Skræmmende! Som jeg har snakket med nogle af mine co-years om, var UWCCR for mig "løsningen", "redningen", eller hvad jeg skal kalde det. Nu indser jeg, at det liv, jeg lever her "kun" varer to år, og at jeg må finde nye løsninger og veje at gå efter dette.

Apropros det ovenstående har vi nemlig haft vores første introduktion til UNIVERSITETER. Ja. I Danmark havde jeg ikke givet det en eneste tanke, men her er det noget, vi hører om hver dag. Specielt når vores andenårselever begynder at blive optaget i Skotland, England, USA eller hvorend de har søgt hen. Heldigvis var det bare en blid introduktion, hvor vi hørte om det helt fundamentale vedrørende universiteter, hvilket inkluderer SAT, finansiering, hvornår man ansøger og så videre. Vær sød ikke at spørge mig, for jeg har ingen idé om, hvor jeg vil søge hen. Der er en verden af muligheder, og den er endnu alt for overskuelig.

Extended Essay er også noget vi så småt er begyndt at tænke på. Det er, for de som ikke kender til IB-systemet, en dybere, researchbaseret stil på 4000 ord, som man skriver i et af fagene i IB). Jeg har valgt at skrive min i historie. Den kommer højst sandsynligt til at handle om noget i latinamerika, fordi det er så oplagt, når nu jeg er her, og fordi der vil være mange resourcer på spansk, som jeg kan bruge.

Igen vil jeg understrege, at selv om det måske forekommer således i det ovenstående, er UWC altså ikke kun akademisk. Dette semester har jeg været to gange på stranden, en gang på Manuel Antonio (super lækker, men meget amerikaniseret) og i sidste weekend på Playa Esterillos (mindre turistet, flot strand). Der har også været et festival i Palmares, der efter sigende skulle være den festival, hvor der bliver drukket mest, næst efter Oktober Fest i Tyskland. Vi holdt det dog på det nogenlunde moderate niveau. Det var et meget stort sted, nærmest en festby med forlystelsesparker mv., og om aftenen tog vi til et diskotek i "byen". Næste dag var der koncert med det puertoricanske band "Calle 13", og det var stegende varmt med mange mennesker. Rigtig god oplevelse!

Jeg er begyndt at tage et kursus her på skolen, der hedder Mediation. Det handler om ikke-voldelig kommunikation og hvordan man kan undgå konflikter. Det er rigtig interessant, og inkluderer blandt andet træning i Aikido. Efter omtrent 40-45 timer, får vi et diplom for at have gennemført.

Mine CAS'es dette semester er Freedom to Arts, Klatring (denne gang rappeller vi og klatrer i rigtige klipper i naturen) og Cen-Cinai (vi arbejder med børn alderen 2-5 år). Jeg spiller desuden med på skolens hold i Ultimate Frisbee. I weekenden havde vi vores første match mod et rigtigt frisbee hold fra Heredia. Det var en rigtig god oplevelse, selv om vi fik lammetæv af et hold bestående hovedsagligt 25-30 år gamle mænd. :)

Næste uge tager vi af sted på Project Week. På UWCCR handler det om cirka 9 dage, hvor vi laver hjælpearbejde der er associeret med en af skolens tre "Pillars", der er fred, miljørigtighed og "multiculturalism". Jeg skal ud og arbejde med et indianersamfund (Malecos) i nordvestdelen af Costa Rica. Det glæder jeg mig meget til.

Nu må jeg se at komme videre. Det er desværre ikke lang tid jeg tillader mig selv (eller mine lektier tillader mig) at bruge på denne blog. Håber at jeg fik informeret lidt hernedefra!

Vandfald ved Rio Celeste (Den blå flod. Floden var desværre ikke så blå, da vi besøgte den, fordi det regnede meget)
Playa Esterillos. Dejlig fredelig strand
Jeg og Biana fra USA på Playa Esterillos sidste lørdag
Tamar fra Israels fødder, der slapper af på Manuel Antonio
En af de første aftener med bål og hygge. Mig, Ori fra Israel, Aurora fra Finland, Salvador fra Venezuela, Ixchel fra Honduras, Emma fra Danmark, Regina fra Mexico og Jonathan fra Australien.

CLAD og Valentinsdag

Tine, UWC-USA:

Så er det endnu engang på tide at få et indlæg fra den anden side af Atlanten.
I går fandt to vigtige begivenheder sted. For det første var det jo d. 14. februar, der for amerikanerne betyder Valentinsdag skrevet med store røde og lyserøde bogstaver. En gruppe elever, der skal til Mexico og arbejde med fattige landsbybørn, udnyttede sentimentaliteten til at lave noget fundraising, så de kan købe tæpper, tøj og mad til børnene. De solgte simpelthen roser, lyserøde kort, lyserødt slik og serenadespillende musikere til alle de kunne komme i nærheden af.

Grunden, til at Valentinsdag ikke blev så fremtrædende i år, var at der samtidig foregik noget der hedder CLAD. Det står for Carribean and Latin American Cultural Day. Fredag den 13. havde de arrangeret en Valentinsdagscafé, hvor latinoerne (de fleste af dem er en del mere romantisk anlagt end en standard dansker ville være) kunne få levet deres romantiske drømme ud.

Selve CLAD foregik lørdag aften, hvor vi alle sammen klædte os ud efter dress-code'en "Sexy Salsa" og spiste mad fra regionen. Herefter var vi alle inviteret til et show om aftenen som de har brugt flere måneder på at arrangere. Det var fantastisk, underholdende og meget imponerende. Vi europæere begyndte straks at føle os lidt mindreværdige. Vi er de næste der skal afholde Cultural Day. Som mig Flora (Østrig) og Eirik (Norge) fandt ud af; Vi bliver simpelthen nødt til at udvikle en eller anden form for talent henover sommeren.

Her kommer lidt billeder fra rundt omkring:Fra min Atlantatur. Det her er udsigten fra mit hotelværelsesvindue, og sørgeligt nok et af de eneste billeder jeg fik taget på den tur.

Ditha (Indonesien) og jeg, der forsøger at leve op til "Sexy Salsa"-temaet.

De yndige tøser, Chimi (Bhutan), jeg og Flora (Østrig).

De knap-så-yndige tøser, Chimi (Bhutan), Flora (Østrig) og jeg.

En del af CLAD-showet, kaldet "Latin Aerobic". Hylende morsomt.Aldona fra Lithauen, der fremfører en meget sensuel spansk sang, (som jeg intet forstod af, men smukt var det).

Et billede fra en sketch, der fremstillede Jesus og Julemanden i konflikt over, hvem der skulle give de mellemamerikanske børn julegaver. Det endte med at en fyr fra regeringen kom slæbende på en skattebetalt cykel til "barnet". Jeg var i hvert fald flad af grin.

Alt herfra for denne omgang. Jeg har historietest i morgen tidlig, og jeg har ikke haft tid til at læse i dag pga. en meget omfattende førstehjælpstest. (Som jeg håber, håber, håber på at bestå).

Hong Kong 14. februar

Det er den 14. februar 2009 i Hong Kong. Klokken er 15:49 lokal tid. Jeg sidder på skolens bibliotek.

Livet er sløvt på campus i dag. Alle er ramt af varmen og den ekstremt høje luftfugtighed, der resulterer i at vi alle bliver forpustede, bare vi bevæger os uden for en dør. Føler min hud er klam og 'sticky' og opholder mig for det meste i rum med air-condition. Puha, varmen kan godt være lidt overvældende til tider.
Ellers går det fint i Hong Kong. Der er utrolig mange lektier og IA's der skal laves, og eksamener om 1-2 uger (er holdt op med at tælle nu). I aften har vi Chinese Cultural Evening, som alle de lokale har forberedt i månedsvis - vi forventer alle et stort og prangende show.
Coldplay spiller koncert i Hong Kong i næste måned! Hele skolen vil mere eller mindre derhen, selvom ingen har fået billetter endnu. Håber bare jeg får :)

I sidste måned havde vi besøg af 10 elever fra UWC-skolen i Singapore. De var alle meget misundelige på den "UWC-stemning" der er på vores skole, da de desværre ikke oplever det samme på deres skole i Singapore (3000 elever, hvoraf kun 100 er UWC-elever, der bor på skolen). Det er lidt trist, og kan ærlig talt ikke rigtig se, hvorfor UWCSEA kan kalde sig en UWC-skole. Men UWC-eleverne var nu virkelig flinke og havde den rette indstilling, så det er jo altid et skridt i den rigtige retning.
I næste måned smutter jeg forbi Singapore, i forbindelse med min project week. Vi (min gruppe består af omkring 10 mennesker) har lavet en ny rute, så vi nu ikke længere flyver til Kuala Lumpur men til Singapore, så vi kan besøge vores 'nye' venner fra UWCSEA. Vi overnatter på skolen 1-2 dage, hvorefter vi tager til Malaysia.
Her sejler vi til Tioman Island (som af TIME Magazine er udråbt til en af verdens smukkeste øer), hvor vi skal arbejde med fredning af skildpadder og strandene omkring. Vi skal selv bo på stranden, da ham der leder programmet med skildpadderne ejer et beach resort på øen ... det skulle være noget med mega-fede bambushytter placeret lige på kanten af junglen og stranden. Glæder mig til at stå op hver morgen, og tage morgenbad i det lyseblå hav :)

Ellers ikke så meget at fortælle, bare en lille update herfra. Jeg efterlyser mere aktivitet på bloggen!! Især nu hvor vores potentielle first-years har ansøgt, og er nysgerrige efter at høre om UWC!

Bliv ved folkens!

Lidt begejstring

Tine, UWC-USA:

Til dem, der havde håbet at høre om indsættelsen af Obama, må det vente til en anden gang. Det her er udelukkende en "Jeg er misundelig på Emil og bliver derfor også nødt til at skrive om noget spændende"-besked. Æh, eller ikke. (Selv om jeg stadigvæk gerne ville have rejst rundt i Østasien)

Jeg skal til Atlanta om 2 uger med 4 andre elever her fra skolen til en journalistikkonference og så skal jeg til L.A. i løbet af foråret. Jeg er super spændt to state the obvious!

Over and out, jeg bliver nødt til at skynde mig til Tai Chi.

Nordkorea og Malaysia venter forude!

Skolen er startet igen, hverdagen er tilbage, men vigtigst af alt så er jeg tilbage med vennerne. Juleferien var sjov og dejlig, i sær at bruge tid med familien, men det var en god følelse igen at sætte sine fødder i Hong Kong. Det fedeste er, at jeg denne gang kunne bruge paskontrollen for de indfødte, hvilket betød jeg kom udenom den lange kø for turister! Sådan!

Jeg har netop fået at vide, at jeg skal til Nordkorea til august. Vi er 16 elever, der sammen med rektor, har fået lov til at rejse ind i det ellers så lukkede land, på en Goodwill-trip, der skal skabe bånd mellem Nordkorea og det internationale samfund. Vi vil tage afsted som ambassadører for verden, og forhåbentlig komme tilbage med mere indsigt i, hvorden det Nordkoreanske samfund fungerer. Jeg glæder mig rigtig rigtig meget! Det er nok en once-in-a-lifetime oplevelse, så det skal bare prøves og opleves!

Det går heftigt til på rejsefronten. I marts rejser jeg en uge til Malaysia på Project Week. Jeg skal enten med en gruppe, der skal arbejde med WWF på en strand, og senere på sightseeing rundt i landet, eller med en gruppe, der skal arbejde med fredning af orangutanger samt en snorkle-kursus. Bliver super fedt!!

Livet i Hong Kong er godt, og det er vejret også!! Da jeg kom tilbage til skolen efter en kold juleferie var det 20-25 grader og høj sol. Normalt ligger det dog lidt lavere, men så længe det er varmere end derhjemme, så er jeg tilfreds.

På fredag starter vores ferie i forbindelse med Kinesisk Nytår, og varer en hel uge. Det skal nok blive sjovt at opleve, og jeg skal bo 1-2 dage hos min Buddy på skolen, som kommer fra Hong Kong.

Lektier er der mange af, IA's der skal afleveres, tests der hele tiden kommer op og så selvfølgelig min afsluttende WLT i dansk. Puha, og så er der mock exams om små 3-4 uger.


Minder mig om at jeg hellere må komme i seng. Jeg skal op til time klokken 7.30!

Hav det godt!

Kl: 1:48

... søndag nat i Flekke

Jeg sidder i min nygelig anskaffet lænestol, ansakffelsen af førnævnte var vidst på kant med reglerne, men lad det lu ligge.

Så er Norge holdet tilbage i stor stil. Vi lagde hårdt fra med en uge på 4 dage og et fantastisk saturday night party. Vi har pt. Rainbow week. hvor seksuel ambivalens er i højsædet. Det er ganske underholdende når der pludselig kommer 15 meget farverige demonstranter ind i kantinien og råber slagord vedrørende Barack Obama. Så har vi også snart PBL week igen. Den vakse læser vil hurtigt huske mit indlæg om den først PBL week. Den her skal vi have 1st aid traning og MUN. samarit kurset er for at finde de nye 1st aiders til næste års hold. Skolen har et yderst kompetent samarit hold bestående af 30 2.års elever. De opnår nivauet under ambulanceredder, så det vil jeg selvsagt meget gerne. MUN = Model United Nations. her skal vi lege FN et par dage og skrive resolutioner, debattere og have det skide skæg i jakkesæt og blank polerede sko.

Der kommer selvsagt en opdatering om hvordan det forløber, men nu tror jeg, at jeg vil famle mig over til min beskedne seng og sove en 8-9 timer eller deromkring.

Ha' det herligt

Jesper

Så er jeg i gang igen

Tine, UWC-USA:

Efter en helt utrolig juleferie, hvor jeg så venner og familie for første gang i 4 måneder, er jeg nu tilbage i USA igen. Jeg havde en temmelig dramatisk tilbagetur. Jeg fløj fra Hamborg til München, derfra til Washington og derfra til Albuquerque. Det gik galt allerede på den første tur. Mit fly fra Hamborg var halvanden time forsinket, og når jeg i forvejen kun havde en time til at skifte i München, kunne jeg sidde fint på mit flysæde i Hamborgflyet kigge på mit ur og tænke "Nå, nu letter mit fly til USA". Så der var ikke andet for end at stille sig op i den lange kø af mennesker, der også havde misset en flyafgang og høre, hvad flyselskabet havde tænkt sig. Da det var en af de store rejsedage til USA, var det fuldstændigt umuligt at booke en ny afgang den dag, så jeg blev henvist til et lufthavnshotel, hvor flyselskabet heldigvis betalte kost og logi. Næste dag kom jeg heldigvis afsted og uden videre forhindringer (andet end den amerikanske told, der ALTID er et problem,) blev jeg hentet i Albuquerque sammen med en 10 andre elever, der af nogenlunde samme årsag som mig, ikke var kommet der dagen før.

Mit ganske fine hotelværelse, hvor jeg i ren kedsomhed faktisk fik skrevet det meste af en større økonomiopgave. Hurra for det!

Nu har jeg være her en uge, men Danmark virker alligevel meget fjernt. Vi er allerede i fuld gang med skolearbejdet. Ikke noget af den der danske, bløde nå-nu-skal-vi-lige-i-gang-tilgang. I dag har jeg haft matematikaflevering, vi øver historieessayskrivning, arbejder på den der irriterende større økonomiopgave og er godt i gang med vores CAS'es. Ikke meget tid til at komme sig over jet-lag'et.

I weekenden deltog jeg i en UWC-USA tradition kaldet "24-hour playwright", der som titlen antyder betyder at man skal skrive, øve og opføre et skuespil inden for 24 timer. Lidt af en grænseoverskridende oplevelse! Mit skuespils forfatter var den meget drømmende og idealistiske Goujun fra Singapore, der havde skrevet et meget sødt skuespil om rumvæsener, der prøver at forstå menneskenes tilgang til teknologi, verdensfred og hinanden. Vores intruktør var Tyma fra Senegal, der er enormt dygtig. Så med rystende ben og panikangst, før vi skulle gå på scenen, overlevede vi og fik klapsalver og følte os høje på succes hele den næste dag.

Mig og min kæreste, Juan René fra Peru. Begge klædt ud som rumvæsener.

Til sidst kommer der lige nogle billeder fra før juleferien.

Her er det udsigten fra mit værelse for halvanden måned siden eller sådan noget. Så dem, der tror New Mexico er en glohed ørken, kan godt tro om igen. Faktisk er her sne lige nu, det er bare begyndt at smelte igen pga. solskinnet.

Min "get-away mom" Jan. Skolens get-away program er sådan lidt et plejefamilieprogram, hvor vi kan besøge en lokalfamilie og komme væk fra campus. (Det er tiltrængt nogen gange). Her var det til Thanksgiving, hvor jeg, Bart fra Holland og Flora fra Østrig var blevet inviteret hjem til hende for at prøve en vakseægte amerikansk thanksgiving. Hun er af svensk afstamning, så hendes get-away børn er for det meste skandinaverne her på skolen.

Her er det et billede af skolens "Nordics" fra starten af skoleåret. Eldar, Ingunn, Eirik og Thea fra Norge, mig fra Danmark og Jukka, Milla og Mia fra Finland (Mia dog også fra Belgien.) Vi mangler en svensker (well, og jeg ville også gerne have stået ved siden af en countrymate).